Jeg glæder mig som et barn til varmen og de lune aftener, til roen og skønheden, til udsigterne og det klare vand, til at blive forkælet af Nikos på George’s Restaurant.

Telendos set fra Myrties på Kalymnos

Sidste år var det en charterrejse, hvor vi tilbragte en uge på den lillebitte og bilfri ø Telendos ud for Kalymnos’ vestkyst. Om den tur har jeg skrevet en rejsebeskrivelse.

Knap var vi kommet hjem, før jeg undersøgte, hvordan vi kunne komme af sted igen, og jeg opdagede, at vi kunne spare nogle tusinde kroner ved at arrangere turen selv i stedet for at købe en charterrejse.

Det skyldes mest, at vi alligevel skal frem og tilbage mellem Aalborg og København, og at det er billigere at overnatte på Kos end i København. Og så selvfølgelig at flybilletterne var pænt billige.

Nu flyver vi Aalborg – København – Athen – Kos på én dag. Tiderne for ankomst og afgang kræver en overnatning ”i hver ende” i den lille by Mastihari på Kos, hvorfra færgen sejler til Kalymnos. Men det er noget billigere end hotel i København, og vi vil også hellere slumre ind til lyden af Ægæerhavets brænding end Københavns trafikstøj.

Søger man underholdning og ”action”, skal man ikke tage til Telendos, medmindre man da vil klatre på de stejle klipper. Der er ingen golfbaner, skydetelte, hoppeborge og hvad man ellers finder på de populære turistmål.

Men der er fred, gæstfrihed  og mulighed for ultimativ afslapning, hvis man kan underholde sig selv.

Relateret:

• Rejsebeskrivelser fra Leros og Telendos 2009 (25.10.2009)
• Græsk mad på Leros, Kalymnos og Telendos (30.09.2008)
• Ferie på Leros og Kalymnos (23.09.2008)

Link til Cefalù 2010.

De fleste læsere af rejsebeskrivelser ønsker oplevelser, som de kan spejle sig i eller gentage, når de selv kommer af sted.

Men det er ikke let at skrive en sammenhængende og handlingsmættet dagbog, når det meste af ferien går med at slappe af og dalre rundt i dovenskab.

Så må man gribe til ”generelle indtryk og stemninger”. Jeg har skrevet om byen og dens seværdigheder og drysset vores egne oplevelser over med løs hånd.

Jeg håber så, at interesserede kan få et brugbart indtryk, hvad enten de er lænestolsrejsende eller har faktiske rejseplaner.

Helt kedeligt håber jeg dog ikke, det er.

Historien om den sicilianske skilning har jeg tidligere bragt her på bloggen, og måske finder man svar på, hvorfor duen døde i klostergården, hvilken restaurant man skal bruge til aerodynamiske forsøg, og hvorfor man ikke skal gifte sig i Cefalù, når det blæser.

Jeg har endnu ikke skrevet om ugen, der fulgte i Giardini Naxos. Jeg har skrevet om stedet før (2006 og 2008), og det var som at komme hjem på terrassen denne gang.

Men lad os nu se. Om ikke andet er der billeder, som kalder minder frem, der sænker min puls og giver mig smør i knæene.

Nogle rejser for at opleve nye steder og nye eventyr. De bliver ”høje” af det uprøvede, og med samlermani glæder de sig over hver ny nål, de kan stikke i verdenskortet.

Andre vender tilbage til den samme plet år efter år. De holder af trygheden ved det kendte og ved, at her får de en god oplevelse. De er så at sige forsikret mod skuffelse, men også mod endnu bedre oplevelser!

Cefalù på Siciliens nordkyst

Vi har et ben i begge lejre, og det er sådan lidt op og ned, om vi vælger at vende tilbage eller prøve noget nyt.

Hvor jeg fantaserer om det nye og “feriens Shangri-La”, er fruen mere ”fornuftig” med hang til det garanteret velbehagelige.

Det er en god kombination. Eventyrlysten har aldrig givet gedigne skuffelser, og uden den havde vi aldrig fundet de dejlige steder, vi ynder at gense.

Det er næsten som med bøger. Man må læse noget nyt en gang imellem. Man risikerer at blive skuffet, men risikoen kan selvfølgelig reduceres ved forfattervalg osv.

