Begravelser og eftertanker

Begravelser gør mig altid tyndhudet og eftertænksom for en tid. Der er sorg i varierende grad, men også spørgsmål der melder sig. Hver gang.

Vi ved alle, at turen kommer til os. For nogen kommer døden som en befrielse, men for andre kommer den for tidligt – alt for tidligt.

Man må forvente, at de gamle dør, men mange af mine jævnaldrende eller yngre familiemedlemmer/venner/bekendte/kollegaer er døde lang tid før.

Det kommer som et chok hver gang. Når det sker, får jeg en rasende følelse af uretfærdighed, for der var så meget, han/hun endnu ikke …

Men livet er ikke et spil med regler om fair play. Nogle mennesker selvdestruerer på den ene eller anden måde, men ellers er utidig død bare en nitte i lotteriet. Ingen ved, hvornår taletidskortet udløber. Sådan er det bare.

Det må man indrette sig på. Der er ingen universalopskrift på hvordan, det vigtigste er bare at erkende, at turen kan komme til dig i morgen – også af hensyn til de efterladte.

Jeg mener ikke, at man skal gå rundt og leve, som om hver dag var den sidste – det giver i bedste fald kun overtræk på bankkontoen, men mange laller sgu’ rundt, som om de skal leve evigt.

Måske er det godt at spørge sig selv, hvad man ville fortryde, hvis … og hvad kan jeg så gøre ved det? Hvis man ikke ville fortryde noget, har man enten haft et godt liv, hvor intet er på venteliste, eller også mangler man fantasi. Det sidste er sandsynligt.

Det er frygtelig banalt, det jeg lige har skrevet, men det kommer alligevel på bloggen. Så kan jeg med god ret sige, at jeg også har været dødkedelig.

 

10 thoughts on “Begravelser og eftertanker

  1. Gitte

    Jeg kan gå ind til en tilfældig begravelse og blive helt knust. For mig handler det ikke om den døde, men dem der efterlades tilbage.

    For 2 år siden døde en kær veninde – hun var syg og tog imod døden på en værdig måde, men jeg savner hende stadig utroligt. Der er så mange ting jeg vil dele med hende!

    En ven sagde til mig forleden dag, at der ikke er noget der hedder uretfærdighed. Et provokerende, men interessant udsagn.

    Gitte – livetstrae.blogspot.com

    Svar
    1. Eric

      Hej Gitte.
      Ja, en begravelse er altid bevægende. Ikke kun pga. ritual, salmer osv., men også fordi man får endestationen helt tæt på.

      Retfærdighed er en menneskelig abstraktion, som de fleste synes om og derfor gerne vil projicere ud på livet i almindelighed. Men hverken det biologiske liv, dyr eller myrer kerer sig det mindste om retfærdighed. Liv og død har ingen moralske spilleregler.

      Jeg giver din ven ret, for så vidt alt det der ikke angår indretningen af vores samfund og vores måde at interagere på.

      Svar
  2. Deborah

    Det helt sikkert, at begravelser maner til eftertanke – hver gang for mig. Det har intet med alder at gøre, for ens tid kan uagtet alder være slut i morgen. Så hver eneste dag skal nydes.

    Det med tristhed og sorg, er rigtig svært. Jeg har været der, blandt andet da jeg mistede min mor alt “for tidligt” i en alder af kun 68 år. Hun nåede at have 2 mdr. hvor hun ikke arbejdede, og set i det lys var det dybt uretfærdigt.

    Dog tror jeg på, at vi er her lige præcis den tid, vi skal være, og at der er en mening med selv det der for os, er meningsløst. Men det er min overbevisning, og hver skal jo nå frem til deres. Ligeledes tror jeg fuldt og fast på, at de døde har det godt, hvor de kommer hen og smerten ved deres bortgang først og fremmest er vores.

    Svar
    1. Eric

      Tro eller ikke tro, mening eller meningsløshed – uanset hvad, er dagen, man har nydt, en fugl i hånden. 🙂

      Svar
  3. Erik Hulegaard

    “Karma og taletidskort til livet” er nok ikke den dårligste kombination for resten af dit liv. At have “et godt liv”, som du skriver, er bestemt ikke enhver forundt. Lad det fortsætte, bedst muligt, længst muligt for dig og fru Kronborg.

    Svar
    1. Eric

      Tak Erik, du får min stemme, hvis du stiller op til et eller andet, hvor jeg er stemmeberettiget 😉 Ellers må du nøjes med et velment “i lige måde”.

      Svar
  4. Ellen

    Det kan slet ikke undgås, at vi, der stadig er tilbage, reflekterer over både livet og døden, når vi har oplevet, at en, vi elsker – eller i hvert fald holder meget af – forlader denne verden.
    Vi taler om en uretfærdig død – men i modsætning til hvad? En retfærdig død?
    Uanset hvad, kommer den nogle gange alt for tidligt, og det har bestemt ikke altid noget at gøre med, hvorvidt vedkommende har levet sundt eller ej. Jeg har oplevet ikke kun stordrikkende storrygere blive ældgamle, men også sunde – faktisk ‘frelst’ sunde – få en hjernesvulst eller en blodprop og dø af disse enten på få måneder eller omgående, selv om de stadig var under 40-50 år.
    Det eneste, vi alle kan håbe er, at det må gå hurtigt, når det kommer – men det må gerne vente lidt endnu …

    Svar
    1. Eric

      Ja, det må gerne vente lidt endnu 🙂 Selvom jeg egentlig synes, at jeg har haft et godt liv, er jeg dog langt fra mæt, og der er mange “retter,” jeg endnu ikke har smagt. Så længe man har appetit, er der håb. Resten er karma.

      Svar
  5. Erik Hulegaard

    Døden er det eneste, som alle mennesker er fælles om at opleve på et tidspunkt. Den ultimative afslutning. For nogle en befrielse, for andre synes den at være det absolut modsatte og så er der et utal af varianter midt imellem disse yderpunkter.

    Et menneskes død giver de efterladte mulighed for refleksioner, der ikke sjældent medfører efterfølgende korrektioner af deres livsbaner. En slags ”Final Call” for ny orientering, måske sporskifte, måske resignation, men oftest udløses en reaktion!

    Blogejerens fintformede refleksioner aktualiseret af en nylig oplevelse er et godt bevis.

    Svar
    1. Eric

      Ja, sålænge turen ikke er kommet til en, er det en kontinuert proces. Eller burde være det, for vi har kun det ene taletidskort.

      Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *