Om ukrudt og design

Mælkebøtte

Hvis væksten i samfundet stod mål med den seneste tids botaniske udvikling på mit fortov, var krisen afløst af overophedet tigerøkonomi.

Ukrudtets kickstart skyldes nok, at foråret endelig er kommet, selvom jeg hellere ville give regeringen skylden med al dens snak om netop kickstart og vækstpakker.

Jeg kunne ikke finde på flere gode undskyldninger. Ferien er omme, og man skal syd for Alperne for at finde bedre vejr, så jeg har renset fortov i dag.

Det indebar også amputation af de tentakler, som glubske vækster i havens reservat sender på mission for at indfange fodgængere, der uvidende om faren passerer uden for raftehegnet.

Jeg har siddet nogle timer på fortovet for at grave ukrudt op af revnerne og efterfølgende fejet, så alt ser præsentabelt ud og lever op til dydsiret parcelhusnorm.

Og nu fortæller ømheden i fingre og ryg mig, at jeg slet ikke er designet til den slags. Nej, jeg er designet til lænestole, middelhavsmad og ferie i lande, hvor oliventræerne trives.

Jeg har fx aldrig fået ondt i ryggen af at være på ferie, bortset fra den gang på Rhodos, hvor jeg forløftede mig på en kuffert, men det var jo heller ikke til at vide, at mokken havde fyldt sin bagage med guldbarrer.

Jeg har heller aldrig fået ømme fingre af at marinere en lammeculotte endsige stege og spise den, og det er godt, for ud over lænestolen er det nemlig programmet for resten af dagen.

Først vil jeg dog sidde lidt og planlægge marinaden i detaljer. Det er bedst at gøre det, man er designet til.

 

17 thoughts on “Om ukrudt og design

  1. Ellen

    Hehe. Det er nok ikke nu, jeg skal vade for meget rundt i, hvad vi i virkeligheden alle sammen er designet til, vel? 😉
    Du er en rigtig livsnyder, og det er dig vel undt … jeg synes heller ikke, disse somme tider lidt sure pligter er sjove, men min krop kan godt lide, at den bliver (grundigt) brugt en gang imellem 🙂

    Svar
    1. Eric

      Vad du bare, Ellen. Vi er heldigvis designet til mere end det, du har i tankerne, men med hensyn til kroppen er det vigtigt at skelne mellem brug og misbrug. 😉

      Svar
  2. Jørgen

    Det med fortov leder tanken hen på effekten af første indedørs gymnastiktime for mange år siden. Mon ikke vi – generelt set – gør for lidt af det vi er designet til? For nu at tage det modsatte standpunkt. Enkeltbilletten kræver dog vi træffer gode beslutninger.

    Svar
    1. Eric

      Enkeltbilletten kræver gode beslutninger, hvis man skal undgå utilfredshed på rejsen. Imidlertid sker det ofte, at omstændighedernes spil (skæbnen, om man vil) eller uoverlagte handlinger tvinger folk til adfærd, de ikke var designet til. Vi skulle fx aldrig have købt en hjørnegrund 😉

      Svar
  3. Anne Folehave

    Kan kun give mit positve besyv med, til det med enkeltbillette og designet. Ondt i ryggen, jo det hænder, for mig dog mest ved for meget stillesidning.
    Glædeligsolskinssøndag.

    Svar
    1. Eric

      Tak Anne, i lige måde. Skulle du en dag føle, at du har siddet for længe, er du hjerteligt velkommen her på fortovet. 😉

      Svar
    1. Eric

      Netop. Alt det der med fleksibilitet og forandringsparathed er meget godt, men det kan også gå over gevind. 😉

      Svar
  4. Inge

    Du har så meget ret, vi skal gøre det vi er designet til… Og det har intet med hverken fliserensning eller havearbejde at gøre.. 🙂

    Svar
  5. Stegemüller

    Jeg vil udtrykke det sådan at du kære Eric er en rigtig ‘levemand’ uden at jeg helt ved, hvad det betyder; men jeg forestiller mig, at det er en der er rigtig dygtig til at leve livet og at finde alle de dejligste ting i livet og så nyde dem i fulde drag. Der kan du noget, som ikke er alle forundt. Selv levemænd må rense fortov en gang i mellem, men jeg er sikker på at du og Helle vil trøste hinanden med et godt glad rødvin til en udsøgt middag, der er tilberedt med kærlighed og sans for detaljer.

    Apropos politik: Jeg tror, jeg stemmer på liste Ø næste gang, efter at jeg i mange år har stemt på liste A. De seneste to forlig om SU og kontanthjælp har taget de sidste illusioner fra mig. Jeg kan ikke indse, hvorfor det er de fattigste, der skal finansiere gildet og de 150.000 nye arbejdspladser i 2020.

    Svar
    1. Eric

      Livet er en enkeltbillet, hvor man ikke kender det sidste stoppested. Skam få den, der ikke nyder rejsen, mens den varer.

      Svar
  6. Henny Stewart

    Jeg vil nu ikke helt udelukke, at al den snak om at tage fra de fattige og give til de rige kan virke som gødning på ukrudt. Det er jo en form for – “manure”.

    Jeg synes, det er klogt at holde sig til det, man er designet til. Det vil jeg også, så vidt muligt.

    Svar
    1. Eric

      Kan hænde du har ret. Politik kan jo gøde jorden for så meget, så hvorfor ikke ukrudt? Regeringen synes designet til kamikazepolitik.

      Svar

Skriv et svar til Anne Folehave Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *