Nogle gange om året inviterer Costa stamgæster til rock-galla på sin restaurant, og så kan man få god græsk mad ved samme lejlighed. The Souvlaki Brothers spillede numre af Elvis, Creedence, Eagles, Beatles og mange flere.

Det var super, og jeg følte mig mindst 30 år yngre.

Vækkeuret i morges skabte balance i dét regnskab.

Især de langtidsstegte retter var super – lammeskank og ged så mørt at det faldt fra benene ved tankens kraft. Måltidet får unægtelig også en ekstra dimension, når det kan indtages udendørs i den lune aften med udsigt over havet og bølgernes bløde brusen som baggrundsmusik.

Panteli Bay

Eneste minus var, at man flere steder tror, at turister kun kan spise pommes frites og ikke “rigtige” kartofler. Så skærer de deres egne pommes frites og steger dem slatne i olie. Måske er olien for kold, eller måske kender de ikke fiffet med det dobbelte oliebad – jeg ved det ikke.

Taverna Psaropoula i Panteli

Taverna Psaropoula blev vores foretrukne spisested på Leros. Som flere andre restauranter ligger den på strandbredden i bugten.

Panteli er et fiskerleje, og fisk har da også en fremtrædende plads på menukortet. Jeg er nu ikke imponeret af de fisk, de fanger. Det meste er småskravl, som i Danmark ville gå til minkfoder. De smager skam udmærket, men lad os sige, at nålepuden efterlader større indtryk end kødfylden.

Fiskesuppe på Kalymnos

Hos Psaropoulas kan man sidde på terrassen eller i strandkanten. Elsparepærerne givet et koldt og ikke særlig hyggeligt lys, men det er ikke usædvanligt sydpå – i Italien har vi også været på restauranter, der var oplyst som operationsstuer. Den ene tjener hos Psaropoula var lang, ranglet og flagrende. Han var opmærksom og havde humor, selv når der var allermest travlt.

Taramosalata - rognsalat

De laver nogle forrygende gode friterede pakker af filodej. Fyldet kan være spinat og feta med et strejf af myntesmag, eller det kan være mild feta med bacon. Én forret til deling var rigeligt til os.

Det var på Psaropoula, at Helle smagte ged for første gang. Sidste år på Karpathos, jagtede vi ged på menukortene, men havde ikke heldet med os. Det havde vi på Leros.

Geden er langtidsstegt og smørmør, og tomatsaucen har et svagt og pikant pift af kanel. Man kan vælge forskelligt tilbehør: halvslatne pommes frites eller små pasta (vermincelli) på størrelse med maddiker. Ja, det sidste lyder jo ikke så appetitligt, men det er den mest præcise beskrivelse af størrelse og udseende af denne gode pasta.

De andre steder, vi spiste på Leros, var som regel også udmærkede, men vi syntes, at Psaropoula var lige en tak bedre.

Georges restaurant på Telendos

Under opholdet på Kalymnos kom vi især til at holde af Georges restaurant på Telendos’ havnepromenade. Vi tog færgen fra Myrties til Telendos klokken seks eller halv syv, og når vi havde set solnedgangen og nydt den blå time med en ouzo på Odyssei, slentrede vi hen til George.

George er vel omkring de 60, ca. 1,70 høj og kraftig. Han har buskede øjenbryn, en kødfuld næse og et hvalrosskæg, som næsten skjuler munden. Hvis det ikke var for hvalrosskæggets vippen og glimtet i de mørke øjne, ville man ikke kunne se, at han ofte smiler.

På menukortet sætter George ikke sit lys under en skæppe, og det har han såmænd heller ikke grund til, for maden er fremragende. George har arbejdet i både Amerika og Australien, men nu har han altså sit eget sted, hjemme på Telendos, og hans kone styrer køkkenet med suveræn hånd.

Lammeskank i rosmarinsauce på Georges restaurant

Den første aften bestilte jeg souvlaki (grillspyd med svinekød), og George spurgte, om jeg ville have pommes frites eller kartofler til. Jeg var træt af de slatne frites og sagde “kartofler” med glæde i stemmen. “Ah, normal people!” udbrød George og kastede et taknemmeligt blik op til Vorherre.

Souvlaki på Georges restaurant

Da vi sagde godnat efter vores andet eller tredje besøg, og jeg tilføjede et: “Vi ses i morgen”, lyste George op og spurgte: “Kommer I igen i morgen?” “Ja, det regner jeg da med,” svarede jeg. George spurgte så ivrigt, om der ikke var noget specielt, han kunne lave til os? For eksempel white bait (en fisk)?

En djævel for i mig, og jeg spurgte, om han kunne lave ged? Det havde han nemlig ikke på kortet, og jeg sagde, at min kone var vild med ged. Jamen det var en aftale, sagde George og så glad ud.

Da vi kom dagen efter, fik vi et fad med en enorm portion ged. Mørkt og smørmørt kød med en dejlig tomatsauce. Tilbehøret var kartofler og sprødkogte broccoli og gulerødder. Restaurant Zorbas lidt længere henne af havnepromenaden havde skrevet gedestuvning på dagens menu-tavle, så mon ikke de og George har gjort fælles indkøb ved hyrden? Geden var fantastisk, om end der var nok til fire personer eller subsidiært to personer og 8 katte.

