Tag-arkiv: Sygdom

Hun ringede fredag

Hun ringede fredag. Det er gået hastigt ned ad bakke med helbredet, og der er nogle ting, hun gerne vil have mig til at tage hånd om.

Jeg ringer lørdag formiddag for at fortælle, at jeg er på vej. En hjemmehjælper svarer.

Der er mere trafik lørdag end søndag, og bussen er forsinket. Mange skal i de store varehuse i City Syd: Bilka, Ikea og hvad de ellers hedder.

Turen fra busterminalen tager en halv time. Jeg lukker mobilsnakkerne ude og læser videre i le Carrés nyeste, A Legacy of Spies, hvor George Smiley og de andre er tilbage i retrospektiv. Mesteren kan endnu.

Jeg står af. Selv herude på landet er der valgplakater i alle lygtepæle. Kandidaterne smiler, og nogen ligner folkeskoleelever med slips på.

Boligforeningen har investeret i robotplæneklippere, som står i dockingstationer her og der. En er næsten begravet i vissent løv, det er snart slut med græsningen.

Hjemmehjælperne er gået, og mor ligger i sengen, temmelig meget ringere end for blot en uge siden.

Bryllupsbillede

Bryllupsbillede

Hun er nu blind, kan kun ane lys, og hvor hun i søndags stadig kunne stavre, kan hun ikke længere gå ved egen kraft. De andre dårligdomme hører ikke hjemme i det offentlige rum.

Vi snakker en tid lang og ikke udenom. Hun hænger ved, men siger flere gange, at dette ikke er noget liv. Hun kan ikke se mig, så vi holder hånd.

Jeg laver te og holder koppen. Hun får også en halv skive banankage, men det er svært at sidde op med stive ben.

På opvaskebakken står der opvask fra flere dage med et viskestykke over. Jeg vil sætte på plads, men ser så at det ikke er vasket op, kun skyllet af. Det er hurtigt klaret.

Betalingsoversigter og kontoudtog ligger i dynger på spisebordet. De har ventet længe på at komme i mors system, men hun har ikke magtet det, og det piner hende med den uorden.

Der er ikke noget at tage sig af, alt kører over betalingsservice. Jeg gennemgår det hele, bundter og putter papirerne i rygsækken. Så kan jeg danne mig et overblik over, hvem der skal kontaktes, når.

Det tiltaler mors ordenssans, og så kan ingen snage. Når.

Hjemmehjælperne kommer og går igen. Forinden aftaler vi, at de kan komme med en hospitalsseng. Mor vil ligge/sidde bedre, og hjælperne får en bedre arbejdsstilling.

Jeg støver af, det gør kommunen ikke. Vi snakker igen, men hun er træt.

Jeg går til busstoppestedet. Under læskurets tag er en spinkel flue fanget i et spind. Jeg tror et øjeblik, at den bevæger sig, men det er vinden.

Bussen er præcis. Jeg kan ikke koncentrere mig om bogen, minderne taler for højt. Vi når busterminalen med forsinkelse, og jeg må vente 13 minutter.

Fortovet er oversået med fladtrådt tyggegummi, og det småregner. Politikerne i lygtepælene glor smilende.

Hjemme lægger jeg posen med mors papirer i reolen. De må vente.

/Eric

Ramt af nemesis

Jeg skulle ikke være taget hjem fra Grækenland. Var jeg blevet nede i varmen, sad jeg garanteret ikke her, småsløj og selv-ynkende.

Hvorfor lyttede jeg ikke til de gode råd? Nej, jeg skulle partout hjem til regn og rusk og er nu ramt af nemesis, eller hvad mikroben end hedder.

Hvis det så bare var noget eksotisk à la nilsumpfeber overført af græske myg med næse for den slags, kunne jeg skrive noget interessant om symptomerne før sidste gennemlæsning af testamentet.

Men det er det ikke. Jeg er ikke engang rigtig snottet, men hoster bare, er tung i hovedet og øm i hele kroppen. Det er sikkert sådan, man har det efter en tredobbelt ironman med et drys af tømmermænd. Ikke at jeg har prøvet en ironman, og jeg skal heller ikke nyde noget, hvis man får det sådan.

Jeg burde nok være stoisk og lide mandigt med næppe hørlige suk, men det var altså ikke Sparta, vi besøgte, og det er min demokratiske ret at protestere mod mikrobernes invasion.

Ganske vist er der intet værre end andres jammer, men det er for pokker min blog. Jeg kan skrive, lige hvad jeg vil, og er ikke begrænset til at jamre på fx Facebook, hvor de straks laver støttegrupper og den slags pjat.

Du skal ikke have ondt af mig, det klarer jeg selv ganske glimrende. Medynk gør mig bare pylret.