|
Rejsedagbog fra en ferie på Madeira. Tirsdag den 18. februar 2003. Slentretur i FunchalEfter en god nats søvn og et kraftigt morgenfoder går vi ind til byen. I de grønne kiosker på Avenida do Mar nede ved havnen kan man købe et ugekort til bybusserne, et Passe Turistico, for 15 Euro (husk pas!). Til vores ærgrelse kan vi heller ikke på turistkontoret få et rutekort. Man er udgået, og en ny køreplan er undervejs. Heldigvis er der dog kort i de fleste læskure, så man kan se, hvilke busser kører hvorhen. Busser i Funchal
De gule bybusser er et glimrende transportmiddel, når man skal rundt i Funchal. Man kan udvælge sig mål og busnummer, men man kan også bare stå på en tilfældig bus og køre ud i det blå, stå af på endestationen eller undervejs, gå rundt og så tage en bus tilbage til centrum, hvis man ikke orker at gå. Det er næsten umuligt at fare vild i Funchal - skulle man komme i vildrede, kan man bare gå nedad! 
Apropos busser, så er der på alle læskure en reklame for toiletpapir: en mandlig fotomodel i bar overkrop snuser henført til en rulle. Det må være det mærke, vi har på hotellet. Da jeg snupper et par blade at pudse næse i, bemærker jeg at papiret er parfumeret. Hvad man dog finder på... Da vi har købt buskortene spadserer vi på må og få rundt i centrum og køber to små paraplyer mod de hyppige småbyger, som driver ind fra bjergtoppene. På rådhuspladsen ligger en fortovscafé, som er en udmærket rasteplads for fodgængeren. Her kommer også mange lokale og får sig en sludder. Husmødre på shopping, unge studerende og embedsmænd i nobelt jakkesæt nipper til en "bica". Bica er betegnelsen for en lille og stærk kop næsten cremet kaffe - som espresso. Kaffekvaliteten er glimrende. Grøntsagsmarkedet
Ikke langt derfra, på markedet, sælges blomster, grøntsager, frugt, lædervarer, kød, levende kyllinger og hvad ved jeg. Der er grøntsager og frugt, vi aldrig har set før. De grønne frugter som ligner håndgranater (i midten af billedet til højre) er annona, som har en lækker sød/syrlig smag med et strejf af vanille. På markedet og i nabolagets knejper er der et mylder af mennesker. Ved siden af grønttorvet ligger fiskemarkedet, hvor vi ser nattens fangst af espada, dybhavsfisken med de store øjne og den glubske flab. Der er også store stykker tunfisk, sardiner og blæksprutter. Udenfor får vi en sandwich, og minsandten om ikke solen er brudt frem. Vi napper en bus, som kører lige til hotellet - siesta-time. Botanisk have og regnvejr
Ved 3-tiden tager vi bus nr. 31 til Botanisk have. På vej til bussen drypper det med mellemrum, og vi er glade for paraplyerne. Bussen har orange plasticsæder og er lidt kortere end danske bybusser. Gearet er manuelt, og motoren brøler dyrisk. Bussens lidt kompakte størrelse har sin naturlige forklaring; opad går det via mange hårnålesving, hvor to biler knap kan passere hinanden, og før vi runder et hjørne, båttes der med hornet: "Her kommer jeg!". Chaufføren kører aggressivt, men dygtigt og sikkert. Man skal holde godt fast for ikke at skride af de glatte plasticsæder. Jeg ville nødig tage kørekort her!
Botanisk Have er endestationen. Her er planter, træer og blomster fra den ganske verden, og de stortrives i dette klima. Udsigten over Funchal er enestående, men fra bjergtoppene ruller skyerne stadigt mørkere og tungere, så vi bliver enige om, at vi har set blomster nok, og stiller os ud til busstoppestedet. Mens vi, tre ældre lokale og to andre turister venter, begynder det igen at regne. Nu er det ikke længere hensynsfulde småbyger, nej det står ned i stænger, og den lille gade, som fortsætter opad med 40° stigning, forvandles til en strøm af brunt mudret vand.
Heldigvis kommer bussen, og efter små 10 minutters chaufførpause (endestation) går det nedad igen. Det er halsbrækkende stejlt, og der motorbremses højlydt i 1. gear. Vi finder en fortovsrestaurant i den gamle bydel, hvor nogle af bordene står som tørre øer under parasoller. Vi får os en kop kaffe og et par glas Madeira. Gæster er der ikke mange af i dette vejr, og servitricen går nedtrykt rundt og samler stolehynder, alt som regnen besejrer den ene parasol efter den anden. En af de mange småhunde cirkler med klam pels og bedende blikke om et par spisende tyskere, men her falder der ingen godbidder. De ser mildest talt også sure ud - tyskerne altså. Styrtregn i ferien er da heller ikke det, man drømmer om, men det må man jo tage, som det kommer. Og her sidder vi jo meget godt. Vores parasol hører til de standhaftige og yder et udmærket forsvar. Koldt er der ikke, og regnen trommer da meget hyggeligt! Aftensmad på Estrala Do MarVi drukner de sidste dråber Madeira og går de få meter til den spiserestaurant, vi har udset os, Estrela Do Mar. Her er tjenerne professionelle og på dupperne, men det er alligevel kun turister, der gæster stedet. Der er absolut intet at udsætte på maden. Vi får cremet fiskesuppe med de obligatoriske og lækre hvidløgsbrød og dernæst espetada, spidstegt oksekød efter lokal opskrift, og det smager bare godt. Den røde landvin er behagelig uden at være prangende. Vi har ikke plads til dessert, hvor gerne vi end ville. Stedet er ellers mest til fisk, ser det ud til på kortet, og restaurantens navn betyder "Havets Stjerne". Flere retter tilberedes af tjeneren ved bordene. Han bruger et rullebord med to gasblus, og kobberpanderne flamberes flittigt, hvilket jo altid ser flot ud. En af gæsterne be'r om en taxi, og tjeneren stikker hovedet ud af døren og råber. Her ringer man ikke efter en vogn - man råber! På vej hjem - efter ca. 10 meter - ser vi en anden restaurant, som er fyldt til bristepunktet, og ikke alle gæster ligner turister. Den må vi prøve i morgen! Det regner stadig kraftigt, og vi iler ned til bussen, som kører til hotellet. Vi går tidligt til ro.
|
