Valgkampsallergi

Jeg er allergisk over for valgkamp og levebrødspolitikere. Mentalt får jeg røde og blå knopper, og høfebermedicinen hjælper ikke.

Valgløfter

Valgløfter

Jeg gør, hvad jeg kan for at undgå valgkampen, men den er så respektfuld som en telefonsælger og møver sig ind overalt.

For at sortere nyhedsstrømmen er man også nødt til at skimme overskrifterne, så man slipper ikke 100 %. Nemmere er det med valgtryksagerne, der ryger direkte i containeren og med ironisk respekt for miljøet måske genbruges som toiletpapir.

Det er trist, at man kan føle en sådan lede ved politikere. Bevares, jeg respekterer nogle få, men ellers kan årsagerne vel koges ned til, at de konsekvent kalder forringelser for reformer.

Det illustrerer så glimrende deres respekt for vores åndsevner. Som om sproglig glasur kan vende virkeligheden på hovedet.

Det er nok kernen i min lede ved valgkamp; at så mange politikere uden blusel forsøger at bilde mig noget ind, som de end ikke selv tror på. Jeg kan da huske, hvad de har gjort, og en valgkamp får mig ikke til at glemme.

Der er sikkert politikere, som går til valg med ydmyghed og visioner, men det er meget sjældent dem, der svinger taktstokken, når partierne udmønter deres politik i praksis.

Nå, men heldigvis er det snart overstået, og så kan det være, at man igen kan sige: ”Hvad er alternativet?” uden at blive misforstået.

Jeg skal nok sætte mit kryds, men valgkampen får ingen indflydelse. Jeg ved jo også knap, hvad de har snakket om, udover at det vist var noget med issylpolitik.

/Eric

12 thoughts on “Valgkampsallergi

  1. Ellen

    Jeg forstår altså ikke helt, hvorfor det at brevstemme skulle ændre noget på, at valgkampen “møver sig ind overalt”, som du siger. Jeg har set flere steder, at “så kan man da bare brevstemme” …
    Hvis man ved, hvad man vil stemme på, kan man med sindsro lade være med at åbne for tv i hele perioden – brevstemme eller ej.
    Og hvis man ikke ved, hvor man vil sætte sit kryds, kan man også med sindsro lade være med at åbne for tv i hele perioden og i stedet se lidt på, hvad de forskellige står for uden for tiden lige op til et valg 😉
    Noget helt andet er, at jeg synes, at medierne/journalisterne faktisk er endnu værre end politikerne … de (journalisterne) har somme tider en direkte usmagelig måde at opføre sig på og det hele er kørt op i én stor hype af tv. (Jeg kan nemlig (heller) ikke helt undgå valgkampen, for John vil gerne se den).

    Svar
    1. Eric

      Det med journalisterne har du sikkert ret i. Tendensen er jo klart, at alt helst skal være breaking news og iscenesættes som noget stort.

      Svar
  2. Jørgen

    Handling slår alt.
    Jeg kan ej heller udholde valgkampens særprægede kommunikationsform. Heldigvis har jeg brevstemt og kan derfor bekvemt slå valgkampen fra.
    Faktisk overvejer jeg af og til at sætte mig med papir og blyant og gøre notater om kommunikationsprocessen, men jeg synes faktisk det er så synd for mig at skulle det, at det hidtil ikke er blevet til noget.
    Der er nogle få politikere jeg godt gider høre på, men … hvor er det en trist forestilling.

    Svar
    1. Eric

      Ja, man kan undre sig over, at kommunikationsrådgiverne ikke kan skole politikerne bedre, men måske er de ofre for deres eget spin.

      Jeg overvejede at brevstemme, men der er længere til borgerservice end valgstedet.

      Svar
  3. Nina

    Hej Eric – Jeg har først lige fået øjnene op for dit arbejde i blogland, takket være den kommentar du lagde på min blog. Jeg reagerer på samme måde når politikerne går i gang på TV. Zapper straks over til noget andet hvis de begynder at tale til hinanden på den der aggressive måde og slynger utroværdige tal i hovedet på hinanden. Heldigvis er der jo en sluk-knap på TV, en god roman på bordet, et par igangværende strikketøjer og en PC til hyggebloggerierne.

    Svar
    1. Eric

      Hej Nina

      Jeg tror, der er rigtig mange som os. Jeg har ikke nævnt det i indlægget, men alene det floskelplagede sprog, de bruger, kan få mig til at stønne.

      Som en simpel og effektiv spamforanstaltning, skal alle førstegangskommentatorer på denne blog godkendes. Derefter går man glat igennem, hvis man bruger samme “stamdata”.

      Svar
  4. Donald

    Valgkampen fører måske ikke til stemmeskred – vi ved det reelt ikke! Men jeg tror at det er godt at der bliver diskuteret og referet i medierne. Folk må trods alt få en fornemmelse af rød og blå. 🙂
    Jeg tror faktisk at det lave niveau, som valgkampen foregår på, har mening. Jeg synes dog ikke at vi denne gang har set politikere, som kunne levere diskussion på en sober måde.

    Svar
    1. Eric

      Nu kan jeg vanskeligt udtale mig om denne valgkamp, da jeg har gjort alt for ikke at følge med, men hvis tingene ikke har forandret sig til det bedre (og det tvivler jeg stærkt på), er det indtryk, folk får af rød og blå, ikke så lidt fortegnet i forhold til den politik, de reelt fører. Når de da kan bestemme noget, der ikke allerede er bestemt af EU.

      Det, du skriver om manglende soberhed, tror jeg gerne.

      Svar
  5. Stegemüller

    Jeg kan heller ikke holde det ud. Jeg synes, langt de fleste partier/politikere har sådan et forfærdeligt menneskesyn. Og du har ret i, at reformer er synonymt med forringelser. Jeg følger med fra sidelinjen i TVA kl. 18:30 og i 22Skammelsen kl. 22:00, men jeg kan næsten ikke klare det. Jeg interesserer mig af naturlige grunde for foholdene i psykiatrien og her er det alene SF, der kommer med nogle synspunkter, alle de andre er p….. ligeglade, skønt det er hver 10. dansker, der på et tidspunkt har kontakt med det psykiatriske system.

    Jeg kan ikke holde udlændingediskussionen ud. Det er en debat, der alene drejer sig om at skabe de væst tænkelige forhold for flygtninge og indvandrere; som om man sad i Syrien og overvejede hvor kontanthjælpen var størst, inden man forlod alt, hvad man kendte.

    Godt det snart er overstået!

    Svar
    1. Eric

      Når du følger med fra sidelinjen, udholder du mere end jeg. Og du har ret: Kynismen er noget af det værste.

      Svar
  6. Henny Stewart

    Jeg gider heller ikke valgkampen. Det er muligvis ikke rigtig “comme il faut”, men jeg ved godt, hvor jeg skal sætte mit kryds, og alle de andre kandidater, der nu lige pludselig er voldsomt synlige og mener noget om alt, lige fra dansk udlændingepolitik til moster Odas knyster, de er ved at få mig til at kaste op. Det er som om, politikeres engagement vokser omvendt proportionalt, og eksponentialt, hvis man kan sige det, med antallet af dage, der er tilbage til valget. Efter den attende får vi nok ikke så meget at høre fra dem, gætter jeg på.

    Svar
    1. Eric

      Hvis det ikke er comme il faut, burde det være det. Når troværdigheden er, som den er, er det såre fornuftigt at se på, hvad de gør/har gjort, frem for hvad de siger, de vil gøre. Det første er fakta, det andet fiktion.

      Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *