Serbien - Beograd

Det tordnede og lynede i nat til den store guldmedalje, og der er gråt, da jeg kommer på dækket til min morgenpibe. Vi ligger ved kaj i Beograd.

Rundtursbussen starter kl. 8:30, og vi kører et kort stykke op til Beograds gamle fæstning. Den har haft en omtumlet tilværelse med skiftevis tyrkiske og østrigske herrer.

Mens vi beundrer udsigten, tordner og lyner det i det fjerne. Guiden lader munden løbe, og jeg ser med stigende bekymring, at tordenvejret kommer nærmere og nærmere. Først da det begynder at smådryppe, gør guiden mine til at forlade stedet, men da er det for sent, for et øjeblik efter styrter det ned.

Serbisk styrtregn

Vi har heldigvis været forudseende og medbragt paraplyer. Vi havde dog ikke forudset, at Helles skulle gå i stykker, i samme øjeblik den blev slået op. Med den ene paraply og Helles vindjakke er vi dog bedre stillet end mange andre, og flere er blevet gennemblødte, da selskabet stimler sammen under nogle parasoller.

Guiden ringer efter bussen, og det kompliceres lidt af, at vi skal skifte bus. Det var ikke forudset, og nogle havde efterladt ejendele i den første bus. Guidens mobiltelefon koordinerer en eftersøgning.

Det regner fortsat voldsomt, og det er både en fordel og en ulempe. Fordelen er, at vi slipper for at stå ud og kigge på monumenter. Ulempen er, at turen rundt i Beograd er kedsommelig og langstrakt, fordi byen (der ikke har metro) er én stor trafikprop.

Vi får udpeget adskillige ambassader, og det har jeg svært ved at finde interessant. Det interessante skulle da lige være den østrigske, hvor en optimistisk kø håber på at få visum.

Vi ser ruinerne af politihovedkvarteret, som blev ramt af amerikanske bomber, og guiden forsømmer heller ikke at vise os den kinesiske ambassade, som amerikanerne bombede med diplomatisk krise til følge.

Amerikanerne undskyldte sig med, at det var en tragisk fejl, som vistnok skyldtes forældede kort. Krøllen på den historie er, at da amerikanerne senere angreb Irak, sendte kineserne dem et kort over Bagdad, hvor den kinesiske ambassade var markeret med et kryds. Jeg ved ikke, om historien passer, men den er da meget god.

Regnen stilner af, og Best Travel byder på en forfriskning på Hotel Majestic i Beograds centrum. Der er run på Majestics toiletter efter flere timers ophold i bussen med udsigt til rindende vand. Efter en cappuccino har vi en times tid på egen hånd.

På egen hånd i Beograd

Vi går hen ad gågaden i håb om at finde en paraply og subsidiært en flaske med eksotisk indhold fremstillet i Serbien. Men som i Novi Sad og så mange andre steder er gågaden modens tempel.

Der er rigeligt med pengeautomater, som vil genkende vores VISA-kort, hvis det skulle blive nødvendigt at veksle, men da vi endelig får øje på en samling paraplyer, tilhører de en gadehandler, som er rendt fra posten.

I et lille supermarked er der ikke noget, der frister, og den mondæne flaskebutik tæt ved Majestic gør det mest i importeret sprut, som er dyrt og helt uinteressant.

Tissetrangen melder sig igen, så vi går tilbage til Majestic, hvor vi kan betale med VISA - så slipper vi for at veksle. Jeg bestiller øl, og gerne serbisk, tilføjer jeg, hvilket fremkalder et smil i tjenerens stenansigt. Øllet smager glimrende.

Frokost i Jarak

Vi skal spise frokost i landsbyen Jarak hos en privat familie. Det tager en time og fyrre minutter at køre til Jarak i Vojvodina. Landskabet er fladt og frugtbart - dette er Serbiens spisekammer.

Familien bor midt i landsbyen. Mellem husene og vejen er der en strimmel græs med bænke, hvor man kan sætte sig ud og invitere til en passiar. Langs vejen holder nogle ladvogne med meloner.

Familien modtager os i forhaven. Fire musikanter i hvide gevandter spiller folkemusik og gør det godt. En datter eller barnebarn i folkedragt byder på brød og salt, og mor overrækker en velvoksen sljivovica, den serbiske blommebrændevin. Et stykke af gårdspladsen er overdækket, og her venter en overdådig buffet med serbiske lækkerier.

Her er salater, pølser (én var stærkere end brændevinen!), røget skinke, indbagt gedeost, feta, friterede løgringe og squashskiver i beignetdej, gratinerede blomkålsbuketter, blomkål i majonæse/hvidløgsdressing, krydrede hvide bønner med løg og tomat bagt i ovn, en god gullasch med båndspaghetti og efterbrænder - og så er der sikkert mere, jeg ikke kan huske. Hertil øl eller vin ad libitum.

Vi kaster os henrykte over lækkerierne akkompagneret af de dygtige musikanter. Husets herre, "Pappa Sljivo", går rundt og byder på mere sljivovica og skåler til højre og venstre.

Jeg affyrer et par slovenske gloser, hvoraf den vigtigste er "chivili", som også betyder "skål" på serbisk. Da jeg tilmed inhalerer et par ekstra dramme med velbehag og hver gang skåler med Pappa Sljivo, bliver jeg straks populær.

Det er farmands store dag: kvinderne tager sig af alt det praktiske, og han skal bare hente en ny flaske, når den gamle løber tom, og så skåle, skåle, skåle! Helle får købt en flaske af det hjemmebrændte (10 € for en liter - et røverkøb for begge parter).

Frokost i Jarak

Vi sludrer lidt med et par sympatiske amerikanere. De virker lidt misundelige på sammenholdet i den danske lejr og vil gerne, at vi får mere kontakt nationerne imellem. Det synes vi lyder helt fint, men vi kan ikke få os til at sige, at det nok ville gå lettere, hvis amerikanerne generelt kom lidt mere på soldækket eller i baren i stedet for at gå i kahytterne med isterninger.

Historien bag frokostarrangementet er, at ideen kom til et familiemedlem, som arbejder på et turistkontor i Beograd. Selvfølgelig tjener familien en skilling på arrangementet, men vi føler os virkelig velkomne, og gæstfriheden er ærlig og oprigtig.

Afskeden er hjertelig med knus og med kram, og jeg er ret sikker på, at Pappa Sljivo snorker højlydt, da vi er nået ud af landsbyen.

Sljivovicaen har også gjort sin virkning blandt gæsterne, og stemningen er høj i bussen. Tilbage på skibet falder jeg i snak med Jytte og Solveig, som har rejst sammen i mange år. Vi får et par drinks, og humøret stiger endnu et par grader.

Tilbage på skibet

Middagen - ja, det er jo ikke fordi man trænger - står på friterede squash i beignetdej, tomatsuppe med pastaskruer, paneret kylling med rispilaf og en kage med creme og choko-sauce, der er lige så vammel, som det lyder.

På dækket får vi en til fordøjelsen og en sludder med de andre. "Morgenholdet" har støvsuget kvarterets kiosker for Marlboro, som her koster knap 9 kr. for en 20 styks, og da der ikke var flere Marlboro købte de et andet mærke til ca. 6,50 kr. Vi kalder de to ægtepar for "morgenholdet", fordi mændene går tidligt i seng og står op ved 4-tiden. Det er de vist vant til hjemmefra.

Da vi forlader Beograd kl. 23.15, er jeg i drømmeland, og jeg registrerer heller ikke det kraftige tordenvejr om natten.

Forrige side

Rejsebeskrivelser

Næste side