Det er ikke arbejdernes skyld, at det tager dobbelt så lang tid som annonceret. De har knoklet fra 7 morgen til 6 aften, så mon ikke det er en entrepenørd, der har glemt at gange med 2?

Skidt, det er glimrende, at de gør noget ved det nedslidte kloaknet, men det skal blive rart at få sin stille villavej tilbage, og de er ved at asfaltere nu.

Sidst i brevet fra kloakforsyningen står der ”til orientering”, at Gasforsyningen snart skal renovere gasledningen. Med andre ord: Hele skidtet skal snart graves op igen.

Du skulle vel ikke have nogle asfaltaktier til salg?

Da fundet skete i Marselisskoven, kunne det f.eks. være gjort af en krybskytte, der krøb rundt med forbryderisk sigte, eller måske en voldsmand, der havde slæbt sit offer ind i skoven for at uddele øretæver i dyb og stille ro.

Politiken fortsætter:

”En tragisk personlig hændelse ligger bag fund af død mand i Århus.”

Jeg forestiller mig straks det ulykkelige menneske, som ikke er forbryder, men som går rundt i skoven for at finde et passende træ, han kan hænge sig i. Og så snubler han over liget af en mand.

Hvilken grusom scene, men det havde i det mindste den lykkelige udgang, at finderen udskød sit eget farvel med verden og i stedet kontaktede politiet.

Jeg har bare svært ved at forstå, hvorfor det står i overskriften, at der ikke lå en forbrydelse bag fundet. Måske har redaktionssekretæren bare ærgret sig, for det med krybskytten havde sgu’ været en god historie.

Sekundviseren gik med underlige chassétrin, og de store visere sakkede agterud. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg i dagens løb kiggede på uret for straks at tænke ”Nå nej!”, men det var ikke så få.

Der ville nok gå lang tid, før jeg kunne lægge den vane af mig, og det afslører, at jeg er slave af tiden. Man skulle jo nødig komme for sent til møder og da slet ikke til frokost og fyraften.

Selvom det ikke gør ondt, er det lidt som at have hold i ryggen. Normalt går man ikke og tænker på, hvor besværligt det kan være at få sokker på og den slags, men når det først gør ondt, opdager man, hvor pokkers afhængig man er af den ryg.

Nu har uret fået nyt batteri, og jeg kan igen se, om tiden kræver noget af sin slave.

Jeg har nu brugt Googles browser, Chrome, i nogen tid, og PC Worlds testresultat overrasker mig ikke. Jeg mærkede en klar hastighedsforøgelse, da jeg skiftede fra Explorer.

Af testen kan man se, at Chrome kun er marginalt hurtigere på selve sidehentningen, men at den giver alle konkurrenterne baghjul, når det kommer til afviklingen af JavaScript – 13 gange hurtigere end Internet Explorer!

Det vigtigste er dog nok, at Chrome er en langt sikrere browser end konkurrenterne. Forklaringen er lidt teknisk, men princippet er, at hver eneste åbne side placeres i en ”sandkasse” og fratages alle rettigheder (i Windows) til at møve sig ind på det territorium, som hedder din computer og dine filer. Du kan læse en teknisk forklaring på Googles blog.

Hvor alle de andre browsere (inkl. iPhones mobile Safari) blev nedlagt i en hacker-konkurrence, holdt Chrome stand, fordi lumske anslag kun kunne kravle rundt i sandkassen.

Selvfølgelig kan Chrome ikke forhindre dig i aktivt at downloade ondsindet software, men det er betryggende, at smittefaren ved blot at besøge en side er meget lille.

Chrome har ikke så mange tilføjelsesprogrammer som f.eks. FireFox, men der kommer nye til hele tiden. Derudover er det jo nok smag og behag, om man foretrækker det ene eller det andet udseende.

Jeg kan faktisk godt lide browserens lidt minimalistiske design, som ikke stjæler for megen opmærksomhed fra de sider, jeg besøger; men sikkerhed og hastighed er og bliver min første prioritet, og så er det jo fint, at man kan få begge dele på én gang.

Relateret:

• Google Chrome – en ny internet browser (05.01.2009)

Når jeg skal på ferie, er læsestof det tilbagevendende problem. Hvad jeg skal tage med? Det skal være noget, jeg gider at læse, der skal være nok til hele ferien, og samtidig må bøgerne ikke veje for meget.

Det problem er nu løst én gang for alle: På den nye mini-bærbare ligger ca. 550 mb bøger af 274 forskellige forfattere. Alt downloadet gratis fra Project Gutenberg.

Nu kan jeg svælge i verdenslitteraturen! Jeg kan tage til skatteøen med Stevenson, og jeg kan lege Robinson Crusoe en fredag. Jeg kan jagte vilde hvaler med Melville og sige ”Apport!” til Baskervilles hund. Jeg kan terpe jungleloven med Mowgli og slynge mig i lianer gennem Tarzans samlede værker.

Måske tager jeg på krydstogt med Odysseus og læser Herodots historie, mens jeg slapper af på dækket. Vil han have mig til at ro, kan jeg i stedet tage på jordomsejling med kaptajn Cook eller søge min egenarts oprindelse med Charles Darwin ombord på Beagle.

Jeg kan sværme med Rosseau og grine saftigt med Boccaccio. Jeg kan sågar bære Brontë op til Telendos’ stormfulde højder, men der sætter jeg nok grænsen. Så hellere banke nogle gallere sammen med Cæsar eller svinge kården med Dumas.

Jeg medbringer kort sagt digitale dynger af klassikere; men jeg skal nok have én rigtig bog med. Det er nemlig for ubekvemt at ligge i sengen med en bærbar.

Relateret:

• Gratis e-bøger online – et verdensbibliotek på Internet

Lene Espersen vil lette vilkårene for det private erhvervsliv, for i 2006 til 2008 var halvdelen af de danske virksomheder så fattige, at de ikke havde råd til at betale skat.

Der skulle nok en udenrigserhvervsminister til at indse dette, for mange af de nødlidende virksomheder er multinationale selskaber, som trods milliardomsætning ikke kan få det til at løbe rundt.

Jeg håber, at Lene kommer igennem med hjælp, så disse virksomheder bliver i stand til at tjene penge og bidrage til samfundshusholdningen. Det er der milliarder af perspektiver i.

På den anden side har vi Helle og Villy. Altså al ære og respekt for, at de ikke vil lade de svageste fylde hullet i statskassen. De svageste har ellers øvelsen, men det er på tide, at de får et hvil.

S & SF vil hente pengene ved at lade os arbejde en time mere om ugen. Vi skal have løn for den ekstra time, og tanken må jo så være, at lønnen skal finansieres af øget produktion og salg.

Det er her, det bliver lidt pinligt, for jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor kraftværkerne skulle producere og sælge mere strøm, fordi døgnbemandingen arbejder en time mere, eller hvorfor omsætningen stiger på vingummi, vingeproptrækkere, insulin og så meget andet.

Min fødekæde hopper endda helt af det økonomiske tandhjul, når jeg skal forstå, hvorfor kreaturerne æder mere kraftfoder, fordi de ansatte i foderstofselskabet arbejder en time mere.

Jeg vil så gerne forstå. Er der nogen, der kan hjælpe?

De støtter sig til hinanden, og det er ikke lattergas, de er påvirket af. Mine tanker er påvirket af det forestående tandlægebesøg.

Midt på kørebanen forsvinder benene under den ene. Han kan ikke rejse sig ved egen hjælp, og makkeren med det vildtvoksende fuldskæg prøver at hjælpe ham, men svajer selv som en optimistjolle i stormvejr.

Den kuldsejledes ben er som kogt spaghetti, og bilerne kører langsomt udenom i en blød bue. Som i en komedie kravler bumserne stadig rundt midt på vejen, da bussen kører videre.

Der er knækket et stykke af en tand, så der skal bores og repareres med plastic. Det gjorde næsten kun ondt på pengepungen. Underligt nok er patientens andel af regningen altid nogle smukt afrundede kronebeløb, mens Sygesikringens har tocifrede primtal efter decimalen.

Før jeg tager bussen hjem, smutter jeg lige i Brugsen i Vingårdsgade. Kasseapparatet viser 101,50. Jeg stikker pigebarnet den tusse, som ikke var nok til tandlægen, og spør’ hende, om hun vil have en femmer.

Bagtanken er selvfølgelig at slippe for 98,50 i skillemønt, men pigen bliver forvirret og giver mig 100 kr. for lidt tilbage. Jeg klager med et smil. Ovenpå tandlægeregningen kan intet ryste mig, og så var det jo helt uforsætligt.

Da bussen passerer banegården, er bumserne væk fra kørebanen. Gad vide om de fandt ud af at kravle i én retning på tværs. Jeg er små 1500 kr. fattigere, men klarede det på ét klip.

Jeg er afsløret. Min italienske chef har truffet en fyr fra mit gamle italienskhold, og fyren har sladret om min elefantragout. Så nu ved chefen altså, at jeg kan lidt italiensk. Det gik jeg ellers stille med.

Men altså: På Italiensk II i 2004 fik vi til opgave at skrive en stil om mad, og jeg skrev en historie om elefantragout. Jeg bringer nu historien i dansk oversættelse, men da et par af navnene har italiensk klang, skal det lige nævnes, at “carne” betyder kød, og at “bottiglia” betyder flaske.

Sproget er enkelt, men mit italienske er og var ikke noget at prale af, og jeg synes ikke, at jeg vil pynte på oversættelsen. Jeg skylder også at sige, at jeg blev inspireret af en skotsk kogebog, men at jeg har lavet lidt om på opskriften.

Længden af dette indlæg overstiger også langt det normale, så hvis du søger en opskrift på hurtig og nem mad, bør du nok stoppe nu.

Nå, ikke? Avanti!

Ragù d’elefante

Jeg vil holde en fest på min fødselsdag. Jeg ved, at mine 3.800 venner kan spise meget, så derfor har jeg besluttet at lave elefantragout.

Tre uger før festen går jeg til slagteren.

Signora Belcarne hilser: “Goddag signor Bentzen, hvad ønsker De så i dag?”

Jeg: “Goddag signora Belcarne! Er det muligt at købe en elefant?”

Signora Belcarne: “Ja, naturligvis – og vores elefanter er altid af bedste kvalitet! Vi kan levere mandag i næste uge. Ellers andet?”

Jeg: “Ja, jeg vil også gerne have en kanin – i fald elefanten ikke rækker.”

Signora Belcarne: “Godt så: en elefant og en kanin til levering mandag i næste uge. Tak!”

Tilberedning

Elefanten ankommer, og efter otte dage har jeg skåret den i tern. Jeg tager en gryde af passende størrelse, og så skal elefanten simre i en uge.

Tre dage senere tager jeg på grøntsagsmarkedet, hvor jeg køber et tons kartofler, 500 kg gulerødder, fire sække løg, 100 kg tomater, en smule persille, timian og et hvidløg.

Efter 60 cykelture er alle grøntsagerne kommet hjem, og jeg kan begynde at gøre dem klar. Efter to dage har jeg gjort grøntsagerne klar og puttet dem i den store gryde sammen med kaninen og lidt ekstra salt.

Elefantøl

Sydafrikansk rødvin står godt til elefantragout, men da en af mine venner er svensker, ringer jeg til Carlsberg:

Carlsberg: “Carlsberg – ’Vores øl’ – goddag!”

Jeg: “Goddag, det er Bentzen fra Aalborg. Jeg vil gerne købe 20.001 flasker elefantøl.”

Carlsberg: “Undskyld – ‘Bentzen fra Aalborg’ – er det et diskotek eller zoologisk have?”

Jeg: “Nej, jeg er Bentzen – Bentzen er mit navn! Jeg holder en fest på min fødselsdag!”

Carlsberg: “Desværre sælger vi kun til forretninger. De må købe øllerne i tobakskiosken f.eks.”

Jeg: “Jamen tobakskiosken har da ikke 20.001 flasker elefantøl!”

Carlsberg: “Det ved jeg godt, men vi kan sælge til tobakskiosken. Er De med?”

Jeg: “Ja. Hej, og tak.”

I tobakskiosken

Jeg går hen til signor Bottigliones tobakskiosk.

Signor Bottiglione: “Goddag signor Bentzen. En halv liter danskvand som sædvanlig?”

Jeg: “Nej, jeg har brug for 20.001 flasker elefantøl.”

Bottiglione: “Har De det ikke godt signor Bentzen?”

Jeg: “Jo tak, jeg har det glimrende – jeg skal holde fest!”

Bottiglione: “Ah, De skal holde fest! – Men 20.001 flasker?”

Jeg: “Ja, der kommer 3.800 venner, hvoraf én er svensker, og jeg skal også bruge en flaske til min elefantragout.”

Bottiglione: “Så forstår jeg! Jeg kan levere i morgen.”

Jeg: “Tak,vi ses!”

Bottiglione: “Vi ses i morgen!”

Opdatering:

Ellen har sendt mig et billede af et sydafrikansk forklæde. På forklædet står en opskrift på elefantragout, som ligner den, jeg fandt i den skotske kogebog.

Jeg har beskåret og formindsket billedet, så kun de skarptseende kan se, hvor meget jeg har plagieret.

Tak Ellen!