Ged serveret på Georges restaurant på Telendos

George havde mange andre lækre ting på menuen. Blandt forretterne var vi især begejstrede for de friterede røde pebre fyldt med hytteost, krydderier og små tomattern. Eller hvad med de friterede boller af spinat og feta? Forretterne var så rigelige, at vi (efter at have været der første gang) bad om at dele én.

Friteret spinat med ost

Fyldt rød peber på Georges restaurant

Når vi sad mætte og gispede, og kattene havde fundet mere interaktive gæster, kom George gerne forbi med to kæmpeglas Metaxa og et par kopper græsk kaffe. Efter den første aften huskede han bare, at den ene skulle være med sukker og den anden uden. Dette traktement kom vel at mærke ikke på regningen.

Metaxa hos George

En aften sad der et andet dansk stam-par ved et af bordene, og fyren bestilte Irish Coffee. Da vores Metaxa dalede ned fra de himmelske regioner, landede der også en pokal ved siden af hans irske kaffe.

Jeg kunne se, hvordan konen nærmest gispede efter vejret, og uden helt at høre, hvad der blev sagt, forestiller jeg mig, at det var noget i denne retning:

“Metaxa? Har du bestilt både irsk kaffe og Metaxa?”

Mandens kropssprog sagde fortvivlet (og begejstret!): “JAMEN, JAMEN…” med store bogstaver.

Overalt, hvor vi spiste ude, var prisniveauet særdeles rimeligt. Hvis man drak husets vin, løb regningen for to personer typisk op i 20 til 30 euro for to til tre retter.

Relateret:

• Nedtælling til Telendos (19.08.2010)
• Rejsebeskrivelser fra Leros og Telendos 2009 (25.10.2009)
• Ferie på Leros og Kalymnos (23.09.2008)

Costa er den perfekte krofatter, som med gæstfri humor tager sig af gæsterne. Når den værste travlhed er overstået, griber han guitaren og giver nogle sange.

Han starter altid med græsk musik. Det er jo, hvad folk forventer, og er man ikke stamgæst, bliver man nok overrasket, når han slår over i ”Åh Marie a vil hjem te dej”. Hvad der følger derefter, afhænger af omstændighederne. Er der nogle af Costas musiker-bekendte på besøg, kan det udvikle sig til en jamsession. Det er uden sammenligning byens (og måske landets) mest musikalske spiserestaurant.

Billedet er godt nok ikke fra Hos Costa, men salaten er da græsk.

Tjeneren J.

En gang, hvor Costa var på sommerferie i Athen, styrede J. begivenhederne. I en pause satte J. sig for at få en smøg (det var dengang). En norsk dame kom hen og spurgte, om han ikke gav et nummer? J. rystede benægtende på hovedet. Jamen, der hænger da en guitar på væggen?! ”Den er kun til punt!” svarede J. lakonisk.

J. kunne ikke sige ”y” eller ”ø” som i ”pynt”. En gang bestilte vi en flaske vin fra en eller anden græsk ø. J. sagde, at den var udsolgt. Helle ville være vittig og sagde: ”Jamen, vi fik da kun én flaske sidste gang!” hvorpå J. svarede: ”Ja, men det er også en meget lille o.”

J. har siden fået lyst til at prove noget andet.

Kokken Marios

Når Costa underholder gæsterne, er det ofte kokken, Marios, der diskret og effektiv går rundt og sørger for, at gæsterne stadig får noget at spise og drikke. Han ved godt, hvordan tingene skal være.

Costa har fyret ham offentligt mange gange: ”Marios, du er fyret!” Rekorden er vist seks gange på en aften. Men nogen skal jo lave maden, så Marios er der stadig. Marios er rumæner, men accenten kunne være græsk.

Køkkenet & musik

Costa har sprogøre som få. Han taler perfekt dansk og adskillige andre sprog. For eksempel taler han bedre vendelbomål end de fleste. Han kan sige ”ø” og har været dansk gift i mange år.

Da Costa gik fra smedefaget for at blive restauratør, importerede han sin mor til at styre køkkenet og lave ægte græsk mad. Maden laves stadig efter hendes opskrifter, og f.eks. rognsalaten, taramosalata, har jeg ikke smagt bedre – hverken i Grækenland eller på Cypern.

Costa har mange stamgæster. En gang eller to om året arrangerer han en aften, hvor stamgæsterne inviteres til nostalgi-rock. Et lille og knalddygtigt band spiller rock fra 60’erne og op, og alt ruller.

Når vi beslutter os for at tage ud at spise, ender vi næsten altid hos Costa. Således også i fredags. Rognsalat til forret, perfekte lammekoteletter til Helle og souvlaki (grillspyd med marineret nakkefilet) til mig. Dessert, græsk kaffe og Metaxa. Pyh!

Spisekortet har ikke ændret sig stort de sidste 25 år, men hvorfor også lave om på noget, som fungerer?

Det er godt at ha’ et sted, man ved er godt!

Restaurant Hos Costa
Ved Stranden 9 (nær Jomfru Ane Gade og Limfjordsbroen)
9000 Aalborg
98 10 18 99