Jeg kender ikke meget til svampe, men denne paddehat kunne godt være en af de sjove, som sætter fut i den psykedeliske fantasi.

Det håber jeg faktisk ikke, for hvis det rygtes, vil seniorflippere og blomsterpensionister snart kravle rundt på min græsplæne om natten med pandelygte og læsebriller, og hvad vil naboerne så ikke tænke.

Nej, jeg håber snarere, at svampen er en kulinarisk delikatesse, som kalder på kendernes mundvand. Den vil næppe indbringe det samme som trøfler, for man kan jo finde den helt uden hjælp af specialopdrættede svin eller sporhunde, men kulinariske sjældenheder kan være lukrative.

Så kunne jeg sende den med delikatesse-kurer til restaurant Noma, som vil servere den på et stykke rullegræs for en dollarspækket gourmand eller en midtjysk kommunaldirektør.

Det er godt nok lidt sent at tænke i de baner, for svampen er for længst fortæret af plæneklipperen, men der kan jo være flere på vej.

Jeg er afsløret. Min italienske chef har truffet en fyr fra mit gamle italienskhold, og fyren har sladret om min elefantragout. Så nu ved chefen altså, at jeg kan lidt italiensk. Det gik jeg ellers stille med.

Men altså: På Italiensk II i 2004 fik vi til opgave at skrive en stil om mad, og jeg skrev en historie om elefantragout. Jeg bringer nu historien i dansk oversættelse, men da et par af navnene har italiensk klang, skal det lige nævnes, at “carne” betyder kød, og at “bottiglia” betyder flaske.

Sproget er enkelt, men mit italienske er og var ikke noget at prale af, og jeg synes ikke, at jeg vil pynte på oversættelsen. Jeg skylder også at sige, at jeg blev inspireret af en skotsk kogebog, men at jeg har lavet lidt om på opskriften.

Længden af dette indlæg overstiger også langt det normale, så hvis du søger en opskrift på hurtig og nem mad, bør du nok stoppe nu.

Nå, ikke? Avanti!

Ragù d’elefante

Jeg vil holde en fest på min fødselsdag. Jeg ved, at mine 3.800 venner kan spise meget, så derfor har jeg besluttet at lave elefantragout.

Tre uger før festen går jeg til slagteren.

Signora Belcarne hilser: “Goddag signor Bentzen, hvad ønsker De så i dag?”

Jeg: “Goddag signora Belcarne! Er det muligt at købe en elefant?”

Signora Belcarne: “Ja, naturligvis – og vores elefanter er altid af bedste kvalitet! Vi kan levere mandag i næste uge. Ellers andet?”

Jeg: “Ja, jeg vil også gerne have en kanin – i fald elefanten ikke rækker.”

Signora Belcarne: “Godt så: en elefant og en kanin til levering mandag i næste uge. Tak!”

Tilberedning

Elefanten ankommer, og efter otte dage har jeg skåret den i tern. Jeg tager en gryde af passende størrelse, og så skal elefanten simre i en uge.

Tre dage senere tager jeg på grøntsagsmarkedet, hvor jeg køber et tons kartofler, 500 kg gulerødder, fire sække løg, 100 kg tomater, en smule persille, timian og et hvidløg.

Efter 60 cykelture er alle grøntsagerne kommet hjem, og jeg kan begynde at gøre dem klar. Efter to dage har jeg gjort grøntsagerne klar og puttet dem i den store gryde sammen med kaninen og lidt ekstra salt.

Elefantøl

Sydafrikansk rødvin står godt til elefantragout, men da en af mine venner er svensker, ringer jeg til Carlsberg:

Carlsberg: “Carlsberg – ’Vores øl’ – goddag!”

Jeg: “Goddag, det er Bentzen fra Aalborg. Jeg vil gerne købe 20.001 flasker elefantøl.”

Carlsberg: “Undskyld – ‘Bentzen fra Aalborg’ – er det et diskotek eller zoologisk have?”

Jeg: “Nej, jeg er Bentzen – Bentzen er mit navn! Jeg holder en fest på min fødselsdag!”

Carlsberg: “Desværre sælger vi kun til forretninger. De må købe øllerne i tobakskiosken f.eks.”

Jeg: “Jamen tobakskiosken har da ikke 20.001 flasker elefantøl!”

Carlsberg: “Det ved jeg godt, men vi kan sælge til tobakskiosken. Er De med?”

Jeg: “Ja. Hej, og tak.”

I tobakskiosken

Jeg går hen til signor Bottigliones tobakskiosk.

Signor Bottiglione: “Goddag signor Bentzen. En halv liter danskvand som sædvanlig?”

Jeg: “Nej, jeg har brug for 20.001 flasker elefantøl.”

Bottiglione: “Har De det ikke godt signor Bentzen?”

Jeg: “Jo tak, jeg har det glimrende – jeg skal holde fest!”

Bottiglione: “Ah, De skal holde fest! – Men 20.001 flasker?”

Jeg: “Ja, der kommer 3.800 venner, hvoraf én er svensker, og jeg skal også bruge en flaske til min elefantragout.”

Bottiglione: “Så forstår jeg! Jeg kan levere i morgen.”

Jeg: “Tak,vi ses!”

Bottiglione: “Vi ses i morgen!”

Opdatering:

Ellen har sendt mig et billede af et sydafrikansk forklæde. På forklædet står en opskrift på elefantragout, som ligner den, jeg fandt i den skotske kogebog.

