Kan orkaner få noget i øjet? Dansk er en svær en #25

Det trækker op til storm, og det puster liv i rablende associationer over det danske sprog. Har orkaner fx øjekastevinde?

Øjekast er egentlig ret makabert, når vi ikke snakker om orkaner, men er et øjeblik så en slags kontaktlinse eller sikkerhedsudstyr i metalindustrien?

Hvis boldspillere har boldøje, må automekanikere vel have Fordøje og militærfolk fortøje, før de stormer. Søfolk derimod har havblik, selv når det stormer.

Hvis skræddere tager livmål, tager optikere vel øjemål, og vækkeuret er min øjenåbner.

Det er smertefuldt at have blink i øjet. Det ved jeg som gammel lystfisker, og det med at have en øjesten er også noget mærkeligt noget – det er da slemt nok at have sten i skoen.

Et gammelt ordsprog siger, at man ikke kan blæse og have mel i munden. Selvfølgelig kan man det, og hvem putter i øvrigt mel i munden? Det er da noget underligt sludder, men det er der så meget, der er.

Og nu er det min stormagt at holde mund og være vindstille, indtil stormen er afblæst.

10 thoughts on “Kan orkaner få noget i øjet? Dansk er en svær en #25

  1. Ellen

    Tak for et godt grin som afslutning på dagen 🙂 – var specielt begejstret for den med, at søfolk altid har havblik 😀
    Det lyder næsten for godt til at være ægte, men det er det, for vi har har faktisk både en øjesten og en tandsten i kommunen. Det er vel særdeles oplagt at få tildelt disse øgenavne, når man er døbt Steen og bliver hhv. optiker og tandlæge.

    Svar
  2. Inge

    Tak Eric, jeg er vild med dine ordlege.. der er sikkert et andet og meget finere ord for det, som jeg ikke kan stave til.. 🙂 Dansk er ikke nemt, men dine causerier sidder lige i øjet.. 🙂

    Svar
    1. Eric

      Nej, så skulle man da være opblæst! Men med med spøg til siden er det da godt, at stormen rammer på en søndag.

      Svar

Skriv et svar til Erik Hulegaard Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *