En ny spisekrog på nettet: God mad

Som om der ikke var nok at vedligeholde, har jeg lavet en blog med madopskrifter og madoplevelser og er flabet nok til at kalde den ’God mad’.

God mad

Gennem årene er det blevet til nogle få madopskrifter på denne blog, og i forhold til deres beskedne antal har de fået relativt mange besøg.

Det skyldes sikkert, at der søges meget mere efter madopskrifter, end hvad jeg ellers serverer. Nettet er blevet den helt store kogebog.

Jeg ville egentlig gerne skrive mere om mad og opskrifter på ”Dette og hint,” men det kunne hurtigt gøre bloggen til en gang tematisk biksemad. Derfor besluttede jeg at lave en ny blog, God mad, som kun skal handle om mad.

Guderne skal vide, at der er madblogge nok, men nu har jeg altså også lavet en og endda med det prætentiøse navn ”God mad”.

Der er ikke gået stjernekokke tabt i os, men kan et af vores indlæg inspirere nogen og afværge salget af bare én dybfrosset pizza, har vi gjort verden til et bedre sted.

Jeg har ingen ambitioner om at konkurrere med de hel- og halvprofessionelle madbloggere, hvor forfatterne dæleme må stå i køkkenet den halve dag (mindst!) for at producere al den mad, de skriver om.

Nej, det bliver bare vores lille spisekrog, hvor jeg i fremtiden sikkert også vil skrive mere om de madoplevelser, vi får på vores rejser.

Så gik nogle af juledagene med det, og i morgen starter hverdagene. Dem alle to.

/Eric

15 thoughts on “En ny spisekrog på nettet: God mad

  1. Jørgen

    Det er en god ide med God mad og jeg skal nok sørge for at læse med – og måske handle efterfølgende. I alle tilfælde har jeg bestemt at jeg en dag skal lave jeres juleaftensdessert, men dog ikke juleaften.
    Det hører til de absolutte undtagelser at frosstpizzaer købes her, men det er skeet. I alle tilfælde – med en enkelt undtagelse – har det medført en dårlig madoplevelse. Vi har en glimrende opskrift på pizza her, som har fungeret fint i mange herrens år.

    Svar
  2. Inge

    spændende og tillykke med din nye blog, mon Hasse finder dig når han surfer rundt og leder efter gode madopskrifter.

    Svar
    1. Eric

      Tak Inge. Hasse finder næppe opskrifterne foreløbig. Google og andre søgemaskiner putter gerne nye websteder i “sandkasse” nogle måneder, til de har vist, at de ikke har ondt i sinde; men måske slipper God mad med en kort karantæne grundet tilhørsforholdet. 😉

      Svar
  3. Henny Stewart

    Tillykke med den nye blog, bless her and all who sail in her. Samtidig skal jeg ikke afsløre, hvad jeg spiste til middag den 24. december. 😉

    Svar
  4. Ellen

    God ide, og filosofien bag den nye blog kan jeg godt lide! (Hvis du kan afværge salget af … osv.)
    Ja, der er masser af mad at finde i cyberspace, men det er altså også dejligt at kunne blive inspireret til nyt på denne nemme måde fremfor altid at skulle ønske sig nye bøger, som man (=jeg) alligevel aldrig brugte mere end nogle ganske få af opskrifterne fra.

    Svar
    1. Eric

      Jeg plejer at sige, at med Internet var der endelig et medie, der egnede sig bedre for skak end for fodbold. Det samme kan man sige om madinspiration. Vi har mange kogebøger, men når der endelig slås op i en, er det som regel Frøken Jensen. 🙂

      Svar
  5. Stegemüller

    Tillykke med den nye blog, den glæder jeg mig til at følge, man bliver sulten bare af at se på billederne! Jeg ville derfor også straks tilføje den til min feedreader Sage, men når jeg prøver, finder jeg kun et feed på kommentarerne/kommentaren, men jeg vil jo gerne have en RSS til *hele* bloggen. Gør jeg noget forkert?

    Svar
    1. Eric

      Nej, du gjorde ikke noget forkert, og mange tak for at du gjorde opmærksom på problemet. Der var gået et eller andet galt med Googles Feedburner, og indtil jeg finder ud af, hvad det var, har jeg deaktiveret Feedburner, og tingene skulle virke nu.

      Pyh, hvor er der meget at holde styr på med en ny blog, nyt tema og så de plugins, der skal bringes til at virke …

      Svar
      1. Stegemüller

        Tak for dit svar Eric. Jeg prøvede lige igen, men der er nu stadig kun den RSS med kommentarerne. Jeg ser ofte den med kommentarerne hos andre bloggere, men så er den altid ledsaget af den rigtige RSS til selve indholdet. “Sage” plejer at virke fint, så jeg tror ikke, det er der, hunden ligger begravet.

        Svar
        1. Eric

          Jeg kender ikke Sage, men når jeg klikker på “RSS af indlæg” under META i højre spalte, åbner http://mad.sitestory.dk/feed/ med et helt normalt feed-udseende, og jeg havde ingen problemer med SharpReader – det kunne fint finde feed’et, da jeg indsatte bloggens URL. Måske er det bare et cache-problem, som kan løses ved at genindlæse siden (tryk F5).

          Ellers har du måske mulighed for at indsætte feed’ets adresse, http://mad.sitestory.dk/feed/, direkte i Sage.

          Svar
          1. Stegemüller

            Mange tak. CTRL F5 gjorde tricket, så nu er du på listen.

            Sikke mange spændende sager, du allerede har – og så med appetitvækkende billeder.

            Jeg har det ligesom Ellen, jeg har en pokkers masse kogebøger, som jeg aldrig bruger (bortset fra Frøken Jensen). Det er meget nemmere at Google sig frem til mange varianter af et eller andet. Når det så er fundet, hiver jeg det frem på iPadden og tager den med ud i køkkenet.

            Svar
            1. Eric

              “Når det så er fundet, hiver jeg det frem på iPadden og tager den med ud i køkkenet.”

              En variation af diner transportable 🙂

              Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *