Home > Rejsebeskrivelser > Madeira 2003 > Madeira rundt

Rejsebeskrivelse med fotos fra Madeira. Torsdag den 20. februar 2003.

Madeira rundt

I dag er der udflugt Madeira rundt. Som de sidste samles vi op udenfor Carlton Park kl. 8.35, og bussen kører mod Pico Do Areeiro, 1818 m, som ligger nær øens højeste punkt (Pico Do Ruivo 1861 m).

Klik for større foto.

Med højden skifter vegetationen karakter, og helt oppe er der ingen træer. På toppen er der helt tåget (skyet). Det blæser, og der er bidende koldt - nok værst for optimisterne i shorts.

Da man ikke kan se en pind pga. tågen, er det oplagt at gå i restauranten, hvor vi smager en "poncha", sukkerrørsbrændevin med honning og citron. Det er en ordentlig gewesen, velsmagende og potent. Jeg vil tro, at man efter 5-6 stykker af den slags taler flydende portugisisk! I løbet af et kvarters tid klarer det dog pludselig op, og alle myldrer ud i kulden for at beundre udsigten over de barske og vilde bjerge.

Santana og Porto Moniz

Turen går videre til nordkysten og vestpå mod Porto Moniz, øens nordvestligste by. Kysten er barsk, og Atlanterhavets bølger slår sig til skum mod de stejle klipper efter at have rullet uhindret mange hundrede kilometer. Vejret er strålende, og det går ad stejle smalle veje og hårnålesving med ophold undervejs for at beundre udsigter og for at nyde frokost på en vingård nær Santana. Der er grønt og frodigt, og blomsterpragten er imponerende. Snart snor vi os op, og snart snor vi os ned i dalene.

Klik for større foto.

Det sidste stykke før Porto Moniz går ad "æselstien", en smal vej med lodret fald til havet og lodret klippe på den anden side. Her kan biler kun passere hinanden ved vigepladserne, og vil man have vasket kareten, kan man bare stoppe under et af de vandfald, som styrter ned over vejen og videre i havet. Vejen blev i sin tid lavet ved at hejse mænd ned fra klippetoppen. Hængende i et tov kunne de så hugge i klippen og anbringe dynamit.

Heldigvis for vores nervesystem er strækningen nu ensrettet, for med EU-midler er der bygget en ny og bedre vej, så valget af denne rute er mestendels show til ære for os. Men show eller ej, det gør sin virkning. Især på passagererne i bussens højre side, der har frit udsyn til det frådende hav dybt nede, og på turen får man uvilkårligt beundring for chaufføren, der med rat og pedaler bevarer os i de levendes rækker.

Det minder mig om en joke, som guiden fortalte. Det er præsten og landbus-chaufføren fra Madeira der dør, og da de banker på porten ved Sankt Peter, får de at vide, at der kun er plads til én i Paradis, og at den udvalgte er landbus-chaufføren. Det bliver præsten jo noget fortørnet over; her kommer han som en hellig mand der altid har haft fuldt hus i kirken om søndagen, og så må han vige pladsen for en syndefuld buschauffør. Der må være sket en administrativ fejl! Hertil svarer Sankt Peter:

"Nej, det er rigtigt nok, for hvor du hver søndag havde en kirke fuld af mennesker, som sad og sov, havde chaufføren hver dag bussen fuld af mennesker, som bad inderligt til Gud!"

Porto Moniz var tidligere en hvalfangerstation, men i dag lever man af turister og vindyrkning. Der er nogle naturlige klippebassiner, hvor man kan bade, men i dag er bølgerne for høje, og vandet piskes til skum. Mens vi er i Porto Moniz bliver det gråt med regnvejr. Fra strålende sol til regn på 10 minutter!

Câmara de Lobos

For at komme tilbage til øens sydside, kører vi gennem en 3 km lang tunnel (EU-midler igen), som sparer turen over bjergpasset. Også på sydsiden er der gråvejr nu, men det regner ikke. Sidste holdt gør vi ved en godt 500 meter høj udsigtsklippe vest for Funchal, nær Câmara de Lobos hvor Winston Churchill i sin tid yndede at slappe af med at male akvareller og drikke whisky. De som bor i Funchals hotelkvarter vest for byen kan se hjem. Vi afleveres ved hotel Carlton Park ved 18-tiden og går på værelset for at slappe af.

Det har været en fin tur, og vejret var storartet det meste af dagen. Selvom frokosten var solid, regner vi med at kunne klare sen aftensmad. Helle har luftet lyst til spaghetti. Ved halvottetiden tager vi bussen til centrum. Chaufføren er den mest aggressive til dato, men heldigvis er det ikke plasticsæder, så man kan holde sig fast med én hånd.

Aften på restaurant Estrala Do Mar

Vi går igen på "Estrela Do Mar", da vi kan huske, at de havde pasta på menuen. Vi springer forretten over, Helle får sin spaghetti, og jeg får "svin i vin" - en velmarineret gris. Dertil en rød "Monte Velho", som er let sødlig, kraftig og med god duft.

Helle prøver øens ost til dessert, men mejeriprodukter hører ikke til Madeiras kulinariske skatte. Det er der vel ikke noget at sige til; de få køer, man har, står på stald - et lille skur - hele deres liv, for lukker man dem ud, skvatter de resolut ned af en bjergskrænt og slår sig ihjel. Hvis bonden er flink, kan koen få lov at se sollys en gang om året, når den har fødselsdag. Jeg har mistanke om, at osten (såvel som oksekødet) i virkeligheden er importeret fra Portugal eller Azorerne. Jeg får en frugtsalat ledsaget af en halvtør Madeira, som er næsten sherry-agtig i smagen.