Home > Rejser > Rom 2001 > Peterskirken

Peterskirken

Vi har sat os for at se Peterskirken i dag, og en overfyldt Metro A kører os næsten til døren. Der er ikke langt, og på vejen beslutter vi omgående, at vi i hvert fald ikke skal ind og se de kostbare samlinger - køen hertil når hele vejen rundt om gadehjørnet og synes endeløs.

Vi skal selvfølgelig op i kuplen og fortryder bestemt ikke de 15 minutter, vi må stå i billetkø. Kuplen er flot, og hvælvingens mosaikker er fantastiske.

320 trin længere op ad en smal trappe, og vi er på kuplens udvendige balustrade med udsigt over byen. Vi går ned igen og ser os lidt om i selve kirkeskibet.

Klik for større billede.

Udenfor får vi os en panino til at stille sulten, og et kvarters gang fra Peterskirken ligger Piazza Cavour, hvor vi et stykke oppe ad en sidegade finder en lille 'misse-forretning'.

Alt her har noget med katte at gøre, og der er masser af misse-effekter og souvenirs. Vi køber en oplukker-kat og nogle misse-postkort.

Klik for større foto

På vejen tilbage får vi os en cola på en bar. Her som så mange andre steder er lokummet i kælderen, hvor pladsen er trang, og hvor døren er skæv og binder. Også her er trappen smal og stejl, men også her er trappen sgu' af marmor!

I det hele taget er der meget marmor i Rom. Der er lokumstrapper af marmor, der er bænke af marmor, der er gulve og huse af marmor, ja selv kantstenene er nogle steder af marmor.

Vi hopper på en 70'er, som igen kører lige til døren. Nogle af de mest ihærdige Roma-fans kører stadig rundt med hornet i bund og vajende bannere. Det fortsætter de med nogle dage! Men nu er det siesta-time! Zzzzzz

Efter siestaen tager vi ind til kvarteret omkring Pantheon for at spise tidlig aftensmad, før vi skal besøge skakklubben. I en skyggefuld gyde bestiller vi to pizzaer.

Jeg erfarer, at pepperoni ikke en speget pølse som hjemme, men peberfrugt. Et hold unge dansktalende gæster med en lille knægt ankommer kort efter os. Vi giver ikke vores nationalitet til kende, men nøjes med at beundre knægten, der gnufler lasagne i sig lige så hurtigt far kan puste den kold. Imponerende appetit for så'n en størrelse.

På vej til bussen bryder det løs med torden og lynild. Vi søger sammen med andre ly i en port nær Pz Venezia og venter på, at uvejret skal drive over. En mand på en Vespa vælter lige overfor, men hjælpes hurtigt på fode af tililende.

Kørebanen er blevet helt slimet af vandet. Den uheldiges tøj er ødelagt af slimet gadesnavs, men ellers ser han ikke ud til at have lidt overlast.

Besøg i Trionfales skakklub

Vi har én paraply med og går hen mod busstoppestedet, da regnen stilner af. Helles hvide bukser får dog nogle sorte strint. Det er ikke godt! (Hjemme i Danmark, senere, skal der mere end ét klorinbad og pletrensning til for at fjerne sporene.)

Vi kører til Termini, hvor vi tager metroen som instrueret. Et par musikanter med en tuberkuløs harmonika giver et nummer. De virker nervøse og er konstant på vagt.

Gad vide hvad straffen er, hvis de bliver snuppet af togets personale? Hatten går rundt, og nogle lægger en skærv. Det havde jeg måske også gjort, hvis formålet var at sende harmonikaen på sanatorium.

Vi skal en tak længere end Vatikanet og herfra med bus nr. 913 langt ud i forstaden, Trionfale, nordvest for Vatikanet. Her spiller skakkluben i et decideret beboelseskvarter, som vi finder uden besvær takket være det kort, vi købte forleden.

Da vi ankommer, er der dog kun én person, som går rundt og gør klar. Vi hilser på hinanden, og heldigvis taler han nogenlunde engelsk, så jeg forklarer ham, at jeg har mailet og aftalt besøget med Giulio.

Han be'r mig gentage navnet, og da han får bekræftet, at det er Giulio, ser han lidt undrende ud, men det hæfter jeg mig ikke så meget ved. Han fortæller os, at klubbens medlemmer mest er drenge, og lidt efter begynder de da også at dukke op.

Det viser sig, at Giulio er middelsvært handicappet og har svært ved at tale. Han har åbenbart (forsigtigt) ikke røbet noget om vores aftale, og da jeg banker dem alle efter tur i lynskak, er Giulio aftenens mand i skysovs.

Én spørger andægtigt, hvad jeg har i rating, og svaret - 2350 - vækker sensation. Det er ikke hverdagskost i Trionfales drengeklub. Tænk sig, at Giulio af alle mennesker har kunnet trække en så stærk spiller på besøg!

Og så en skakspillende dame oven i købet! Hvem skulle have troet det? Giulio har det herligt og griner konstant over hele femøren.

Vi siger pænt farvel kl. 22.20, så vi kan nå bussen, og jeg sætter krone på Giulios triumf ved forsigtigt at trykke hans forkrøblede hånd og højtideligt overrække ham en af Nørresundys klubnåle. 23.10 er vi på Termini, og efter en fadøl damper vi i seng.