Som jeg behandler haven, forstår jeg godt, at den tager flugten ud på fortovet, og i dag har jeg beskåret mindst 30 meter langarmede buske.

Havens røgt og pleje er noget, jeg helst undgår, og jeg er ret opfindsom, når der skal findes uopsættelige gøremål, så havearbejdet må udskydes.

Men der kommer en dag, hvor det simpelthen er nødvendigt at gøre noget ved væksterne, og med det gode vejr var det i dag.

Langs det meste af havens periferi mod fortovet er der buske, og de var nu blevet så langarmede, at de generede den frie færdsel.

Nogle af buskene var der, da vi købte huset i 91, andre er kommet af sig selv, men fælles for dem er, at de skal studses med mellemrum, for fodgængere har et rimeligt krav om ikke at blive botanisk befamlet.

Katten gjorde mig selskab en tid, gik i vejen, rullede rundt på fortovet og var fjollet, men da jeg ikke ville lege, gik han igen. Han er ikke vores kat, men vi er hans mennesker.

Tre affaldsække med afklip blev det til. Højrehånden er øm efter den uvante brug af rosensaksen, og ryggen er øm af andre, uransalige grunde. Jeg har også slået græs og tænker nu, at det er på tide at ansætte en havemand.

For en gangs skyld var det dog okay at arbejde med væksterne og tænke på noget andet, for der er tristhed i huset. Helles storesøster døde i går, sov stille ind som man siger, og stemningen er derefter.

Som altid vækker døden et væld af følelser og tanker. Der er medfølelse, sorg og minder, men man ser også sit eget liv i et andet perspektiv, sådan udefra, fordi man brat rives ud af den daglige trummerum.

Jeg er taknemmelig for at have nået station 60, og at rejsen har været rimeligt komfortabel. Selskabet har været særdeles godt det meste af vejen, skønt for mange nåede deres endestation i utide.

Man skal nyde turen.

/Eric