Vinterferie Tenerife 2018
Det var det rigtige tidspunkt at rejse til Tenerifes milde klima, for vi var begge angrebet af forkølelse og hoste. Vi hvilede meget den uge. Vi foretog os meget lidt, og det bærer dagbogen præg af, men den kommer alligevel med i samlingen. Nu er det blevet en vane, og jeg ved, at hvis jeg ikke havde skrevet om alle de andre rejser, ville hukommelsen være en rodebutik med mange tomme hylder. Så lad os komme afsted. Hvis du klikker på et af de små billeder, vises det i en større udgave på en ny side. Søndag den 14. januar 2018 Op kl. 4, vi skal til Tenerife. Check in slutter 06:45, en hel time før afgang. Vi flyver over Skotland og Irland for at fange en jetstrøm, og maskinens hastighed kommer op på 1050 km/t. Vi er begge forkølede, og jeg var sygemeldt torsdag og fredag, hvor Helle slæbte sig på arbejde. Jeg frygtede, at vores symptomlyde ville genere de andre passagerer, men kvinden ved siden af mig (altså ikke Helle!) overdøver os med flere decibel, og det hjælper på samvittigheden. Andre folks søde børn forpurrer mine forsøg på at blunde lidt, og når børnene holder støjpause, vil besætningen sælge skrabelodder, whisky og mascara. Man keder sig ikke i et charterfly. AnkomstBåret af jetstrømmen lander vi 11:36 lokal tid, en halv time før planlagt. Der er travlt i lufthavnen, så det tager tid at få bagagen. Den side klarer Helle opofrende, så jeg kan komme ud at ryge. Solen skinner, og vinden er så frisk, at det koster et par tændstikker at få ild på piben; men man er vel fra Nordjylland, hvor træerne krummer ryg mod vestenvinden. Jeg har normalt aldrig problemer med at trykudligne, når jeg flyver, jeg skal bare gabe diskret, men forkølelsen blokerer rørene til det indre øre. Det er ret generende, og jeg forstår godt, at de små børn græder. Der går timer, før det er så nogenlunde og hørelsen normal. 13:25 kører bussen mod Puerto de la Cruz, en tur på næsten 100 km. Passagererne er en nordisk cocktail, som er med forskellige rejseselskaber. Vi tjekker ind på lejlighedshotellet, Apartementos Alta, 15:20.
Lejligheden er god og rummelig og har altan hele vejen om hjørnet. Disse lejligheder er eftertragtede. Da jeg i maj måned ville bestille en uge i december, var der ingen ledige, og det er grunden til, at vi nu rejser i januar. Fra altanen kan man se palmeallén, der adskiller kørebanerne uden for hotellet. Man kan også se den faldefærdige hustomt, som allerede stod der, da vi besøgte Tenerife første gang i 2009. Der bor mennesker i nogle af lejlighederne. Kummerligt, og jeg vil slet ikke tænke på de manglende toiletforhold. Sikkerhedsnettet er sikkert stormasket hernede. Supermarkedet overfor har lukket søndag, så vi går rundt om hjørnet til den nærmeste "dino" - ja, det kalder kæden sig - og køber nogle fornødenheder. Der er overskyet, men 20 grader er en velkommen forandring til kulden derhjemme. Ankomstpilsner
Derefter går vi direkte ned på promenaden, til La Cazuelas fortovsafsnit, og bestiller fadøl. Den trænger vi virkelig til efter den lange rejse. Den lille tjener i sort, Musta, genkender os straks, giver hånd og spørger: "Come stiamos?" Vi kan ikke spansk, men så alligevel - på italiensk ville det hedde "Come state?", og hvis man har det godt, svarer man: "Stiamo bene, grazie", så hvor svært kan det være? Øllet skyller noget af rejsetrætheden væk, og vi bestiller en mere. Den ledsages af tre, solide ostepinde på et skiferbræt. Jeg spørger Musta, om de har noget specielt på aftenens menu, og vi får en printet side i en plastikfolder. Vi planlægger svampepie og papegøjefisk. Så er det hjem at slappe af. Helle falder næsten omgående i søvn, jeg nyder bare at hvile. Aften på La CazuelaVi klæder om og går tilbage til La Cazuela. Her har vi efterhånden spist mange gange gennem årene. Kvaliteten er ikke 100 % konsistent, men som regel er det godt, og betjeningen er udsøgt. Vi kan godt lide at blive genkendt og forkælet. Ungtjeneren, der tager imod, kender os ikke og vil placere os et sted i hjørnet, men Musta dirigerer ham hen til et vinduesbord med et reserveret-skilt. Vi havde ikke reserveret bord, men Musta har vist initiativ.
Vi deler det, de kalder en svampepie, til forret. Det er nærmest en æggestand med finthakkede svampe, og på toppen ligger hakket tomat i eddike som en fin kontrast til det lidt fede og fade. Papegøjefisken (fileten) har fin struktur, smager godt og serveres med søpindsvinssauce, et par kartofler og nogle grøntsager. Hertil en frisk hvidvin som vi lader Musta vælge. Fifty-fifty er tilbage efter et par års fravær. Vi kalder hende fifty-fifty, for det sagde hun altid, når hun skænkede vin, selvom det aldeles ikke var fifty-fifty. Dengang var hendes sorte bukser malet på, nu ser de lidt mere magelige ud. Vi bliver alle ældre. Vi slutter af med espresso og avec, og så er det hjem i seng. Det har været en lang dag.
|
