Jeg tog til byen med den defekte billedfremviser og købte ny mobiltelefon på en time.
Helle har købt en fotoramme til at vise billeder. Det var den sidste, de havde i butikken, for fotorammer er fortidsteknologi, nu hvor folk bruger tablets, som kan navigere en ubåd og sende koordinaterne til vennerne på Facebook med et: ”Er her: Torpedorummet”.
Men den skulle altså bare kunne vise billeder, det gjorde den fint, og Helle var glad. Indtil der kom lodrette striber på skærmen.
Det så jo ikke godt ud, så i formiddags tog jeg bussen til byen for at klage. Bussen kom med 4 minutters forsinkelse, men chaufføren hilste venligt, da jeg købte kontantbillet.
Kontanter er også fortidsteknologi, men er meget driftssikre. Det er uhyre sjældent, at kontanter ikke virker – bare man holder sig fra piratkopier.
Den unge mand i computerbiksen var venlig og grundig, men formåede ikke at få striber på skærmen, ikke én, så vi blev enige om, at hvis striberne vender tilbage, tager jeg et billede af et billede.
Når jeg nu var i centrum, kunne jeg lige så godt købe en ny mobiltelefon. Højttaleren på den gamle har det skidt, og jeg kan næsten ikke høre, hvad folk siger. Det kan bestemt have sine fordele, men ikke altid.
Fona havde 2 fortidsteknologiske kandidater: En til 199 kr. og en til 179. Den til 179 så bedst ud, fordi tasterne kunne betjenes med en finger uden at bruge stoppenål. Et skilt med bittesmå bogstaver fortalte, at batteriet har lang levetid. Fint!
Det tog tid at indfange en ekspedient, men det lykkedes. Den unge mand frarådede straks de to telefoner, jeg havde kig på – de havde alt for mange problemer med batteriet.
Jeg spurgte, hvorfor der så stod det med lang levetid? Det svarede han ikke på, men han sendte mig et såret blik, så jeg næsten fik dårlig samvittighed.
”Var det ikke noget med en smartphone?” spurgte han, og da jeg lakonisk svarede ”Nej,” anbefalede han en nyere fortids-Nokia til 499 kr. ”Den er også pænere end de andre,” sagde han.
For min skyld kan en telefon være polkaprikket, bare den virker, men jeg kommenterede ikke. Han passede jo bare sit arbejde.
Tasterne havde en rimelig størrelse, og telefonen var ikke for stor, så jeg sagde: ”Den tager jeg.”
Han spurgte så, hvilket abonnement jeg ville ha’?
”Jeg skal ikke ha’ noget abonnement,” svarede jeg.
Han forklarede, at det sådan set er ”3”, der sælger telefonerne i Fona, og at der derfor følger abonnement med. Det billigste kostede vist 99 kr. om måneden.
Helt uden at indlede med ”Unge mand” fik jeg formidlet, at jeg ringer og SMS’er for ca. 10 kr. om måneden. Det var et slag i hans mentale solar plexus, men da han genvandt bevidstheden, sagde han, at jeg bare kunne sige abonnementet op med det samme.
Jeg sagde, at hvis jeg ikke kunne købe uden abonnement, kunne det være det samme, og at jeg beklagede ulejligheden.
Nu viste den unge mand handlekraft. Hvis jeg kunne vente måske 10 minutter, ville han finde ud af, om jeg kunne købe telefonen uden abonnement.
Max 2 minutter efter var han tilbage, forpustet. Det kunne godt lade sig gøre, og jeg fik æsken med telefonen trykket i hånden. De er sikkert glade for at slippe af med fortidsteknologien.
Jeg fangede en bus i sidste minut, før billetten udløb, og sendte den forsinkede chauffør på udturen en venlig tanke.
Nu er mobilen opladet. Den er fra den nyere fortid og kan navigere på Internet og sikkert også finde vej under Nordpolen, men hvad skal jeg med det?
Datatrafik koster agterspidsen af en ubåd, og jeg skal bare ha’ en livline til en tier om måneden.
/Eric
Godt nok fik jeg en smartphone for et år siden, men jeg bruger det ikke. Jeg skal bare kunne ringe, sende og modtage sms. Er der ikke et vis forbrug på de sidste 3 mdr. Trækker de 10,- kr om måneden. Jeg har dog valgt at betale 29,- kr om måneden, så ringer jeg ‘gratis’ til ungerne og Allan og min gamle mor.
Nemlig, man må gøre op med sig selv, hvad behovet er. Skal man bare ringe, er der også meget at spare i forhold til fastnettelefonens grådige gebyrer.
Sikken en traumatisk oplevelse. Sidste gang jeg købte mobiltelf. købte jeg en Nokia C1 for 100 kr. uden abonnement, det gik egentlig rimeligt hurtigt. Men måneden efter fik jeg en Nokia C2 med MMS og Internet af min søn og så måtte jeg skifte. Joda, den kan læse “sitestory” og dax2 mv. men det er nu ikke særlig sjovt at rode rundt på den slags websites på så lille en skærm. 🙂
På “arbejde” (som kasserer i en forening) blev jeg bogstavelig talt skældt ud for ikke at være med på mobil-trenden fordi det skulle man jo, så havde man en kalender og glemmer ikke møder og så’n. 😉
Hehe, en telefon kurerer ikke glemsomhed. Måske var det traumatisk for ekspedienten, jeg havde helt ondt af ham. 😉
Faktisk ærgrer jeg mig over at jeg ikke fastholdt mit abonnement, der ikke kostede andet end opringningerne. I stedet betaler jeg for meget for muligheder jeg ikke bruger. Jeg forstår dig med andre ord fint. Heldigvis har fruen endnu et abonnement, der koster 10 kr. i kvartalet i opringninger. Måske bliver jeg engang glad for mulighederne i smartfonen, men en usmartfon er nu smartere.
I øvrigt er jeg ganske enig i at det er usmart at se hvorledes mange fravælger at være tilstede hvor de nu er. Især synes jeg ikke om at se mødre med barnevogne og smartfoner uden kontakt med med den glade unge i vognen. Trist og tåbeligt.
Telefoner (smarte eller ej) tager nemt magten og er for mange vigtigere end den person, de fører en samtale med face to face. Jeg husker med varme receptionisten på et hotel i Tallinn, som lod telefonerne kime, mens hun betjente mig ved skranken. Da hun mente, at vi var færdige, spurgte hun høfligt, om det var i orden at tage telefonen nu.
Jeg er på smartphone nr. 2, og nu er jeg overbevist om deres fortræffelighed. Nr. 1 var en MotoRazr, og den var sådan set fin til at gå på nettet med, sende sms, tage fotos og film. Den var bare skrækkelig at snakke i, så jeg havde samtidig en klap-sammen Motorola, som udelukkende var til at snakke i. Nr. 2 er en Samsung Galaxy 5, og den kan det hele. Den er jeg ret begejstret for. Du kan tro, at den er et kærkomment bidrag til underholdningen i bus 71 fra Pandrup til Hjørring. Det er ellers en tur, der kan trække tænder ud. Men den lille Samsung er både en fortræffelig telefon og en minicomputer. Skøøøønt! Samtidig har jeg indkøbt en Doro, som nu er vores hjemmetelefon. Den står altid i sin lader, kan ikke meget andet end snakkes i, men den er afløseren for vores fastnettelefon, som vi godt nok afskaffede i 2008, fordi abonnementet var alt for dyrt. Samtidig har vi (jeg) savnet en telefon, som man kunne ringe til, og som helt sikkert var tændt og på altid. Folk griner ad Doro telefoner, fordi de har de her store taster, men faktisk er det en fiks lille sag, den er mindre end min Samsung. Tillykke med nyanskaffelsen. Jeg tror, du ville blive hooked, hvis du fik en smartphone. Men man kan selvfølgelig ikke betjene den så godt, mens man cykler …
Se mit svar til Ellen 🙂
Nårh, Eric 😉
Jeg vil ellers vove den påstand, at når du først har fået en smartfon, går det lige som med opvaskemaskiner: Man kan ikke forstå, at man har kunnet undvære en – men jeg kan da godt se, at en forskel på 89 kroner også er en slags penge. Fordelen ved 3 er, at det koster det samme i næsten hele Europa, både for at tale og for at gå på nettet, så du vil gratis kunne bruge din telefon som hotspot til pc eller iPad anywhere, hvilket jeg synes er ret smart.
Frankly, det siger mig ikke en skid at surfe på en møgskærmstørrelse, og jeg får ikke abstinenser, fordi jeg er hjemmefra et par timer. Jeg havde brug for en erstatning for livlinen, og det er det. Smartphone-halløj er måske nice to have, men mit hjerte banker i samme takt uden, og når jeg er væk fra computeren hjemme, vil jeg hellere betragte verden end en miniskærm.
Nogle gange, når man går rundt i byen, er det helt surrealistisk at se alle andre med snuden i displayet i stedet for verdenen, som er her og lige nu.
Tillykke med nyerhvervelsen!
Du har fuldstændig ret i det med, at nogle telefoner skal betjenes med en knappenål. På min iPhone er tasterne OK, men når jeg skal sende en SMS, kommer der et mikroskopisk tastatur frem, og det er næsten umuligt at skrive noget som helst fornuftigt.
En gang drømte jeg også om en billedfremviser (eller hvad de nu hedder), for jeg syntes, de var ret hyggelig at have stående, men ganske rigtigt: de blev overhalet indenom af diverse tablets.
Jeg har det fint med den reducerede funktionskapacitet, og fotorammen kører p.t. uden striber, så der er ro og lykke i det lille hjem. 🙂