Home > Rejser > Malta > Marsascala m.m.

Marsascala

Jeg vågner 6:25. Nattehimlen er på retræte, for under horisonten lurer solen. Energiske ægtepar går motionstur på promenaden; hurtigt og med bøjede arme der kører som stempler.

Andre lufter hunden i stedet for ægtefællen, og det sker i roligt tempo med pauser til at snuse og lægge visitkort. Hotellets lille restaurant er fyldt halvt op 10 minutter efter åbningstid. Der må være kommet et nyt hold i går.

I dag vil vi til Marsascala, en lille kystby øst for Valletta. Vi ved ikke meget om byen, men en gang imellem skal man tage ud i det blå. Bussen fra Valletta er en gammel Bedford. Den unge chauffør bruger glad det kraftige horn, når den tætte trafik ikke rubber sig, og adrætte passagerer får lov at stige af og på i farten.

Turen tager ca. ½ time, og næsten hele vejen er byerne vokset sammen til én. Husene er ikke så elegante som i Sliema, og stenene er ligesom mere råt tilhuggede.

Husene ligner hinanden, men småbutikker og værksteder bryder facadernes monotoni, og nogle beboere sætter deres personlige præg med blomsterkummer og -potter. Bussen aser sig op ad en sidste bakke, og så ligger havet udstrakt under os, og nede til højre ligger Marsascala.

Vi hopper af ved marinaen. Byer som denne er altid vokset op omkring havnen, medmindre pirater har været en plage. Der er dog ikke meget at se på, eller også finder vi det bare ikke. Byen er knap vågnet.

En rødblond kvinde med kasket og kondisko slapper af på en bænk ved vandet, og en dreng leger alene på en lille legeplads. På en fortovscafé sidder et engelsk par. Han drikker øl. Bortset fra bilerne, der alle synes at søge væk, er her stille.

Man kunne skridte fronten af langs marinaen, men her hersker solen uindskrænket, og alt er lukket. Vi går en tur i de søvnige sidegader, ser på facader og tilskoddede vinduer og vender så tilbage til fortovscaféen. Englænderen er færdig med sin øl. Stedet hedder 'Summer Nights', men åbner alligevel tidligt. Her er skygge, og espressoen er god.

Hvis der er noget interessant i denne by, kræver det en ekstra indsats at finde det, så vi vælger den simple løsning, og det er at vende om. Busstoppestedet ligger skråt overfor caféen. Vi kommer med en moderne bus og er i Valletta ved 11-tiden.

Valletta

Der er mylder på Republic Street. Vi køber nogle postkort, men frimærker skal vi have på posthuset, siger pigen. Hun kører min pengeseddel gennem en scanner. Jeg spør', om det er for at kontrollere ægtheden. Det er det - der er mange falske penge i omløb.

Klik for større billede

Helle får øje på en vifte i et butiksvindue i Republic Street. Den koster næsten fire pund. Jeg foreslår, at vi i stedet besøger boderne i Merchant Street, og i en af de allerførste boder finder Helle en glimrende vifte til 95 cent.

Vi går tilbage for at finde posthuset - der var jo det med frimærkerne. Vi finder det efter at have spurgt om vej to gange, men køen er så lang, at man knap kan komme ind af døren, så det dropper vi omgående.

På vej ud gennem byporten siger en stemme: "Hej Eric!". Det er en kollega, som rejste dagen efter os. De bor i Mellieha Holiday Centre og er lige ankommet til Valletta efter en times bustur. Sjovt nok at vi skulle mødes her. Vi tager en varm bus med platic-klæbe-sæder til The Strand, hvor vi får en omelet på Tony's Bar. Og så er det hjem til siesta.

Låst ude!

Efter et hvil og en douche slår jeg mig ned på altanen. Lidt efter kommer Helle også ud. På altandøren står, at den bør lukkes af hensyn til airconditionen. Jeg kan ikke tro, det påvirker dens evne til at cirkulere lunken luft, men man er jo autoritetstro, og Helle skyder døren i.

"Klik", siger det. Døren er ikke bare lukket, den er låst. Vi bor på 5. sal, hvor kun Spiderman kan få adgang udefra, så det er selvfølgelig tåbeligt, at man overhovedet kan smække døren udefra.

Men den slags overvejelser løser ikke det akutte problem. Jeg læner mig ud over rækværket og kigger ned. Der står nogle piger på fortovet, og jeg råber "Hello!", så højt jeg kan. Da pigerne forundret ser til siderne, råber jeg "Up here!" og vinker.

Nu går man jo ikke i beskrivende detaljer, når man råber fra 5. sal og skal overdøve brænding og trafikstøj, men den ene pige er kvik og fanger også værelsesnummeret, for efter kort tid løslades vi af drengen, som går til hånde i restauranten. Godt det ikke skete om natten.

Eftermiddag i Sliema

Vi går ud, og jeg spør' i receptionen, om de sælger frimærker. Det gør de kun ved salg af postkort, får jeg at vide, men hvis jeg går rundt om hjørnet og op ad vejen, er der en kiosk. Vi storker 200 meter op ad vejen, men der er ingen kiosk.

Det viser sig, at vi skulle runde to hjørner og højst gå 30 meter, for her er en slags kiosk. På mit efterhånden slidte spørgsmål, om de sælger frimærker, svarer damen med et smil: "Selvfølgelig!", og så er der da noget, der lykkes.

Vi søger parasolskygge på promenadecaféen, men det er nu mere af vane, for der er overskyet. Med den lette brise er temperaturen særdeles behagelig. Efter kaffen slentrer vi ud ad Tower Road med havet på højre side.

Mange andre har fået samme idé, og det er en skønsom blanding af slentrende par som os, mødre med klapvogne, svedende løbere og så dem, der nærmest går kapgang med frottéarmbånd, MP3-snegl i øret og en vandflaske i hånden.

Fra terrassen på The Mariner's Pub betragter vi nogle familier, som fisker med lange medestænger fra den nærmeste mole. Det eneste, de haler op af vandet, er den halvstore knægt, som hopper i en gang imellem. Lysene tændes omkring bugten, mens solen går ned.

Middag på Ponte Vecchio

Synlig fra vores altan ligger den restaurant, vi har udset os til i aften. Skyerne ser tunge ud, og skulle det give sig til at regne, er restauranten strategisk velplaceret, når vi skal hjem. Stedet hedder "Ponte Vecchio" som den berømte bro i Firenze. Vi placeres udenfor. Betjeningen er meget venlig og professionel.

Fiskesuppen er kraftig og cremet. På tjenerens anbefaling får vi husets rødvin, som familien selv laver. Den er da også ganske imødekommende - ikke den store næse, men solbrændt, glat og krydret med et strejf af rosin eller sherry i eftersmagen.

Til hovedret får Helle fladbanket kyllingebryst med citron-/smørsauce. Jeg får en tyk skive filletto, som er perfekt stegt. Tilbehøret er kartofler samt en grøntsagsblanding med en forfrossen fortid.

Ved nabobordet sidder otte pensionsmodne franskmænd, for hvem samvær, mad og livsglæde går op i en højere enhed. En af herrerne har en formidabel luerød næse. Vi er stopmætte og kan ikke klare dessert. I stedet bliver det til espresso og grappa.

Da dette kommer på bordet, begynder det at småregne, og personalet får travlt med at arrangere borde og stole, så gæsterne kan sidde i ly under parasollerne. Regningen lyder på 20,75 £M, hvilket er særdeles rimeligt. Vi smutter hurtigt over gaden og når knap at blive våde.