Tag-arkiv: Lændehold

Hold så op

Sidste søndag fik jeg hold i ryggen, da jeg støvsugede og tog et forkert tag. Slangetæmning er farligt, og de fleste ulykker sker i hjemmet.

Holdet er ikke så slemt nu som før, men det holder ved. Det er ikke et decideret baghold, men mere ophold med holdeplads lidt højere oppe til venstre.

Sådan et holdepunkt minder dig ofte om, at du ikke er ryggesløs, og alt bliver holdarbejde. Morgenholdet er værst, dagholdet generende, mens aftenholdet er sådan et slags tredjehold.

Man kan glemme det en stund, indtil man bevæger sig. Hvorfor er der ikke nogen, der opfinder selvsnørende sko, påklædningsrobotter og automatiske badehåndklæder?

Ikke et ondt ord om rumsonder og atomspaltning, men eksperterne kunne godt interessere sig mere for de nære og simple ting. Det er jo ikke markedet, der mangler.

Fortsætter holdet længe nok, bliver jeg en holden mand, men foreløbig er jeg bare avholdt.

Jeg trøster mig med, at det kunne være værre. Holdet kunne fx suppleres med forhold, og det værst tænkelige er et reservehold, som holder igen, når det første holder op.

/Eric

Lupinernes hævn

Ligesom nogen fødes med musikalsk begavelse, og andre er tonedøve, er der mennesker, som ikke fra naturens hånd er designet til havearbejde.

Lupin med biJeg hører til sidstnævnte kategori. Jeg har ikke grønne fingre og går ikke ind i folk med træsko på, men alligevel sker det, at jeg tager kampen op, og i morges gik jeg til angreb.

Lupinerne er nemlig på nippet til at afblomstre, og så forvandles blomsterne til rumstationer, som sender spirevillige frøkapsler ud for at erobre nyt territorium. Sporene af tidligere missioner har lært mig, at rumstationerne skal klippes i tide.

Alt var pladdervådt efter nattens regnskyl, så i den forstand var det dårlig timing, men jeg gik alligevel i gang med at klippe lupiner og stoppe deres potentielle yngel i en plasticsæk.

Og nu kommer det med designet ind i billedet. Jeg er meget bedre til at bøje anemoner med nakken end til at plukke dem foroverbøjet, og før jeg havde sat mig væsentlige spor i vildnisset, blev jeg ramt af lupinernes hævn: hold i ryggen.

Ikke sådan alvorligt, men med så ubehagelige ilinger ned i venstre balle, at det var bedst at holde inde. Jeg fik vel nedlagt en femtedel, før jeg måtte retirere i krabbende gangart.

Lupinerne vajer stadig kækt som kulørte rævehaler, og jeg har fundet en havestol, hvor holdet kan holdes ud. Lupinerne er egentlig ganske kønne, men jeg ved, at de har ondt i sinde.

Jeg har også fået nys om, at høfebersæsonen er startet, men det kan klares med medicin. Lupinernes hævn kræver ro.