Home > Rejsebeskrivelser > Madeira 2003 > Med tovbane fra Funchal til Monte

Rejsedagbog med fotos fra Madeira. Onsdag den 19. februar 2003.

Vandhanevandet kan drikkes, men det lugter af chlor og er bedre til at vaske hænder i. Hotellets morgenbuffet er glimrende, og gennem restaurantens store panoramavinduer ser vi solen skynde sig op. Hernede, på Madeira, stiger den ikke adstadigt. I det fjerne kan vi se nogle øer i silhouet. Det må være Ilhas Desertas, de ubeboede øer der henligger som naturreservat.

Med tovbane til Monte

Klik for større foto.

Vejret tegner rigtig godt, så vi holder fast i planen om at tage tovbanen op til landsbyen Monte, der ligger højt over Funchal. Ja, man kalder den en landsby, og det var den også engang, men den virker snarere som en forstad i dag, hvor Funchal er kravlet højt op af bjerskråningerne.

Tovbanen er ny, fra 2000, og prisen for en returbillet, Funchal-Monte, er halvpebret: 13,50 Euro. Man kan tage bussen istedet, men turen med tovbanen byder på en enestående udsigt og sine steder næsten indsigt i folks dagligstuer. På toppen, i Monte, er der et par grader køligere, men solen skinner gavmildt, og vejret er rigtig behageligt.

Monte var fordums et mondænt feriested for især rige englændere, der i vintersæsonen flyttede til Madeiras lunere himmelstrøg med hele familien og tjenerstaben. Dengang var der ingen tovbane (der kom dog en senere), og alting - inklusive de dovne englændere - skulle bæres op og ned af bjerget.

Slæderne i Monte

Det var dengang man opfandt kurveflet-slæden; en flettet lænestol på voksbehandlede træmeder. I stedet for at bære de dovne englændere ned til eftermidddagsteen i Funchal, kunne to "slædeførere" transportere dem i glidende lænestole. I dag kan turisterne prøve en kortere tur, som ikke fører helt ned til Funchal. To hvidklædte slædeførere med stråhatte og specielle sko styrer. Det går rimelig stærkt og ser halsbrækkende ud.

Monte er stadig en mondæn residens, og der er også en prægtig kirke med tvillingetårne, for de der interesserer sig for den slags. Vi får os en forfriskning med udsigt over Funchal, dapper lidt rundt og tager så turen ned igen med svævebanen.

Klik for større foto.

Efter siestaen går vi en lang tur i centrum, før vi slår os ned under en parasol på Largo do Santo i den gamle bydel. Det er tydeligvis en spiserestaurant, men vi får afværget spisekortet og nyder blot en aperitif, mens vi betragter livet og turisterne passere. Hvad er det ved mange danske og nordeuropæiske mænd, som gør, at det først er rigtig ferie, når man trækker i korte bukser og sandaler?

De første sultne turister indfinder sig og får serveret. Der er mange hunde af ubestemmelig race, som prøver at tigge ved bordene, når tjeneren ikke er der til at jage dem væk. Herreløse er de vel næppe - de har pænt huld på kroppen, men de ser ud til at leve et frit liv.

Sværdfisk og fado på restaurant Arsenio i Funchal

Klik for større foto.

Ved halvsyvtiden går vi en tur langs havnepromenaden, hvor unge kærestepar kissemisser i skumringen. Derefter indfinder vi os hos "Arsenio" i Rua Santa Maria, den fyldte restaurant vi passerede i går aftes. Udenfor er en lille terrasse med et par bænke og en trækulsgrill. Det er lige køligt nok at sidde ude nu, så vi går indenfor i et stort og halvdunkelt lokale. Her får vi et bord nær indgangen, lige ved akvariet hvor 5-6 hummere går frustrerede rundt med vajende antenner og med elastik om klosaksene.

Til forret bestiller vi begge skinke med melon. Brødet kommer straks med smør og noget, som må være frisk-ost. Brødet er ikke noget at råbe hurra for, nærmest som et daggammelt rundstykke, men vinen, en Vinho Verde, er fremragende: frisk, syrlig og let perlende. Forretten kommer efter kort tid; en kvart stor honningmelon dekorativt udskåret og arrangeret i mosaik på skallen med 3 ruller lufttørret skinke. Melonen er perfekt saftig og sød, og skinken er delikat. Meget lækkert!

Hovedretten er "Espetada Mista Atum", et grillspid med sværdfisk, blæksprutte og tun. Tjeneren trækker de velvoksne fiskestykker af spiddet og hælder en sauce over. Saucen er smør med hvidvin og hvidløg, som går rigtig godt med fisken. Hertil et fad med sprødkogte gulerodsstykker, kartofler og spæde grønne bønner. Det smager himmelsk, og især den smørmøre sværdfisk giver tårer i øjnene.

Fado - portugisisk folkemusik

Da vi er færdige og mætte nipper til den sidste vin, dæmpes lyset, og der underholdes med ægte portugisisk folkemusik, Fado. To ældre mænd spiller strengespil, og sortklædte kvinder med tørklæder synger sorgen ud af kroppen.

Vi forstår ikke teksten, men sådan som de jamrer, må der være sket noget værre end ulykkelig kærlighed eller en død ko. Det er sikkert stor kunst, men vel klagende i vores øren. Meget bedre er den mandlige tjener, som med fyldig røst stemmer i en duet, alt imens han går rundt og serverer.

Det var heldigt, vi kom ved halvotte-tiden, for nu er restauranten propfuld, og flere må gå forgæves. Vi er stokmætte og kan ikke klare dessert - desværre. Tidspunktet passer ikke med bussen, så vi spadserer hjem i den lune aften.