Tag-arkiv: Mor

Fotos og regnskaber fra svundne tider

Min mor førte regnskab med alt, og derfor kan jeg i dag se, hvad min trehjulede cykel med lad kostede i 1959. Der er også mange gamle fotos.

Under rydningen af dødsboet fandt jeg mors fotoalbum og gamle regnskaber.

Bagagekvittering

Bagagekvittering

Hun var omhyggelig med sine fotoalbum, der starter i 1930 og indeholder meget andet end blot fotos – fx billetter.

I 1958 var mor, min søster og jeg på sommerferie i Danmark. Turen fra Canada over Atlanten tog 10 dage, og mor skriver om sejlturen med M.S. Batory:

”Den bedste ferie jeg nogensinde har haft.”

Naturligvis er der også billeder af børnene. De to længere nede er fra 1956, og jeg har været et til halvandet år gammel.

Måske bringer jeg flere billeder senere. Der er fx et af en køn, ung pige, der fyldte 18 år den 5. maj 1945. Mor fik befrielsen som ekstra fødselsdagsgave.

Eric i 1956Bider i tomaten

Regnskaberne

Læs resten

Hun ringede fredag

Hun ringede fredag. Det er gået hastigt ned ad bakke med helbredet, og der er nogle ting, hun gerne vil have mig til at tage hånd om.

Jeg ringer lørdag formiddag for at fortælle, at jeg er på vej. En hjemmehjælper svarer.

Der er mere trafik lørdag end søndag, og bussen er forsinket. Mange skal i de store varehuse i City Syd: Bilka, Ikea og hvad de ellers hedder.

Turen fra busterminalen tager en halv time. Jeg lukker mobilsnakkerne ude og læser videre i le Carrés nyeste, A Legacy of Spies, hvor George Smiley og de andre er tilbage i retrospektiv. Mesteren kan endnu.

Jeg står af. Selv herude på landet er der valgplakater i alle lygtepæle. Kandidaterne smiler, og nogen ligner folkeskoleelever med slips på.

Boligforeningen har investeret i robotplæneklippere, som står i dockingstationer her og der. En er næsten begravet i vissent løv, det er snart slut med græsningen.

Hjemmehjælperne er gået, og mor ligger i sengen, temmelig meget ringere end for blot en uge siden.

Bryllupsbillede

Bryllupsbillede

Hun er nu blind, kan kun ane lys, og hvor hun i søndags stadig kunne stavre, kan hun ikke længere gå ved egen kraft. De andre dårligdomme hører ikke hjemme i det offentlige rum.

Vi snakker en tid lang og ikke udenom. Hun hænger ved, men siger flere gange, at dette ikke er noget liv. Hun kan ikke se mig, så vi holder hånd.

Jeg laver te og holder koppen. Hun får også en halv skive banankage, men det er svært at sidde op med stive ben.

På opvaskebakken står der opvask fra flere dage med et viskestykke over. Jeg vil sætte på plads, men ser så at det ikke er vasket op, kun skyllet af. Det er hurtigt klaret.

Betalingsoversigter og kontoudtog ligger i dynger på spisebordet. De har ventet længe på at komme i mors system, men hun har ikke magtet det, og det piner hende med den uorden.

Der er ikke noget at tage sig af, alt kører over betalingsservice. Jeg gennemgår det hele, bundter og putter papirerne i rygsækken. Så kan jeg danne mig et overblik over, hvem der skal kontaktes, når.

Det tiltaler mors ordenssans, og så kan ingen snage. Når.

Hjemmehjælperne kommer og går igen. Forinden aftaler vi, at de kan komme med en hospitalsseng. Mor vil ligge/sidde bedre, og hjælperne får en bedre arbejdsstilling.

Jeg støver af, det gør kommunen ikke. Vi snakker igen, men hun er træt.

Jeg går til busstoppestedet. Under læskurets tag er en spinkel flue fanget i et spind. Jeg tror et øjeblik, at den bevæger sig, men det er vinden.

Bussen er præcis. Jeg kan ikke koncentrere mig om bogen, minderne taler for højt. Vi når busterminalen med forsinkelse, og jeg må vente 13 minutter.

Fortovet er oversået med fladtrådt tyggegummi, og det småregner. Politikerne i lygtepælene glor smilende.

Hjemme lægger jeg posen med mors papirer i reolen. De må vente.

/Eric