Siracusas arkæologiske museum

I dag står det arkæologiske museum, Paolo Orsi, på programmet. Det ligger på "fastlandet" nær den arkæologiske park, så vi tager den lille gratisbus til rutebilstationen og spadserer derfra. Der er vel ca. to kilometer.

På denne side af broen er Siracusa et trafikhelvede som så mange andre italienske byer. I hvert fald på den brede corso som vi følger. Den sicilianske fattigdom er uomtvistelig, men biler mangler de ikke.

Det koster 8 € at besøge museet, og betaler man 9, kan man også komme ind i den arkæologiske park med det græske teater, stenbruddet, Dionysos' Øre m.m.; men den besøgte vi i 2008, og skønt flot gider vi ikke bruge krudt på den denne gang.

Museet er imponerende og overvældende. Der er kilometervis af græske vaser, potter og lertøj. Den ikke vidende bliver hurtigt mæt og stopper kun, hvis noget særligt fanger øjet. Samlingen er enorm.

Der er ikke mange statuer, som grækerne ellers var mestre i at lave, og forklaringen er den simple og brutale, at romerne fragtede de fleste kunstgenstande til Rom, da de havde erobret og raseret Siracusa i 212 f.v.t.

Møntsamlingen

På nippet til at gå ser vi, at der er møntudstilling i kælderen. Den tager vi lige med og fortryder ikke. Man låses ind og ud af en kustode, for samlingen må være uvurderlig.

Man bliver ganske ydmyg, når man ser de gamle græske mønter. De er små kunstværker med portrætter i relief, heste med elegante ben, harer, delfiner og hvad ved jeg. Nyere mønter, som vi fx har set på nationalmuseet i Rom, halter noget efter i kunstnerisk udførelse.

Ved hver montre er der en lup i en stålwire, så man kan se detaljerne. Der er ikke kun gamle græske (sicilianske) mønter, men også mønter fra Kartago og fra senere tidsaldre.

Det er en oplevelse, selvom vores viden om mønter stort set er begrænset til, hvordan man bruger dem.

Vi finder en rygsæk

Vi spadserer tilbage til Ortigia. Det er ikke så galt, for der er ikke så varmt i dag. Hele vejen holder vi øje med, om der skulle være en forretning med rygsække, men først da vi er tæt på broen, er der pote.

Rygsækken koster 15 €, og Helle kan få håndbagage med på hjemturen. Kabinekufferten kan vi så tjekke ind som almindelig bagage. Hjemad er der ingen tidsnød.

Spaghetti hos Do Scogghiu

I en lille sidegade til via Cavour (Via Domenica Scina 11) ligger det lille spaghetteria, Do Scogghiu, hvor vi spiste frokost i 2008. Spaghettien er lige så god, som vi husker den, og for to gange spaghetti, vin, vand og lækkert brød slipper vi med 25 €. Det er fundet for de penge.

Hjem til siesta.

Aftentur

De seneste dage har der været en frisk vestenvind, men den er nu gået i øst og har lagt sig noget, så havet på øens vestside er blankt, og det er lunt at spadsere i aftensolen. Vi går rundt om øens sydspids og følger havet på østsiden, hvor det lufter.

Et stykke henne går vi ind i labyrinten og følger en stille gade med gamle huse. Der er små porte ind til baggårde, og langs husmurene står der potteplanter i alle størrelser.

Klik for større billede.

På tilbagevejen lægger vi vejen forbi Osteria Mariano og bestiller bord til senere. Aperitifen indtages på tagterrassen, mens solen går ned.

Osteria Mariano - igen

Man byder os velkommen hos Mariano, og i dag bestiller vi to slags spaghetti til deling og så fisk til secondo. Mens vi venter, iagttager jeg et ungt amerikansk par.

Han får risotto, og hun kæmper mod en portion spaghetti. Hun har luret, at man skal sno spaghettien om gaflen, men det kører ikke rigtigt for hende, så hun begynder at skære ormene i mindre stykker med skeen. Hun ser ikke glad ud, og de bestiller ikke secondo.

Klik for større billede.

Den ene af vores portioner spaghetti er med tomat og muslinger, og den anden er spaghetti al nero di seppia - en kulsort, næsten grynet sauce af blæksprutteblæk og andet, som ikke lader sig identificere.

Det smager forrygende godt. Den sorte sauce er syrlig, så vi gætter på, at blækket er tilsat vin og andre gode sager.

Helles dorado er perfekt grillet, og mine grillede kæmperejer er lækre. Som altid er det noget snask at befri dem for panser og plade, men jeg afvæbner dem alle tre og går så ud og vasker hænder, før jeg spiser.

Til dette deler vi en appelsinsalat. En velsmagende og dog vidunderligt simpel ting: appelsinstykker med lidt olivenolie plus en smule rå løg, hakket persille og chili for bid. Den skal vi prøve, når vi kommer hjem! (Og det gør vi med succes, se blogindlæg.)

Vi slutter af med husets sesamkaramel og kandiserede ingefær og så en grappa som finale. Ingen kaffe - det er det eneste, vi har at udsætte på dette sted: kaffen er ringe. For hele herligheden inkl. vin og vand betaler vi 64 €.

Da vi går, er den store restaurant næsten fyldt op, og gæsterne er mest lokale. Stedet er med rette populært.