Dette og hint

Aperitivo-stedet med havudsigt er lukket onsdag, så vi går tilbage mod hjemmet og sætter os hos Theresa, der har et lille sted i Via S. Teresa.

Theresa er den kvindelige pendant til Michelinmanden, og fra en lille biks driver hun restaurant med 3-4 udendørs borde. Bordene står bare på gaden langs muren overfor. Muren er i forfald, og af og til falder der småsten eller indtørrede dueklatter ned fra taget. Man sidder lidt udsat.

Det er ikke meget mad, hun sælger, selvom der står ”alta cucina” på skiltet; de fleste kunder er turister, som får sig en forfriskning, mens Theresa skælder ud på de biler, der frækt kører gennem hendes restaurant.

Vi nyder en karaffel hvidvin og nogle gode oliven, mens to skravlede katte miaver af hinanden. Fra Theresas butikslokale lyder Mozarts klaverkoncert nr. 21. En sten (eller?) lander i mit vandglas. For at undgå det der er værre, lægger jeg tobakspungen over vinglasset, til karaflen er tom, og vi siger arrividerci til Theresa.

I gyden nogle få meter henne ligger Da Mariano, et traditionelt osteria.

Skønt det kun er vores anden aften hos Da Mariano, bliver vi budt velkommen som stamgæster med smil og håndtryk og placeres indenfor, hvor det ikke trækker alt for meget. Faktisk er vi stamgæster, for vi kom her jo også sidste år, men det kan de ikke huske.

I aften står den på siciliansk pasta i to varianter: Skruer i en grøn pistacie-pesto (må det være) med knuste pistacienødder som ekstra drys, samt skruer i en lys sauce, som vi tror er ricottabaseret og med knuste mandler. Hertil en skål med knuste mandler som ekstra drys.

Det er ikke ringe! Da vi er færdige med pastaen, starter forhandlingerne om næste ret. Vi spørger, hvad de har af fisk, og skønt kommunikationen præges af, at tjeneren kan meget lidt engelsk, og vi kan meget lidt italiensk, får vi et overblik over dagens udvalg: Vi kan få sværdfisk, blæksprutte, sardiner eller dorado. Vi vælger doradoen og siger ja til at få den grillet.

Der er nu kommet flere gæster til, og Mariano med det lyse overskæg svæver over vandene med smilende øjekast og lette skulderklem i forbifarten. Han trives i rollen som krofar, og vi har intet mod rollen som kære gæster.

Tjeneren kommer med fisken og beklager straks, at kokken, det fjols, har dampet den i havvand i stedet for at grille den. Om det gør noget? Nej, det gør det ikke. Jeg når at fjerne det meste af det sølvblanke skind, før jeg husker at tage et billede.

Fisken er perfekt og har slip-let-ben. Den ligger i en salt og tomatiseret sauce med cherrytomater, kapers og oliven samt et par stykker ristet brød til at soppe op med. Egentlig var vi jo mætte allerede efter pastaen, men fisken er florlet og glider nemt ned uden at fylde bastant.

Som standard serveres sesamfrø i karamel og kandiseret ingefær i små flade stykker som dessert. Hertil en flaske halvsød moscato man kan forsyne sig af. Karamellen og den skarpe ingefær supplerer hinanden rigtig godt.

I forbifarten sætter tjeneren to halve ”horn” med et eller andet sødt og cremet fyld. Det var lige, hvad vi trængte meget lidt til, men vi kan jo ikke være andet bekendt, og med en kraftanstrengelse vinder vi over hornene.

Regningen lyder på 49 €. Det er billigt, og en del af forklaringen skal nok søges i, at det er en håndskrevet papirslap uden genpart eller kassebon. Kommunikationen med skattevæsenet er sikkert tung og besværlig, og på Sicilien har man med historisk god grund et anstrengt forhold til centrale myndigheder.

Da vi går hjem, er der fyldt godt op i restauranten, og alle borde udenfor er optaget. Gyden er lige smal nok til tørresnore, men ellers kunne den bruges som kulisse for en refilmatisering af spaghettiscenen i Lady og Vagabonden.

I morgen aften tror jeg, vi skal have pasta med noget godt fra havet, men det kommer helt an på, hvad de anbefaler.