Da jeg læste Hans Kirks ”Fiskerne” første gang, vidste jeg ikke, at min egen oldefar var drivkraft bag skabelsen af de missionske mørkemænd.

Jesper Nielsen hed han og stammede fra egnen omkring Varde. Jeg har kun et dårligt billede, som antyder et stort firkantet fuldskæg, men i ”Kun god er Gud” (1923-1926) beskrives han som:

En lille tætbygget, hjulbenet Mand, rank og stout, der nok kunde se lidt hoven ud…

Han må have været en ildsjæl, for i 1876 sendte missionens leder, Vilhelm Beck, ham til Thyholm.

I ”Den indre mission i SYDTHY” (A. Christensen 1932) står bl.a.:

Den 8. november 1876 kom Jesper Nielsen til Lyngs som indremissionær og fik sin virkekreds på Thyholm, Thy og Mors. Nu blev der glæde blandt de hellige. Møde på møde blev holdt i hjemmene, og mange blev omvendt. Da sognepræsten og kapellanen var modstandere, blev det J.N., der blev sjælen i alt arbejde.

I starten gik det nu ikke så storartet med rekrutteringen, som ovenstående lader forstå. Først efter en stormkatastrofe i 1885, hvor 8 fiskere druknede ud for Nørre Vorupør, kom der for alvor gang i sjælefangsten.

Katastrofen blev et vendepunkt i de små fiskersamfunds historie. Det kan man bl.a. læse om i ”De åndelige vækkelser i Vangsaa” af Edith Trab Skovdal, 2005.

Hun fortæller også fængslende om fiskernes drikkeri og barske levevilkår, og forklarer således, at der var flere grunde til, at vækkelsen fik fodfæste på netop denne egn.

Og så taler man om, at fundamentalisme er fremmed for Danmark!

Jesper Nielsen havde et svagt helbred og døde i 1896. Han efterlod hustru og fem børn.

Min farfar var yngste barn, og jeg husker ham, fra da jeg var dreng. Han virkede ikke spor hellig på mig, og da jeg bestemt heller ikke har hang til andagt og spægelse, er det nok ikke arveligt.

Natten til søndag den 3. februar 1917 fangede politiet manden, der myrdede min oldefar.

Mord var også godt stof dengang, og aviserne svælgede i historien. Hvis man tror, at useriøs og farvet journalistik er et nyt fænomen, tager man grundigt fejl. Aalborg Stiftstidende skrev den 4. februar:

”Det er en arbejdskarl fra Aalborg Chr. Madsen Jensen, nærmest dagdriver og formentlig alfons. Han er født i Hjørring. […] Chr. Madsen var allerede som dreng på gale veje og har således været udsat af værgerådet. Og han har senere været straffet for tyveri og sædelighedsforbrydelse.”

Tydeligvis en helt igennem skidt fyr. Vendsyssel Tidende var knap så blomstrende i sin beskrivelse. Måske var man lidt flov over, at banditten var fra Hjørring:

”Chr. Madsen Jensen 26 år gl. født i Hjørring som uægte søn af fhv. gendarm Madsen.”

I Hobro havde han slået om sig med penge og havde i fuldskab sagt:

”Hvis jeg bliver dømt til døden så hils min moder.”

Opvarteren, som tjenere blev kaldt dengang, fattede mistanke og ringede til betjent Klitten. Opvarteren kunne fortælle, at den mistænkte havde billet til ekspressen sydpå, og politiet ventede, da toget ankom til Fredericia.

Morderen tilstod straks. Ved anholdelsen var han i besiddelse af 1900 kr. og et falsk pas.

Morderens forklaring

Efter et liv i sus og dus trængte han til penge og besluttede sig for et kup. Han så sig om efter en mindre bank eller sparekasse, hvor der kun var en enkelt mand på kontoret, og en notits om Pandrup Sparekasse gav ham ideen til at slå ned der.

Han tog til Pandrup for at rekognoscerede terrænet og bemærkede, hvordan den gamle bogholder Bentzen sad alene på kontoret til langt ud på aftenen. Han slog dog ikke til straks.

Lørdag den 27. januar tog han til Pandrup med 6-toget. Nu skulle det være.

Han gemte sig bag huset ud mod haven og ventede. Her fandt han et vindue, der stod på klem, og kom ind i et kulrum. Herfra gik han uden at tænde lyset op på kontoret og så kort efter Bentzen nærme sig ude på gaden.

Da den gamle mand var kommet ind i venteværelset, slog forbryderen ham til jorden. Efter en kort kamp var Bentzen bundet og kneblet, og med hans nøgler fik forbryderen adgang til pengeskabet.

Da han gik, hørte han Bentzen give lyd fra sig, men næste dag kunne han forstå på bladenes løbesedler, at den gamle mand var død.

