Krise, krise, krise og hvad bliver det næste?

Hold kæft, hvor er jeg træt af at høre om krise og på hykleriske politikere, der farer frem som velfærdspyromaner.

Krise, krise, krise! Er jeg den eneste, der zapper væk, når Moster Frederiksen toner frem og salvelsesfuldt prædiker moral? Eller når SMS-bissen docerer ”nødvendighedens politik”?

Alle som én er enige om, at hvis der skal gang i hjulene, skal der gang i forbruget, men forbrugerne er gået i flyverskjul, og er det så mærkeligt?

Den latterlige yoyo-politik med at indføre afgifter og fjerne dem året efter skaber vel ikke decideret utryghed, men er et klart eksempel på politikernes uforudsigelighed.

Værre for tilliden er velfærdspyromanien: efterløn, pension, dagpenge, kontanthjælp, fleksjob, SU osv. KL angriber seniorjobs, og med lærer- og lægekonflikten er der lagt i kakkelovnen for offentligt ansatte.

Og hvad er alternativet? I oppositionen taler Saxo Banks politiske skødehund i tunger om et liberalt Shangri LA med nanostat, mens Løkke siger, at ”vi må skære ind til bundlinjen”. (Normalt skærer man ind til benet, men politikere har en velkendt svaghed for ben.)

Dagligt kan man læse om de mange, som forlader dagpengesystemet for med egen ruin at redde landets økonomi, og politikerne taler fortsat om at øge arbejdsudbuddet, selvom det efterhånden er gået op for de fleste, at det betyder at øge arbejdsløsheden.

Det er skam for at sikre velfærden alt sammen. Det er nødvendighedens politik, siger politikerne.

Måske, men hvad man end mener om reformiveren, forstærker det utrygheden, at politikerne hele tiden ændrer på forudsætningerne for vores fremtid, og at man ikke kan tro dem over en dørtærskel.

Enhver må jo tænke: ”Hvad bliver det næste?” og så graver de fleste forbrugertilliden ned sammen med sølvtøjet.

 

12 thoughts on “Krise, krise, krise og hvad bliver det næste?

  1. Farmer

    “Krise er, når vi skal spare en lille smule på noget, som vore bedsteforældre end ikke kendte til eksistensen af.” (Vistnok Jesper Klein engang i fattigfirserne, hvor vi også havde det skidegodt.)

    Som Gowings skriver er det embedsmændene, som styrer, og de er jo altid bekymrede og stræbe blot efter at balancen stemmer lodret og vandret hver aften, hvis de da ikke tilhører gruppen, som tager deres fagpolitiske holdning med på arbejde.

    Det er svært et styre politisk mod større forbrug, idet styringsmekanismen “Renteniveauet” ikke fungerer ved det nuværende lave renteniveau.
    Det er som med franskbrødet til 27,-, som pt. indeholder for 82 øre hvede: Det er ret ligegyldigt om interbankrenten/diskontoen sænkes fra 0.85 % til 0,65% når bankens kassekreditrente er mellem 6 og 12 procent og Quicklån løber over 20 %.

    Det har langt stærkere påvirkning, hvorledes kreditintstitutionernes udvikling i rentemarginaler og gebyrer vil forløbe fremadrettet, og den udvikling følger ikke lærerbøgerne og den sunde fornuft. Er vel nærmest omvendt proportional med den politisk ønskelige udvikling.
    Derfor er der frygt for fremtiden økonomisk set.

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Renter og den slags betyder selvfølgelig noget, men frygtens eller usikkerhedens psykologi tror jeg er meget afgørende for forbrugertilliden, og i den sammenhæng betyder politikernes signaler en hel del. Det er ikke bare de ting, de vedtager, det er i høj grad også de ting, de undlader at gøre noget ved.

      Svar
  2. Ellen

    Jeg kan egentlig kun være enig med dig, men krisen er der flere steder, selv om jeg også har temmelig svært ved at få øje på den – når jeg taler med min datter og svigersøn, er det præcis de samme ‘dogmer’ der bliver hevet frem (og tilbage) i England. Vi regner ikke middelhavslandene med i denne formel 😉
    Vi skal have øget forbruget – der er masser af penge hos folk. De bruger dem bare ikke (fordi de tror der er krise, og de derfor er nødt til at gemme de penge til de dårligere tider, der i virkeligheden er der nu), og da de alligevel ikke har så mange af dem, at det kan betale for deres egen alderdom, er det bare med at få dem brugt.

    Svar
    1. Eric

      Præcis. Generelt (med undtagelser, naturligvis) bugner kistebunden, men folk er utrygge. Når man frygter stormens komme, reber man sejlene.

      Svar
  3. Henny Stewart

    Jeg har også svært ved at få øje på andre kriser end dem, der skabes af politikeres flossede moral. Efterhånden tror jeg, de agerer efter diktat udefra. Det er i hvert fald ikke fornuft, der dikterer deres politik.

    Svar
  4. Gowings

    Problemet er vel at politikerne er hørt op med at være politikere og er overgået til at være administratorer. En, formentlig, naturlig konsekvens af den generelle samfundsudvikling – der er kun en måde at gøre tingene på. Dette bestyrker mig i at embedsværket er blevet alt for magtfuldt, uden at man egentlig kan laste dem, idet politikerne selv har ført an i den udvikling. Det ser godt nok trist ud, og man må efterhånden tro at S og SF, og måske også snart R, er kommet til den konklusion, at der ikke bliver nogen næste gang, men at de kæmper for renommeet, der skal give dem ret på den lange bane – men helt ærligt, hvem udenfor Christiansborg og bestyrelseslokalerne tror efterhånden på det?…

    Svar
    1. Eric

      Måske har du ret i det med embedsværket, jeg ved snart ikke, hvad man skal tro. S og SF’s politiske dødsdrift er en gåde, medmindre de er som besætningen på broen, der tror sig på ret kurs, selvom skibet styrer direkte mod revet, og den menige besætning er på vej i bådene.

      Svar

Skriv et svar til Henny Stewart Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *