Til Frascati - tror vi!

Toget til Frascati kører kl. 8.35.

Billetter trækkes uden problemer i en automat for 3,4 euro, og toget kører rettidigt. Der er mange stop undervejs, hvor man ikke reklamerer med bynavn. Det er et pendlertog, og folk ved, hvor de skal hen, og hvor de skal af. Konduktøren ser vi ikke noget til.

Køretiden skulle være 30-35 minutter, men ingen af bynavnene (når der skiltes) har den fjerneste lighed med "Frascati". Efter 50 minutter kører toget ikke længere, og på stationens skilt står der "Albano".

Er Frascati bare navnet på distriktet eller hvad? Var det mon alligevel den by, hvor der stod "Marino" et-eller-andet? Nå, men det kan også være lige meget - nu er vi her, det ser kønt ud, og luften er frisk og sød efter smoggen i Rom!

Bjergsø ved Albano På jagt efter skygge i Albano
Klik for større foto

På stationen er selv toiletterne låste - billetter skal åbenbart ikke købes her - så vi skriver ned, hvornår toget returnerer til Rom, og går ud i det fri. Skal man nu gå op ad trappen gennem anlægget, eller skal man følge vejen nedad, hvorfra trafikken kommer? Vi vælger det sidste: nedad!

Togbillet

I en lille frugtbod køber vi ferskner; jeg peger og siger: "due", og den venlige dame klemmer forsigtigt på flere, før hun udvælger to.

Vi fortsætter nedad, men snart står det os klart, at dette ikke er vejen til centrum, så vi vender om og finder ganske rigtigt byens hovedstrøg op ad trappen, ca. 100 meter fra stationen.

Trafikken er livlig, og det er egentlig underligt, at vi ikke kunne høre den. Her er mange små forretninger. Jeg ville egentlig gerne finde et sted, hvor jeg kunne se søen, som vi så i glimt fra toget, men retningen er lidt uklar, og hvor langt skal man mon gå ad stejle veje i denne varme?

Ved rutebilsstationen slår vi os ned udenfor en bar med espressi og vand. Her lufter det herligt, og der er en flot udsigt over parken lige nedenfor og lavlandet i horisonten.

I et tabaccheria køber jeg billetter til hjemturen. Jeg spørger først den ældre mand, om han taler engelsk. Det gør han selvfølgelig ikke, men han taler bestemt glimrende italiensk, og trods mit bedende "lentamente, lentamente!" ("langsomt") diverterer han de øvrige kunder med en rivende talestrøm, som jeg ikke forstår meget af.

Jeg tror, det er noget med, at engelsk taler man da i England. "Due biglietti a Roma" efteraber han mig langsomt og smiler, mens han river to billetter af og lægger dem på disken: "uno e due!".

Parken i Albano

Ved trappen ned til parken er der en fontæne/vandpost, og teenagere flirter under dække af at sprøjte vand på hinanden fra deres plasticflasker. Vi slipper tørre ned til et stort træ, hvor vi deler skyggen med mødre og småbørn. Nogle hunde render rundt og opfører sig ligeså fjollet som teenagerne.

Her sidder vi så og læser og skriver dagbog, til trangen melder sig, og vi går tilbage mod det offentlige toilet, vi passerede på vejen. I et gelateria køber vi med tegnsprog og brokker et par af de fantastiske italienske is, som nydes i kapløb med varmen. Toget mod Rom kører 13.38, og vi slår tiden ihjel i det skyggefulde anlæg ovenfor stationen.

Denne gang er der en ivrig konduktør, allerede før toget kører. Han lyder næsten skuffet, da han konstaterer, at jeg allerede har stemplet billetterne, men de får nu et klip med saksen alligevel, og han tager sig glad til kasketten og ønsker god rejse. Høflig mand!

Toget har ikke stået i skygge, og selvom man sidder helt stille, kryber heden ind i hver en fold og skaber nærkontakt. Det hjælper heldigvis med luft fra vinduet, da vi kommer i fart.

L'Italia bolle - Italien koger

er overskriften i gratisavisen Leggo, hvor hedebølgen er dagens tophistorie. Myndighederne advarer befolkningen. Gå ikke ud mellem kl. 11 og 17, drik mindst halvanden liter vand, tag ikke for meget tøj på osv. 35° har man målt i Rom og Milano, og i solen er det endnu varmere. Meteorologerne kalder vejret "afrikansk".

På gadehjørnet ved pladsen foran Termini, Piazza dei Cinquecento, sidder en tigger lige i solen. Enten er han gal, eller også håber han på solstik og hospitalspleje.

Hos Vincenzo alla Lungaretta

Vincenzo alla Lungaretta

Efter siestaen tager vi til Trastevere, og i aften er der ingen danskere der skændes på restauranten, Vincenzo alla Lungaretta. Servitricen taler glimrende engelsk.

Helle får Bucatini all'Amatriciani, tyk spaghetti med tomat, bacon og en smule chili, og jeg får ravioli med tomatsauce. Som anden ret får Helle grillet ost, Scamorza, og jeg en solid og smørmør skive osso buco. Vi deler en salat.

Solide sortklædte mamma ser til, at alt er som det skal være, og slår ofte en sludder af med lokale, som passerer. Bag os sidder et jovialt midaldrende engelsk ægtepar. De spiser pizza med fingrene og får pommes frites til. Servitricen foreslår dem tiramisu til dessert, og damen er ved at dåne: "Oh my God, no signora! Oh no, luv' - we'll roooll home. It's bad enuff as it is!". Det kommer spontant fra hjertet, og alle griner.

En enlig ung mand først i tyverne sidder ved siden af. Han har bestilt pizza og vand og afviser høfligt alle servitricens forsøg på at lokke ham med dessert, kaffe eller grappa. Han er meget blond og lys, og hans engelske accent lyder dansk, men han giver sig ikke til kende.

Det myldrer med gadesælgere, som prøver at friste med ure, fyldepenne, smykker og langstilkede roser. Roserne er meget flotte. Hvad gør de mon ved dem - bruger hårlak?

Da vi kommer hjem, virker det som om airconditionen har givet op og kun kører på halv kraft. Ikke uforståeligt i denne varme, men ilde timet.