Jeg har beskåret og formindsket billedet, så kun de skarptseende kan se, hvor meget jeg har plagieret.

Tak Ellen!

Jeg har faktisk tænkt i de samme baner, og det drejer sig ikke kun om havearbejde. Om vinteren er jeg f.eks. meget bedre til at salte end til at skovle.

Jeg fortæller hende derfor ofte og kærligt, at hun er både ung og stærk, men hun tror mig kun halvt.

Det kan jeg ikke forstå, for hun har jo kræfter til at lave så meget andet fornuftigt.

Vil man tabe sig, skal man så at sige løfte sig selv op ved hårene og give slip, og det er svært. Derfor tjener mange fedt på at love mindre fedt, og de færreste produkter giver tab. Slankedoktoren kan huldsaligt henvise til, at kundens tegnebog da er blevet tyndere.

Slankekurens ligning er ellers enkel: Man skal forbrænde flere kalorier, end man indtager, før det svinder i kroppens kalorielager; men det er ubehageligt for de fleste.

Balance mellem indtag og forbrænding af kalorier er ikke nok – så opretholder man bare status quo og taber sig ikke. I bedste fald opnår man lagerforskydninger.

Men det er svært at lægge sit liv om, og der er ingen lette løsninger, medmindre man har råd til at blive vægtløs, og det har kun de astronomisk rige. Det varer en rum tid, men er ikke permanent. Man kan gratis lette sin samvittighed, men det godkender badevægten ikke som en slankekur.

Hjernen udgør ca. 2 % af kropsvægten, men står for ca. 20 % af energiforbruget. Man burde derfor kunne tabe sig ved at bruge hovedet noget mere, men man bliver sikkert kun tynd i toppen, og det vil ingen være.

Nogen vil sikkert bebrejde mig, at jeg pjatter med noget så alvorligt som overvægt og vægttab, men de burde hellere glæde sig over, at Newtons tyngdelov blev grundlagt på det princip, at legemer med lille masse tiltrækkes af legemer med en masse masse.

Jeg er glad for at have ryddet en plet i habitatet, som hver dag kan blive eksproprieret og ophøjet til naturreservat pga. dets enestående uberørthed.

Sommer er det nemlig. Det ved du selvfølgelig godt, men det ved læseren ikke, når dette indlæg når samme alder som Herman Bangs roman af samme navn, og derfor er jeg ligesom Herman nødt til at skrive det.

Ikke sandt?

Glæden mindskes ikke af, at det er for varmt til at lave andet end at nyde det og derved øge chancen for ekspropriation.

Hvis jeg f.eks. klippede hækken, ville helhedsindtrykket lide og parcelhusnaturhavefredningsnævnet protestere.

Sommeren bringer i det hele taget glæde til mange.

• Apotekerne er glade, fordi græsset bliver opstemt, så folk nyser og køber høfebermedicin.
• Kulsvierne er glade, fordi der kommer kul på grillen.
• Skolebørnene er glade, fordi de ikke skal i skole.
• Skolebørnenes forældre er endnu glade, fordi de snart har ferie.
• Hjem-Is er glad, når der er nogen hjemme.
• Jeg er glad, fordi de andre snart har ferie, så jeg får tid til de vigtige opgaver, som ikke hastede engang.

Og så videre. Man kunne skrive en mindre roman om sommerglæder; men det er jo gjort.

Og hvor er det ærgerligt! Her var chancen for at blive kulturkanonføde for gymnasieelever i flere generationer, og så er løbet kørt.

Fra Oslofoten går turen syd på via Bremerhavenedig til Kairotterdamsterdam. Rejsen fortsætter herfra til Dunkirkenes og Paristanbul.

Nogle tager en afstikker til Krakowloon og studerer lasvegastronomi, mens vi (der foretrækker bangkokkeskolen for americajunkøkkenet) tager til Napolissabon i ledtog med rejsende fra Nürnbergamo og Mekkabul.

Napolissabon er i øvrigt venskabsby med Portugalway. Vores slutdestination er Pisantorini…undskyld et øjeblik [palermobilens beijingle lyder].

Nå, det var bare noget om cambodiasshowet i Polpotsdam næste uge – hvor satte jeg nu min bostonic?

Jesper Langballe er konverteret til asetroen og har søgt optagelse i Asetrosamfundet. Debatten om homofiles ret til kirkelig vielse var det, der fik bægeret til at flyde over for præsten Jesper Langballe, der mener, at det nu er gået for vidt med islamiseringen af den danske folkekirke.

Der er rigeligt med kirkebøsser i folkekirken. Hvad bliver det næste? Halaleluja?

siger Langballe til vores udviste medarbejder og fortsætter:

Nej, så hellere Valhaleluja. Det er i det mindste dansk. Harald Blåtand var det første offer for den mellemøstlige religionsimperialisme, og den marcherer i dag med uformindsket styrke. Vi må værne om danskheden, vi skal tilbage til vores rødder, tilbage til Odin og Tor og saltet flæsk i skolekøkkenet.

Talsmanden for Asetrosamfundet, Torsten Dunhammer, vil ikke kommentere Langballes udmelding, men siger at ansøgningen behandles ved næste blótgilde, som holdes i Bredballe under temaet ”Ej blót til lyst”.

Uvist af hvilken grund kom jeg til at tænke på vrøvlesætninger som:

Kameler likør? Kaskader?

Gad vide, om de gamle romere lavede coulis? Og i så fald:

Caligula li’ coulis? Kudu?

Det er vist godt, jeg skal på arbejde i morgen.