Is indtager en særstilling i italiensk kultur. Alle spiser is, og med is overøser man børnene med kærlighed og skaber en livslang afhængighed.
Har man smagt italiensk is, ved man, at det er verdens bedste. Is er kunst, som fremstilles af de ypperste råvarer.
Sidst på eftermiddagen er der kø ved isbutikken, og dette rituelle mellemmåltid kan sagtens være den egentlige, men ikke anerkendte, årsag til, at italienerne spiser sen aftensmad.
En ting, man også bemærker i Italien, er den kærlighed, man uhæmmet øser ud over børnene. De kysses og krammes og nusles og pusles, og børnene finder sig i det hele, fordi belønningen venter. Man kan sige, at isen bryder isen.
Fra ungerne er ganske små, er de vilde med is, og et af de første ord, de lærer at sige med plagende tonefald, er garanteret ”gelato” [djelato], som is hedder hernede, hvor den smelter hurtigt.
På Isola del Gelato
Det er tirsdag aften, og vi nyder en aperitivo på terrassen foran Isola del Gelato, der, som navnet antyder, først og fremmest er en isbar. Vi får dog ikke is, men et glas kølig hvidvin ledsaget af sorte oliven og den slags lækkerier, som passer sig til siciliansk havudsigt.
Et hold bedsteforældre træder ind på scenen. Bedstefar holder en pode i hånden, og et endnu mindre familiemedlem følger efter i en klapvogn skubbet af en datter i stramme, sorte bukser. Poder af den førstnævnte størrelse har normalt begrænset ordforråd, men allerede på vej op ad trappen synger hun begejstret ”Gelaaato!”
Bedstefar og barnebarn forsvinder ind i butikken og kommer snart ud igen. Pigens ene hånd er stadig begravet i den store næve, der holder hende oppe, når hun ellers ville falde. Den anden holder fast om et kræmmerhus, og hele underansigtet er allerede sminket som Pjerrot.
Familien slår sig ned på terrassen. Bedstefar får den yngste på skødet, og kærligheden får frit løb med kys og med slubren, så man skulle tro, at den lille var lavet af gelato. Jeg spør’, om jeg må tage et billede, og bedstemor giver glad og stolt sin tilladelse.
Italienske børn virker mere harmoniske end danske, og de er afgjort ikke så højrøstede. Harmonien kan have mange sociologiske forklaringer, men jeg er sikker på, at is spiller en væsentlig rolle.
Det med at være knap så højrøstede går lige så stille over igen … specielt italienske kvinder kan være højrøstede på de forkerte steder 😉
Åh, det gælder såmænd ikke kun kvinder, eller for at være helt præcis: italienske kvinder. Men sandt er det, at når temperamentet slår gnister, giver det lydlige associationer om vildkatte i slagsmål.
Jeg tror, som Ellen, at de italienske børn er mindre højrystede på grund af et større samvær med forældrene, fordi kvinderne går hjemme og ikke som her er højproduktive på arbejdsmarkedet. Ikke fordi jeg ønsker de tider tilbage hvor mutter stod i kødgryderne dagen lang – men det er da en overvejelse værd.
Mums hvor ser den is dog lækker ud.
Det er godt, at du spørger før du tager et billede; det gør jeg som regel også, men der er simpelthen situationer, der bare må foreviges selv om man har fået et venligt “nej” 🙂
Se mit svar til Ellen – det er det, jeg med et bredt penselstrøg nævner som “mange sociologiske forklaringer”. Det er givetvis ret komplekst, og det er ikke nødvendigvis et gode at hænge i mors skørter dagen lang. Italienske mænd bliver jo også rask væk boende hjemme, til de er +30, hvilket igen har flere forklaringer.
Vi var på Isola del Gelato igen i går aftes, og som Helle lakonisk bemærkede, da vi så børnene guffe i sig: “Én ren jakke pr. is”.
Din Helle er en klog kone, og det er desværre ikke kun børn, der spiser is ‘med hele overkroppen’, så den med ‘en ren jakke pr. is’ er liiige ved at passe på udertegnede, når jeg jævnligt guffer mig i Nyhavn og Langeliniekajen.;-)
Dejlige billeder…..uhmmmm.:-)
Den kompliment viderebringer jeg med glæde, og så vil jeg i øvrigt sige, at har man problemer med is, skal man absolut passe på spaghetti!
Ja, der kan typer, som jeg, nemt få folk til at tro, man har ‘røde hunde’.;-)
Hej Eric!
Det er yderst sjældent, jeg kommenterer dine indlæg, men det skyldes primært, at jeg printer dem ud og læser dem på vej hjem fra arbejde.
Jeg må indrømme, at jeg ikke altid er lige enig med dig, men uinteressant bliver du s’gu aldrig. Og så vil jeg i øvrigt rose langt, langt hovedparten af din vennekreds, der med deres begavede og søde kommentarer gør det hele endnu mere værd at læse.
Keep up the good work/Weiter so
HM
Hej Henrik
Tak for den kommentar! Det glæder mig, at du ikke altid er enig. Nu er mit primære ærinde langt fra at provokere, men den dag, alle var enige, var bloggen blevet helt tandløs.
Hehe … siger en iselsker, tror jeg.
Jeg har lidt lidt på fornemmelsen, at grunden til de harmoniske børn (også) kunne være, at man giver sig mere tid til børnene i middelhavsområdet – og at kærligheden til dem er så åbenlys og grænseløs.
Helt enig. Lange ophold i daginstitution fremelsker nok “survival of the loudest”-opførslen. Til gengæld får danske børn så nok flere sociale kompetencer, og sådan kan man blive ved.
Modsat de fleste italienske børn oplever danske børn isvintre. Det er således svært at finde logikken i, at danske børn potentielt er mere højrøstede. 😉
De to illustrationer er FEDE. Det øverste i kalorie-relation, det nederste er en FED understregning af brødteksten. 😉
Det er selvfølgelig fordi, de danske isvintre tilsættes for lidt jordbær, chokolade, pistacie, skovbær, ananas osv. osv.
Trods rigelig is synes fedme at være et langt mindre problem her, end hvor Sundhedsstyrelsen og fedtafgiften hersker 😉