Jeg benyttede den internationale kampdag til at tage tidligt fri og gå til kamp mod det imperialistiske monopolmorads i forhaven.
Små iværksætterplanter fusionerer og vokser sig store på bekostning af den oprindelige beplantning, og som finanskapitalen er de tøjlesløst grådige, hvis ikke nogen griber regulerende ind.
”Nogen” er i denne forbindelse mig, og med forhavens klare paralleller til klassesamfundet syntes 1. maj velvalgt til at gå til kamp mod imperialistplanterne og undsætte den undertrykte urbeplantning.
Så jeg savede og klippede udbyttebuske til rode med sav, ørnenæb og saks, så jeg nu knap kan trykke ENTER med højrehånden. Det værste var ikke roserne, der ellers kan svirpe med halen som en pigrokke, nej det værste var berberissene.
Berberis har Fanden skabt, for med rendyrket botanisk ondskab har de plantet sig selv i min have og bevæbnet sig med tusinder af sylespidse torne som privat vagtværn.
Her skal haveaffald ud som storskrald i klare plastiksække, men hvis man prøver at stoppe en imperialistisk berberis i en plastiksæk, bliver sækken skåret i strimler.
Så berberis og roser skal nærmest klippes til savsmuld, og bagefter skal der fejes omhyggeligt, for denne matrikel betrædes af bløde kattepoter.
Jeg holdt ikke tale, nej det var en indædt kampens dag, og jeg vil ikke høre ros. For ingen roser uden torne, og dem har jeg sgu’ mærket rigeligt til i dag.
Kun en tåbe fygter ikke haven.. Godt kæmpet Eric.. 🙂
Nmlig Inge, vi må stå sammen mod planteimperialisterne, og enhver er velkommen til at komme forbi og solidarisk nakke en berberis!
Berberis har fanden skabt. Da min søster fik sit første barn, inviterede hun til et familieprojekt Udryddelse af berberishæk. Det var bogstavelig talt et helvede at fjerne 20-25 store berberis, men vi kunne alle forstå, at hun ikke ville turde lade et lille barn løbe frit rundt i den have.
Vi brændte dem af, men det må man jo ikke i dag – heller ikke i Ålborg, formoder jeg?
Nej, nej, strengt verboten.
Tillykke med sejren! Vi er forskånet for Berberis her på matriklen, men jeg har hørt om den fra andre; skrækkelige historier – den ene efter den anden.
Tak Gowings, jeg slikker mine sår. Sålænge der findes berberis, burde man knap bekymre sig om kamphunde endsige bjørneklo.
Var der nogle af de kønne planter, der buhede af magthaverne?
Der var bred botanisk begejstring over snylternes detronisering. 🙂
Så flot. Sikkert en nødvendig indgriben. Der er altid nogle, som trænger sig umådeholdent på. Ned med dem, du har virkelig fortjent lidt ros her fra.
Av! En torn … Men ja, ned med snylteplanterne, og hvis regneringen kommer denne vej, kan den også få en tur med ørnenæbet.
Årh nej hvor har du dog arbejdet på det, der for mange er en fridag. Det lyder slet ikke rart med alle de berberis (nogen fordele er der da ved at bo i lejlighed) – god du fik dem tæmmet. Det glæder mig også at se, at du tager hensyn til Tot midt i det hele.
Arbejdet? Jeg har kæmpet, har jeg, omend det nok er at gå for vidt at kalde forhavens urbevoksning for sultens slavehær. 😉