Det var egentlig forbryderens hensigt at rejse til Kristiania, hvor han før havde været, men i stedet tog han på soldetur i flere dage. Han tog bl.a. til Århus og sluttelig Hobro, hvor opvarteren fattede mistanke.

Fra begravelsen skrev en avis bl.a.:

”Pastor Therkildsen tog sit udgangspunkt i ordet: ‘Trange tider langsomt glider…’ Han manede til eftertanke og lagde på sinde at sætte sin lid til herren. Under stærk bevægelse dvælede han ved den sorg, der havde ramt de efterladte. Og han lagde sluttelig på hjerte også at sende en tanke til den stakkels fortvivlede fange, der nu sad i ensomhed og gruede for sin gerning.”

Efterskrift

Historien er fra den slægtsbog, min søster skrev i 1992. Hun nævner ikke, hvad der skete med den stakkels fortvivlede fange, men på siden ”Drabssager i Danmark 1879 – 1941” står, at gerningsmanden blev idømt 12 års tugthusarbejde. Websiden giver ganske vist forkerte oplysninger om mordets omstændigheder, men det står vel til troende, at gerningsmanden fik sin straf.

Hvetbo Sparekasse eksisterer stadig, men nu som aktieselskab. Den har stadig afdeling i Pandrup, men dog ikke i det hus, hvor min oldefar blev myrdet.

Den siddende bestyrelse er sikkert uvidende om, at otte af deres forgængere bar kisten til graven, og at sparekassen rejste en mindesten for sin første bogholder.

Den 27. januar 1917 fyldte kejser Wilhelm II 58 år, og revolutionen var brudt ud i Petrograd. Verden var i krig, men i Danmark var der fred. På denne lørdag blev min oldefar myrdet.

Mads Peter Bentzen

Mads Peter Bentzen som 74-årig

Kancelliråd og bogholder Mads Peter Bentzen var en fremtrædende mand i lokalsamfundet. Han havde været sognerådsformand i 12 år og havde arbejdet som bogholder i Hvetbo Herreds Spare- og Laanekasse, siden denne blev stiftet i 1867.

I sparekassens første år var Bentzen ikke lovet nogen løn, men som årene gik, tjente han bedre, og siden 1906 havde lønnen været 2000 kr.

Bentzen var nu blevet 74 år og så frem til sit 50-års jubilæum i sparekassen, hvorefter han ville trække sig tilbage. Men han nåede ikke jubilæet, for morderen havde allerede lagt sine planer.

Mordet

Hver aften gik Bentzen hen for at arbejde i sparekassen. Da han den lørdag ikke kom hjem ved 11-tiden, som han plejede, sendte hans hustru, Else Maria, pigen hen for at se efter ham, men pigen vendte hurtigt tilbage – sparekassen var lukket og lyset slukket.

Else Maria gik derefter selv over til sparekassen, lukkede sig ind med en reservenøgle og tændte det elektriske lys.

Bentzen lå død. Han var bundet med et hampereb og havde en uldhandske stoppet i munden. Liget var koldt, og da han stadig havde sin overfrakke på, var det nærliggende at tro, at overfaldet havde fundet sted, da han ankom til sparekassen.

Forskellige spor viste, at en kort kamp havde fundet sted. Bentzen lå i en blodpøl, men dødsårsagen var kvælning som følge af handsken og den knebel, der var bundet udenom. Der var således grund til at tro, at døden var et uheld.

Morderens udbytte

Bentzen var ikke kasserer, men hans nøgler gav overfaldsmanden adgang til pengeskabet, som indeholdt 5600 kr. i sedler. Forbryderen fandt derimod ikke et langt større beløb, som lå i formandens og kassererens kasse.

Politiet tilkaldes

Herredsfuldmægtig Smith blev straks tilkaldt, og han telefonerede efter statsbetjent Jensen, Hjørring, og Klitten, Aalborg.

Aalborg Stiftstidende skrev:

”Den sidste fik jo i sin tid æren af at have opklaret Badskærmordet […]. Forhåbentlig vil han også finde den ny gådes løsning. De to betjente har været i næsten uafbrudt virksomhed siden. Man siger om Klitten, at når han får en interssant sag, sover han ikke før den er opklaret.”

(Fortsættes)

James Boswells bog om Dr. Johnson (også kaldet John Bull), det engelske nationalikon fra 1700-tallet, giver et fint indblik i engelsk kultur, og Boswells næsegruse beundring gør også bogen underholdende.