Nogle bøger bryder man sig ikke om, andre er okay, og så er der de rigtigt gode bøger, man kan læse igen og igen.

Giardini Naxos med udsigt til Taormina og Castelmola i højderne.

På den nys overståede ferie på Sicilien, var Cefalù en ny bog. Den var velskrevet og havde flotte billeder, men vi læser den næppe igen.

Den sidste uge i Giardini Naxos var genlæsningens glæde. Bogen er måske knap så flot som Cefalù, men den har æselører ved alle vores yndlingspassager.

De næste to rejser bliver også genlæsninger: Telendos i sensommeren og senere en antivinterkullertur til Tenerife.

Men næste år går turen til feriens Shangri-La! – Tror jeg.

Vi er i Cefalù, og det er tid at blive klippet. Manken er blevet for lang, og jeg trænger til 5 ugers foryngelse.

Det andet sted, jeg kigger ind, er der kun én der venter, og han viser sig at være barber. De er hele to frisører i den lille salon.

Barberstolen er den gammeldags slags med fodpumpe og vinrødt polstret sæde. Han starter med pelsen i nakken og over ørerne. Til denne grovtrimning bruger han maskine, og undertiden skifter han skær. Jeg ved ikke hvorfor, men der er nok subtile forskelle, som kræver specialværktøj.

Så tager han dækkenet af mig, drejer stolen 180° og lægger mig ned med hovedet over håndvasken. Håret vaskes.

Strengt nødvendigt var det ikke, for jeg var i bad for 3½ time siden, men det hører sig sikkert til, når en Don skal klippes.

Skilningen trækkes med ekstrem omhu, og så kortes det våde hår af med en barberkniv – håret ”høvles” simpelthen med korte nedadgående snit.

To bløde fingre skubber bestemt og ofte hovedet i forskellige positurer, så kunstneren har den rette arbejdsvinkel.

Så kommer han hårvand i og friserer meget grundigt. Snip, snip – saksen afkorter hår, som afviger mikroskopisk fra den rette længde.

Så er det tid til voks, og skulpturen formes omhyggeligt med kam og føntørrer. Barberen beundrer kort sit arbejde og præserverer dernæst kunstværket med hårlak.

Skilningens skarphed og schwung matches kun af den, jeg fik på Ischia i fjor, og mon ikke den perfekte skilning indgår i enhver italiensk frisørs svendeprøve?

Jeg slipper med 20 euro. Det er billigt for et mesterstykke.

Kald mig bare Don Cefalú.

Relateret:

• Klipning på Leros, eller salonbøssen i det græske øhav
• Klipning på Ischia
• Hos frisøren på Leros

Jeg kan varmt anbefale Sicilien i maj, hvor øen er grøn og frodig.

Vejret er ikke så stabilt som senere, men stabile 45 grader i juli/august er ikke vores kop te, og når vejret er som på en rigtig god dansk sommerdag, kan man så forlange mere? Når grønthandlerens udstilling bugner med varer i prima kvalitet?

Denne gang var vi en uge i Cefalù på nordkysten og derefter en uge i Giardini Naxos på østkysten.

Cefalù

Det gamle Cefalù er en charmerende middelalderby. Gaderne er smalle, der er masser af små butikker, og fra næsten hver eneste altan hænger der vasketøj. Meget scenisk, meget malerisk og meget charmerende. Det har mange turister opdaget, og det præger også byen.

Giardini Naxos

Giardini Naxos er en lang smal tarm af en by, som ligger ved en smuk bugt for foden af højderne med det berømte Taormina og det mindre kendte Castelmola, der ligger som en ørnerede på en bjergtop uden mulighed for forstæder.

Giardini Naxos er ligesom mere uskyldig end Cefalù, og det foretrækker vi, selvom mange sikkert vil finde byen kedelig, da der ikke er stort andet end en vidunderlig havudsigt og gode familiedrevne restauranter, hvor stamkunder forkæles.

Jeg vender tilbage med glimt og fotos. Ikke at der er så meget at fortælle, for det var en rigtig driverferie, men lidt stemning kan man altid formidle.

Jeg skal bare lidt på højde med ”dyngerne” først, så der kan godt blive lidt stille her på bloggen i den nærmeste fremtid.

