Miniferie i Sæby 2020

Sæby er ikke større, end at de lokale hilser, når man møder dem på gaden. I hvert fald så længe mængden af turister er til at overskue.

Gågade Sæby
Klik for større foto

Det overrasker lidt i starten, når man plejer at være anonym i menneskemængden, men vi er tilpasningsdygtige og kommer snart efter det.

Det med at hilse ændrer sig nok, når det store rykind kommer i skolernes sommerferie, for en vendelbo kan ikke gå og sige "daw" hele tiden. Så begynder de måske også at låse cyklen, når de parkerer uden for Brugsen.

Men der er vi ikke endnu, for vi skriver kun den 18. juni 2020, og coronavirussen kaster stadig nedlukningsskygge over det danske sommerland. Der er ikke nær de turister, der plejer at være.

Hvorfor miniferie?

Vi bookede tre overnatninger på Hotelpension Aahøj i Sæby, længe før Covid-19 blev til en pandemi og nåede Danmark.

Vi ønskede at forkæle os selv nogle dage mellem forårs- og eftersommerferien, og vil man have et værelse på Hotelpension Aahøj i sæsonen, skal man ikke være for sent ude.

Så invaderede virussen Europa, Danmark gik på vågeblus, og forårsrejsen til Sicilien blev aflyst. En sviptur til Svendborg gik også i vasken, så desto gladere var vi for, at vi i det mindste havde miniferien i Sæby til gode.

Vi tager rutebilen fra Aalborg torsdag den 18. juni kl. 11:15 og er i Sæby lidt over middag.

Hotelpension Aahøj

Det er fjerde gang, vi bor på Hotelpension Aahøj. Det er et familieforetagende, som Camilla Kanstrup driver med sans for smag og kvalitet.

Det ligger centralt med få minutters gang til gågaden og har en frodig have ned til Sæby Å. Der er 12 værelser, og den fremragende morgenmad serveres i vinterhaven. Når vejret bliver køligere, tænder Camilla op i pejsen.

Hun bager selv morgenbrødet, appelsinjuicen er friskpresset, og alt er om muligt økologisk og lokalt. Saltet er sydesalt fra Læsø og således næsten lokalt. For Camilla er Aahøj ikke bare en forretning, det er en hjertesag.

Vi har fået værelse nummer 7. Det er vist det største; luftigt og med altan hvor man kan se ned på haven og Sæby Å.

Værelse Aahøj Altanudsigt til Sæby Å
Klik for større foto

Der er velfungerende WiFi, og biblioteket i vinterhaven er velassorteret. Jeg genkender flere titler fra reolerne derhjemme.

Slentreture i Sæby

Vi har som sagt været i Sæby før og har set "seværdighederne" som kalkmalerierne i kirken, minibyen, museet, Algade med de gamle byhuse osv.

Så vi går rundt uden særligt ærinde og nyder det bare. Som sagt er der usædvanligt få turister, men de første nordmænd har dog fundet vej, efter grænsen blev åbnet for tre dage siden.

"De stod på spring!" siger Camilla. Der er dog endnu ikke fuldt belagt på Aahøj, og det er vist usædvanligt for årstiden. Svenskerne må indtil videre blive hjemme og passe deres smittetryk.

Vi spadserer langs åen fra museet til udløbet nord for havnen. Et stykke af vejen er parklignende med træer og skulpturer, og nærmere udløbet i havet afløses parken af småbåde, dunhammere og skræpper.

Sæby museum Fra Sæby havn
Klik for større foto

Vi går tilbage ad Algade lige før kirken, hvis tårn er pakket ind i stillads.

I Algade har de gamle byhuse med bindingsværk og stokroser stået i hundreder af år. Clasens Gaard står også velholdt. Den var i sin tid Clasens Hotel, som Herman Bang omdøbte til "Brasens Hotel" i romanen Sommerglæder.

Clasens gård
Klik for større foto

Den gamle politistation er i dag turistkontor, men over hoveddøren står stadig "FOR RETFÆRDIGHEDEN". "Retfærdigheden" er lidt anløbet, altså helt bogstaveligt.

For retfærdigheden

Ravsliberen er gået på pension, og butikken er desværre lukket. Den var ikke kun butik, men også ravmuseum, hvor man kunne kigge uden nødvendigvis at købe.

Nogle af ravsliberens smykker kan stadig købes her og der, bl.a. i Galleri Valdemar tror jeg nok.

Solen bager, og vi vender hjem til Aahøj og finder skygge i haven.

Frøken Madsens Spisehus

Crément de Loire brut

Vi har reserveret bord både torsdag og fredag, for man spiser godt på Frøken Madsens Spisehus, og der er en fødselsdag at fejre.

Vejret er perfekt til at sidde ude, og vi får bord, hvor man kan kigge ned på åen.

Vi lægger ud med en aperitif, et glas crément de Loire brut - velsmagende boblevin.

Til forret får vi gravad bison med fennikel. Meget mørt og meget delikat. Frøkem Madsen er en "fin" restaurant, men portionerne er nordjyske. Med det mener jeg, at man ikke skal have 6 eller flere frimærkeretter for at blive mæt.

Til hovedret får vi hellefisk med kartofler, asparges, sukkerærter, dild og et drys safranblomster (som ret beset ikke er blomster, men støvdragere). Igen delikat og rigeligt.

Desserten er is. Glimrende.

Gravad bison med fennikel Hellefisk med asparges Isdessert
Klik for større foto

Fra restauranten er der 5 minutters gang til hjemmet. Selvom vi har åbnet alle vinduer, bliver det en meget varm nat.