Johnson var en fremtrædende personlighed og skrev bl.a. Englands første ordbog. Boswell citerer ham flittigt, og blandt mange citater hæftede jeg mig ved følgende fra 1763:

”Sir, alle de Argumenter, der bliver fremført for at bevise, at Fattigdom ikke er noget Onde, beviser netop, at den er et stort Onde. De træffer aldrig Folk, der gør sig Umage for at faa Dem overbevist om, at man kan leve rigtig lykkelig med en stor Formue.”

Det er såmænd aktuelt den dag i dag og fik mig til at tænke på regeringen, der ikke vil høre tale om en fattigdomsgrænse i Danmark.

Alle ved, at der er fattige i dette land, men hvis man indfører en fattigdomsgrænse, bliver det pinligt officielt, og så vil der blive talt om ansvar og presset på for at gøre noget ved det.

Forskellen på 1763 og i dag er, at fattigdom dengang var en bastant realitet, man ikke kunne fornægte.

***

Samuel Johnson levede fra 1709 til 1784. Jeg læser den danske (forkortede) udgave fra Martins Forlag i 1942, men den engelske, Life of Samuel Johnson, kan downloades som e-bog hos Project Gutenberg.

For snart 150 år siden udgav Charles Darwin sit epokegørende værk “On the Origin of Species by Means of Natural Selection.” Det kom i J.P. Jacobsens oversættelse (1872) til at hedde “Om Arternes Oprindelse ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen.”

Få værker har haft så stor betydning for videnskaben, og intet værk er blevet kritiseret så meget af så mange, som ikke har læst det.

Videnskabsmanden Darwin udsættes stadig for ideologisk og religiøs kritik, og han beskyldes for at være ophavsmand til alverdens unoder som nazisme og skolebørns uartighed. Det kan undre enhver, der gider læse, hvad han skrev.

Den danske oversættelse findes på The Complete Works of Charles Darwin Online. Darwins værker (på engelsk) kan også downloades fra Project Gutenberg.

Man kan så fundere over, om det ikke snarere drejer sig om afarternes oprindelse, men jeg skal nok arte mig.

Fortidens store bygningsværker som f.eks. Colosseum og romernes akvædukter har altid fascineret mig. Det er fantastisk, at de kunne bygge den slags med relativt simpel teknologi, og det er bemærkelsesværdigt, hvor meget der står endnu.

Jeg blev mindet om Trajans Bro i dag, da jeg fik mail fra en fyr, der bad om tilladelse til at bruge mine billeder af modellen, som står på museet i den rumænske by Turnu Severin.

Kejser Trajans Bro blev bygget ca. 104 f.Kr. neden for Jernporten, hvor Donau er 800 meter bred og har en kraftig strøm. Den forbandt landene, vi i dag kalder Rumænien og Serbien. Det var under Trajans felttog i Dakien (omtrent det nuværende Rumænien), og broen gjorde det nemmere at få tropper og forsyninger over Donau.

Der er forskellige meldinger om broens længde. Nogle siger 1070 meter, nogle 1135 og andre 1500. Det var en træbro, som hvilede på 20 murede bropiller. Den var 15 meter bred og stod 19 meter over vandet. På Trajans Søjle i Rom er en del af broen afbilledet i basrelief, så man har en god idé om, hvordan den så ud.

I 1856, hvor vandstanden var rekordlav, kunne man se resterne af alle pillerne på flodbunden, og i 1906 besluttede man at fjerne to, som var til fare for sejladsen. På flodbredden ved den rumænske by Turnu Severin og på den modsatte side ved Kladovo kan man stadig se resterne af bropillerne på land, og arkæologer har lokaliseret de sidste 16 piller ude i floden.

Jeg fik desværre ikke selv set resterne, da vi var i Turnu Severin, for da vi forlod museet, stod det ned i stænger, og vi måtte flygte til vores “ark”. Men går du ind på flickr.com og søger på “Trajan’s Bridge” er der adskillige billeder.

Der er delte meninger om, hvordan man byggede bropillerne ude i selve floden, hvor strømmen er ret så kraftig, men sandsynligvis lavede man datidens version af sænkekasser ved at banke pæle ned i flodbunden og efterfølgende tømme “sænkekasserne” for vand. Slaver havde man nok af.

Arkitekten var Apollodorus fra Damaskus, som også er kendt for andre bygningsværker og monumenter. Nogle tilskriver ham også æren for Pantheon.

Broen fik lov at stå nogle hundrede år. Man ved ikke præcis hvor længe. De fleste siger, at kejser Aurelian (kejser 270 – 275) fjernede overbygningen, da han rømmede Dakien og gjorde Donau til Romerrigets grænse. Man kunne ikke have vildbasserne fra den anden side rendende.

Hvis det er rigtigt, stod broen immervæk i ca. 375 år, og det er ikke så ringe endda. Jeg gad nok vide, om Storebæltsbroen stadig står, når vi skriver år 2372.