Forleden var der postkort fra Venedig. E. skrev:

“Ikke om jeg fatter hvorfor I har været her to gange! Der er alt for mange turister både med og uden bagage. Ind imellem kan man være heldig og slippe væk i nogle små gyder og stræder.”

Hun er så rask! Hvad havde hun forventet? Og når hun fandt løsningen, hvorfor brugte hun den så ikke?

Vel er der mange turister i Venedig. Det er der i så mange byer, og turisterne flokkes ved de ”store” seværdigheder. Sådan er dét.

Lige så sikkert er det, at bevæger man sig lidt væk fra byernes turistarterier, falder der ro på, og man fornemmer atmosfæren langt bedre, end hvor lemmingerne myldrer. Det gælder overalt.

Venedig fortryller ikke med Markuspladsens pomp og duesværme eller med Rialtobroens souvenirboder.

Lader man sig derimod suge ind i gydernes og kanalernes labyrint, mærker man byens magi og kan føle sig hensat til 1700-tallet, hvor Casanova gik den tunge gang over Sukkenes Bro til fængslet.

I labyrinten er der stille og kun få turister. Huse spejler sig i blanke kanaler, og krogede gyder lokker dig på afveje blandt spændende småbutikker og palæer i afglans.

Overalt er der en rigdom af detaljer, og man kan dvæle på små piazzaer, der hvisker deres historie, mens man nyder en Spritz.

Venedig er en fornem gammel dame, og går du for rask, når hun ikke at spinde sin magi. Det var fortryllelsen, der førte os tilbage og som kan få os tilbage igen. Venedig er hamrende romantisk, hvis man tager sig tid.

Det var pænt af E. at sende et postkort, og det er synd, hvis ferien skuffer.

Hun var 1½ dag i Venedig, hvorfra hendes krydstogt udgik. Der er vel 3 – 4000 andre turister på skibet. Mindst.

Det er jo brandærgerligt, at de ikke kan komme hjem på arbejde, men må henslæbe tiden i lediggang under palmernes sparsomme skygge. De har min dybeste medfølelse.

Faktisk har jeg så ondt af dem, at hvis jeg var medstrandet i Olivenland, afstod jeg gerne min plads i redningsbussen, hvis det kunne få en anden frelst hjem til fædreland og bruttonationalprodukt.

Kvinder og børn først, old boy! Vi kan måske nå en sherry og en rubber mere, inden skuden synker!

Det er ånden.

Jeg måtte så leve med den latente risiko for, at også lokale vulkaner går i udbrud, eller at jeg får skaldyrsforgiftning og udvikler solcremeallergi; men sådan er der så meget.

Hørte jeg nogen sige tabt arbejdsfortjeneste? Ja selvfølgelig, men med min spartanske levevis klarer jeg det nok bedre end så mange andre, og det er jo force majeure.

Kald mig ikke tapper – så bliver jeg forlegen. Jeg har skam også mindre flatterende karaktertræk. For eksempel føler jeg mig ikke hævet over misundelse.

Forkølelsen har denne gang været usædvanligt vedholdende. Der er stadig creme i magmakammeret og udbrud af hoste, fordi morgenpiben ikke formår at rense fumarolen, som den plejer.

Rom plejer at være god mod forkølelse, men påsketuren var nok for kort, og der var ikke varmt nok, til at jeg blev gennembagt. Jeg sætter derfor min lid til, at et par uger på Sicilien kan få bugt med ondet.

Prøv at si’ Sicilien uden at smile!

Når vi kommer derned, modner kirsebærrene som søde kys, fiskene hopper velstegte op på tallerkenen og Etna forholder sig roligt. Stromboli i nord vil selvfølgelig bøvse dagligt, men velopdragent og uden at genere flytrafikken.

Hvis den tur går i vasken pga. et uopdragent hul i jorden ved polarcirklen, går jeg i ukontrolleret udbrud. Hvorfor skulle Island også vulkaniseres?

Jeg har stor sympati for, at islændingene ikke vil betale spekulanternes gæld, men nu har de længe nok haft billig fjernvarme og opvarmede fortove. De må indse, at når min ferie er i fare, er der noget, der hedder internationale forpligtelser.

De må iføre sig deres heklatøj og give den vulkan et lavament, eller hvad der skal til.