Vi spiste rigtig godt på vores ferie til Leros og Kalymnos. Her noget om de restauranter, vi foretrak, og beskrivelser og billeder af lækker græsk mad, som kalder på mundvandet.

Især de langtidsstegte retter var super – lammeskank og ged så mørt at det faldt fra benene ved tankens kraft. Måltidet får unægtelig også en ekstra dimension, når det kan indtages udendørs i den lune aften med udsigt over havet og bølgernes bløde brusen som baggrundsmusik.

Eneste minus var, at man flere steder tror, at turister kun kan spise pommes frites og ikke “rigtige” kartofler. Så skærer de deres egne pommes frites og steger dem slatne i olie. Måske er olien for kold, eller måske kender de ikke fiffet med det dobbelte oliebad – jeg ved det ikke.

Taverna Psaropoula i Panteli

Taverna Psaropoula blev vores foretrukne spisested på Leros. Som flere andre restauranter ligger den på strandbredden i bugten.

Panteli er et fiskerleje, og fisk har da også en fremtrædende plads på menukortet. Jeg er nu ikke imponeret af de fisk, de fanger. Det meste er småskravl, som i Danmark ville gå til minkfoder. De smager skam udmærket, men lad os sige, at nålepuden efterlader større indtryk end kødfylden.

Hos Psaropoulas kan man sidde på terrassen eller i strandkanten. Elsparepærerne givet et koldt og ikke særlig hyggeligt lys, men det er ikke usædvanligt sydpå – i Italien har vi også været på restauranter, der var oplyst som operationsstuer. Den ene tjener hos Psaropoula var lang, ranglet og flagrende. Han var opmærksom og havde humor, selv når der var allermest travlt.

De laver nogle forrygende gode friterede pakker af filodej. Fyldet kan være spinat og feta med et strejf af myntesmag, eller det kan være mild feta med bacon. Én forret til deling var rigeligt til os.

Det var på Psaropoula, at Helle smagte ged for første gang. Sidste år på Karpathos, jagtede vi ged på menukortene, men havde ikke heldet med os. Det havde vi på Leros.

Geden er langtidsstegt og smørmør, og tomatsaucen har et svagt og pikant pift af kanel. Man kan vælge forskelligt tilbehør: halvslatne pommes frites eller små pasta (vermincelli) på størrelse med maddiker. Ja, det sidste lyder jo ikke så appetitligt, men det er den mest præcise beskrivelse af størrelse og udseende af denne gode pasta.

De andre steder, vi spiste på Leros, var som regel også udmærkede, men vi syntes, at Psaropoula var lige en tak bedre.

Georges restaurant på Telendos

Under opholdet på Kalymnos kom vi især til at holde af Georges restaurant på Telendos’ havnepromenade. Vi tog færgen fra Myrties til Telendos klokken seks eller halv syv, og når vi havde set solnedgangen og nydt den blå time med en ouzo på Odyssei, slentrede vi hen til George.

George er vel omkring de 60, ca. 1,70 høj og kraftig. Han har buskede øjenbryn, en kødfuld næse og et hvalrosskæg, som næsten skjuler munden. Hvis det ikke var for hvalrosskæggets vippen og glimtet i de mørke øjne, ville man ikke kunne se, at han ofte smiler.

På menukortet sætter George ikke sit lys under en skæppe, og det har han såmænd heller ikke grund til, for maden er fremragende. George har arbejdet i både Amerika og Australien, men nu har han altså sit eget sted, hjemme på Telendos, og hans kone styrer køkkenet med suveræn hånd.

Den første aften bestilte jeg souvlaki (grillspyd med svinekød), og George spurgte, om jeg ville have pommes frites eller kartofler til. Jeg var træt af de slatne frites og sagde “kartofler” med glæde i stemmen. “Ah, normal people!” udbrød George og kastede et taknemmeligt blik op til Vorherre.

Da vi sagde godnat efter vores andet eller tredje besøg, og jeg tilføjede et: “Vi ses i morgen”, lyste George op og spurgte: “Kommer I igen i morgen?” “Ja, det regner jeg da med,” svarede jeg. George spurgte så ivrigt, om der ikke var noget specielt, han kunne lave til os? For eksempel white bait (en fisk)?

En djævel for i mig, og jeg spurgte, om han kunne lave ged? Det havde han nemlig ikke på kortet, og jeg sagde, at min kone var vild med ged. Jamen det var en aftale, sagde George og så glad ud.

Da vi kom dagen efter, fik vi et fad med en enorm portion ged. Mørkt og smørmørt kød med en dejlig tomatsauce. Tilbehøret var kartofler og sprødkogte broccoli og gulerødder. Restaurant Zorbas lidt længere henne af havnepromenaden havde skrevet gedestuvning på dagens menu-tavle, så mon ikke de og George har gjort fælles indkøb ved hyrden? Geden var fantastisk, om end der var nok til fire personer eller subsidiært to personer og 8 katte.

George havde mange andre lækre ting på menuen. Blandt forretterne var vi især begejstrede for de friterede røde pebre fyldt med hytteost, krydderier og små tomattern. Eller hvad med de friterede boller af spinat og feta? Forretterne var så rigelige, at vi (efter at have været der første gang) bad om at dele én.

Når vi sad mætte og gispede, og kattene havde fundet mere interaktive gæster, kom George gerne forbi med to kæmpeglas Metaxa og et par kopper græsk kaffe. Efter den første aften huskede han bare, at den ene skulle være med sukker og den anden uden. Dette traktement kom vel at mærke ikke på regningen.

En aften sad der et andet dansk stam-par ved et af bordene, og fyren bestilte Irish Coffee. Da vores Metaxa dalede ned fra de himmelske regioner, landede der også en pokal ved siden af hans irske kaffe.

Jeg kunne se, hvordan konen nærmest gispede efter vejret, og uden helt at høre, hvad der blev sagt, forestiller jeg mig, at det var noget i denne retning:

“Metaxa? Har du bestilt både irsk kaffe og Metaxa?”

Mandens kropssprog sagde fortvivlet (og begejstret!): “JAMEN, JAMEN…” med store bogstaver.

Overalt, hvor vi spiste ude, var prisniveauet særdeles rimeligt. Hvis man drak husets vin, løb regningen for to personer typisk op i 20 til 30 euro for to til tre retter.

Relateret:

• Nedtælling til Telendos (19.08.2010)
• Rejsebeskrivelser fra Leros og Telendos 2009 (25.10.2009)
• Ferie på Leros og Kalymnos (23.09.2008)