Så er vi ankommet til Siracusa på Siciliens sydøstspids. Det tog tre fly og to taxier, men var det værd, for her er vejret pragtfuldt.

Det var op kl. uha-uha og afgang fra Aalborg 06:25. En time og ti minutter efter landing i Kastrup går vi ombord på det selvsamme fly og fortsætter mod Rom.
Norwegian reklamerer med, at de som det første europæiske flyselskab har wifi og gratis internet ombord, så jeg tænder computeren straks det er muligt. Efter et par forsøg lykkes det da også at komme på nettet, men det er ekstremt langsomt og med idelige udfald, så jeg opgiver.
Det havde ellers været cool at poste et blogindlæg fra 10 kilometers højde og med titlen ”Overblik,” men skønt opreklameret, ville teknikken ikke.
Vi bor på øen Ortigia med den gamle by og har samme lejlighed som i fjor. Den er spøjs med værelser i tre etager og en lille tagterrasse. Nu skal vi lige ha’ en kop kaffe og hvile lidt, før vi går ud og køber ind. Der er behagelige 28 grader i skyggen her kl. 16:55, og solen stråler fra en skyfri himmel.
Derefter bliver det nok en slentretur langs havet og en aperitivo sammen med solnedgangen, før vi går hen til Da Mariano for at mæske os i sicilianske specialiteter.
Det har allerede været en lang dag, og det bliver ikke sent, før vi går til ro.
