Efterlønnen som røgslør

’Dyr efterløn eller varig velfærd?’ spørger statsministeren i annoncer. Så er pseudofronten trukket op: Vælg mellem efterløn og velfærd.

Annonce med det falske valg – pseudoproblemet

Skærmen var forbløffende klar under statsministerens nytårstale, selvom han udlagde røgslør på røgslør. Der skal føres valgkamp på et pseudoproblem, nemlig efterlønnen.

Efterlønnen er dyr, og for hver 5, der forlader arbejdsmarkedet, er der kun 4 til at tage over. Derfor har vi ikke råd til at lade folk gå på efterløn og lave ingenting.

Sådan omtrent sagde Løkke, og helt uden selvironi sagde han også, at der er mange myter om efterlønnen. Befriet for statsministerens myter er virkeligheden vel, at:

  • Med ca. 170.000 arbejdsløse er velfærdsstatens problem hverken efterlønnen eller manglende hænder. Problemet er manglende jobs.
  • For hver 5, der forlader arbejdsmarkedet, er der ikke 4, men mindst 34.000 til at tage over, og alt tyder på, at det vil være sådan mange år endnu.
  • Hvis efterlønnen ikke eksisterede, ville der være ca. 120.000 flere arbejdsløse og førtidspensionister, så selv i klart vejr er det svært at se besparelsen.

Okay, jeg glemte VKO’s halvering af dagpengeperioden. Når de mange ekstra arbejdsløse efter to år ryger ud af dagpengesystemet og må sælge hus og hjem, bliver der selvfølgelig flere penge til velfærd.

Velfærd? Den Danske Ordbog definerer velfærd som:

”en persons el. gruppes sundhed, lykke og trivsel, især mht. materielle goder og social tryghed;”

Det er uklart, hvem statsministeren har i tankerne, når han taler om velfærd. Til gengæld er det klart, at efterlønnen bruges som røgslør. Valgkampens fokus skal væk fra den politik, der har gjort suppedasen så dyb.

Og nu skal vi høre på det ævl, indtil valget er overstået. Det er til at blive nedslidt af, men så er det da godt, at der ikke er så mange år til efterlønnen.

 

6 thoughts on “Efterlønnen som røgslør

  1. Stegemüller

    Personligt har jeg nærmest lukket af for politik! Det lykkes mig ved at undgå TV-aviser og at abonnere på Kristeligt Dagblad og her undlade at læse lederne. På den måde får man sat sig selv lidt uden for samfundet, men på en eller anden måde henslæber livet sig alligevel ganske godt! Jeg ved alligevel lidt om hvad der foregår takket være indlæg som dette.

    Svar
  2. Ellen

    Jeg gider ikke høre på valgkamp.
    Enhver valgkamp er ævl – hvis ikke man ved hvad man skal stemme på, bliver man da vist ikke klogere af valgkampssnak.
    Jeg gider heller ikke høre på efterlønsdebatter, blandt andet fordi jeg synes, at dem, der kæmper ivrigst for at ændre på efterlønnen, er dem, der i sin tid kæmpede lige så ivrigt for at få den indført. Det havde måske været anderledes, hvis man ikke havde siddet i opposition…
    Uanset hvad og hvorfor, gider jeg hverken spise valgflæsk eller høre mere omkring efterlønnen.
    Det er, uanset regeringsfarve, altid nemmest at være i opposition, for så har man helt gratis og uden ansvar brokkeretten på sin side.
    Mit råd: sluk for radio og tv og stem efter overbevisning, når der kommer valg. Politikeres snak – taget over en bred kam – frem til valget vil ikke være troværdig tale 🙂

    Svar
    1. Eric

      Nej, jeg gider heller ikke høre valgkamp. Valgkamp giver mig mental kvalme.

      Problemet er, at man skal gå i frivillig isolation for at slippe. Vejrudsigten er snart den eneste mediezone, som er fri for valgflæsk, for i nær fremtid der er næppe nogen, der som Jacob Haugaard tør love medvind på cykelstierne.

      Men det kommer nok.

      Svar
    1. Eric

      Når jeg ser Venstres (meget kostbare) annoncekampagne i dagbladene, er mit gæt, at valget kommer snart og formentlig i marts/april, medmindre regeringspartierne dykker endnu mere i meningsmålingerne.

      Først skal vi som nu tudes ørene fulde af erklæringer om efterlønnen, som er inderligt uinteressante, fordi Socialdemokratiet (og måske O, hvis de ikke kan købe indvandrerchikane) siger nej til at ændre på forliget fra 2006.

      Når de så har sagt nej, udskriver Løkke valg pga. “forligspartiernes manglende vilje til at tage et ansvar”.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *