Pas på, hvad du siger i udlandet

Tal aldrig for højt, selvom du er udenlands. Selv ved verdens ende kan der være folk, der forstår, og selvom de ikke gør, er du ikke lydløs.

Siciliansk fisk

Disse fisk fra markedet i Siracusa har kun ringe relevans for indholdet.

Vores lille tagterrasse her i Siracusa grænser op til et overdækket gangareal med indgangsdøre til to andre lejligheder. Terrassen afgrænses af en to meter høj jernlåge.

På lågen er monteret noget grønt stof, som skærmer os mod nysgerrige blikke, men der er da sprækker, man kan komme til at se igennem, og vi har nogle gange bemærket tre damer passere til/fra elevatoren.

Det er nydelige damer, jeg så dem også forleden hos Da Mariano. De har passeret den alder, hvor de fleste holder op med at farve håret yngre, og de taler ganske kultiveret. Det ved jeg, fordi de taler dansk og gør det så højt, at jeg nemt kan følge med. De er med sikkerhed ikke fra Vendsyssel, og geografisk vil jeg placere dem et sted på Sjælland for ikke at blive alt for præcis.

Stemmeføringen er som sagt lidet diskret, og da de ikke taler med den langsomhed, man bruger i selskab med en hørehæmmet, er jeg ret sikker på, at følgende ubevidste ræsonnement ligger til grund:

”De forstår mig ikke, ergo kan de ikke høre mig.”

Det kom klart til udtryk i går eftermiddags, hvor vi nærmede os gadedøren indefra, og den i det samme blev åbnet udefra. Ind træder damerne, og da de ser os, udbryder en af dem højt og tydeligt:

”Jamen, er det ikke dem …”

Måske trak den gode opdragelse i nødbremsen, eller måske var det mit brillantinesmil, der gjorde hende stum. Med telepatisk koordination undlod både Helle og jeg at sige ”buona sera” og passerede dem uden at antyde noget om vores nationalitet. Det var det høfligste, vi kunne gøre.

Nu tror jeg såmænd ikke, at hun ville have sagt andet end ”…som sidder på terrassen oppe på tredje,” men jeg vil alligevel vædde på, at hun ville blive flov, hvis hun vidste, at vi forstod, da hun højlydt omtalte os i tredje person.

Det er ikke første gang, vi oplever den slags, og næppe heller sidste. Mit råd er enkelt. Hvis du ikke kan skrue ned for volumen, og hvis du absolut  omtale folk i tredje person i deres nærvær, så sig for pokker noget smigrende. Dette blogindlæg var fx aldrig blevet til, hvis damen i stedet havde sagt:

”Jamen, er det ikke ham den flotte fyr …”

 

12 thoughts on “Pas på, hvad du siger i udlandet

  1. Stegemüller

    Når jeg er i udlandet, gør jeg alt for at skjule min nationalitet. Det indebærer at jeg taler dæmpet på restauranter mv. for jeg gider ikke at have at nogen ved, jeg er dansker.

    Det undrer mig såre, at damerne ikke tænkte sig yderligere om.

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Jeg vil ikke sige, at vi gør alt for at skjule vores nationalitet, men vi skilter ikke med den. Jeg tror, det er naturligt for de fleste at føre sig frem med diskretion, men det er et interessant (og undertiden pinligt) psykologisk fænomen, at nogen bliver højrøstede i udlandet, hvor “ingen” kan forstå dem.

      Svar
  2. Donald

    “Jammmen kære, er det ikke Dem, der sidder oppe på tredie sal? Hvordan går det! Har De hørt det sidste ny hjemmefra? Regeringen har næsten opdaget at den nyvalgte Franske præsident Hollande er socialt indstillet!”

    Jeg undrede mig over at du staver “Dem” med lille, jeg er jo fra en tid hvor man brugte tredie person flertal som tiltale til ældre mennesker. Min far’s generation tiltalte altid sin mor i en variant af tredie person, “vil Mor ikke med på en spadseretur?” eller hvad han nu sagde.

    Så netop damer med en ægte uforyngret frisure kunne tænkes at tiltale dig med “De” og “Dem”.

    Men jeg tror nu ikke, det hænger sådan sammen, jeg kender kun alt for godt “tror at ingen forstår” syndromet.

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Da fruen ikke kendte vores nationalitet, var det afgjort akkusativ af “de” og ikke “De”! Hvis det havde været en tiltale, burde hun vel også have sagt “jer,” da vi var to personer.

      Svar
  3. Ellen

    Hehe, du havde slet ikke kunnet lade være med at blære dig, hvis konen havde sagt sådan om dig 🙂
    Bortset fra det, har du selvfølgelig fuldkommen ret i dine betragtninger, og man bliver så flov på sine landsmænds vegne, når den slags opleves – hvad ‘den slags’ desværre gør på næsten hver rejse.
    Engang vi oplevede det samme i en londonsk tube, sagde jeg meget dæmpet til John: “Hvor er det synd, de hører så dårligt, så de er nødt til at tale så højt”.
    Det var en fornøjelse at se deres ansigtsudtryk …
    Det er specielt fjollet i en by sonm London at tro, at man ikke møder andre danskere, for det gør man mange gange om dagen. John og jeg giver os heller aldrig til kende 🙂

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Ja, det er udsøgt fjollet i en by som London, men som også Lars’ historie bekræfter, kan man aldrig vide sig sikker og gør bedst i at holde sin verbale sti ren, så at sige.

      Svar
  4. Lars

    I starten af 90´erne havde jeg en rigtig god oplevelse i Ungarn, hvor min familie og jaeg havde boet 14 dage på en campingplads, uden ret meget andet end russiske turister.
    Sidste dag skulle vi have brugt vores sidste Forinth, så jeg gik op til det meget lokale skur, hvori stod en ældre ungarnsk mutter og stegte pommesfritter!
    Jeg smed pengene på disken og pegede på pommesfritterne, og så pegede hun på sine små papbakker og trak på skuldrene…..
    Okay, jeg gik tilbage til campingvognen og fandt en opvaskebalje og traskede afsted igen….hun lyste op i et stort smil – bad mig om at sætte mig med en kold øl og vente – og så gik hun i gang med fritterne.
    Undervejs dukkede så en bus op fra Lyngby Turistfart – hvad de lavede der måtte guderne vide, for der var ikke mange vestlige turister i Ungarn ,så langt ude på landet, på det tidspunkt – og tre danskere kom hen til biksen for at handle.
    Jeg sad og drak min øl, mutter knoklede med pomserne, og det gik op for mine landsmænd, at de måtte vente til jeg havde fået mine kartofler.
    Der kom mange danske kommentarer om, hvordan Ungarerne spiste, om fritter i opvaskebaljer, om hvordan de godt kunne forstå Ungarerne blev overværgtige og andre kloge betragtninger….og mit klimaks i denne fortælling kom, da Mutter var færdig med at fylde opvaskebaljen med pomfritter, overrakte den til den ene dansker og pegede hen på mig – så han blev nødt til at servicere mig.
    Uden et ord overrakte han opvaskebaljen til mig, og så sagde jeg bare: “Mange tak skal du ha´- gider du lige aflevere flasken til Mutter?”
    Så vinkede jeg til Mutter og efterlod tre danskere med underkæberne i brysthøjde, og havde efterfølgende et rigtig hyggeligt måltid i campingvognen!

    Svar
  5. Madonnaen

    Haha…jamen, det var da helt sikkert netop dét udsagn, der var på vej:

    – Er det ikke dem fra oppe fra tredje, hvor manden ligner en græsk gud…..?;-))

    Svar

Skriv et svar til Eric Bentzen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.