Hun ringede fredag. Det er gået hastigt ned ad bakke med helbredet, og der er nogle ting, hun gerne vil have mig til at tage hånd om.
Jeg ringer lørdag formiddag for at fortælle, at jeg er på vej. En hjemmehjælper svarer.
Der er mere trafik lørdag end søndag, og bussen er forsinket. Mange skal i de store varehuse i City Syd: Bilka, Ikea og hvad de ellers hedder.
Turen fra busterminalen tager en halv time. Jeg lukker mobilsnakkerne ude og læser videre i le Carrés nyeste, A Legacy of Spies, hvor George Smiley og de andre er tilbage i retrospektiv. Mesteren kan endnu.
Jeg står af. Selv herude på landet er der valgplakater i alle lygtepæle. Kandidaterne smiler, og nogen ligner folkeskoleelever med slips på.
Boligforeningen har investeret i robotplæneklippere, som står i dockingstationer her og der. En er næsten begravet i vissent løv, det er snart slut med græsningen.
Hjemmehjælperne er gået, og mor ligger i sengen, temmelig meget ringere end for blot en uge siden.
Bryllupsbillede
Hun er nu blind, kan kun ane lys, og hvor hun i søndags stadig kunne stavre, kan hun ikke længere gå ved egen kraft. De andre dårligdomme hører ikke hjemme i det offentlige rum.
Vi snakker en tid lang og ikke udenom. Hun hænger ved, men siger flere gange, at dette ikke er noget liv. Hun kan ikke se mig, så vi holder hånd.
Jeg laver te og holder koppen. Hun får også en halv skive banankage, men det er svært at sidde op med stive ben.
På opvaskebakken står der opvask fra flere dage med et viskestykke over. Jeg vil sætte på plads, men ser så at det ikke er vasket op, kun skyllet af. Det er hurtigt klaret.
Betalingsoversigter og kontoudtog ligger i dynger på spisebordet. De har ventet længe på at komme i mors system, men hun har ikke magtet det, og det piner hende med den uorden.
Der er ikke noget at tage sig af, alt kører over betalingsservice. Jeg gennemgår det hele, bundter og putter papirerne i rygsækken. Så kan jeg danne mig et overblik over, hvem der skal kontaktes, når.
Det tiltaler mors ordenssans, og så kan ingen snage. Når.
Hjemmehjælperne kommer og går igen. Forinden aftaler vi, at de kan komme med en hospitalsseng. Mor vil ligge/sidde bedre, og hjælperne får en bedre arbejdsstilling.
Jeg støver af, det gør kommunen ikke. Vi snakker igen, men hun er træt.
Jeg går til busstoppestedet. Under læskurets tag er en spinkel flue fanget i et spind. Jeg tror et øjeblik, at den bevæger sig, men det er vinden.
Bussen er præcis. Jeg kan ikke koncentrere mig om bogen, minderne taler for højt. Vi når busterminalen med forsinkelse, og jeg må vente 13 minutter.
Fortovet er oversået med fladtrådt tyggegummi, og det småregner. Politikerne i lygtepælene glor smilende.
Hjemme lægger jeg posen med mors papirer i reolen. De må vente.
/Eric
Jeg kan se det for mig. Den tid er godt brugt. Jeg synes din mor lyder som en der stadig har sin fornuft.
Jeg ved det er længe siden at du postede det. Blot synes jeg alligevel at en hilsen er på sin plads.
Tak Donald. Hun er hjemme igen efter en tid på kommunens akuttilbud, men det står sløjt til, og hun skal have hjælp til alt. Vi får se, hvad tiden bringer – måske plejehjem. Det ville nok være det bedste, men hun har det sidste ord.
Godt for din mor, at hun har dig. Og i de praktiske detaljer/gøremål kan vi lægge minderne og kærligheden. Gad vide om vores generation vil tænke som din mor, at vi ikke vil være til besvær. Jeg bliver glad ved dine ord, fordi de beskriver at I kan tale sammen om døden og hvad der skal ske. Det er godt for jer begge. Må denne tid være god ved jer begge, og du har ret i at værdigheden kommer indefra, men også at vi der er omkring den, der er syg/døende, opfører os værdigt.
Det er godt at have pårørende, når man er så langt ude. Jeg tror nok, at vores generation vil være mere krævende, men folk er jo forskellige. Vi taler ikke så meget om døden, men mere om det praktiske ved den og det efter. Det ligger hende på sinde, at der skal være orden i sagerne.
Så bevægende beskrevet. Godt din mor har dig.
Ja, det må være slemt, hvis man ikke har pårørende.
Måske er det nemmere for din mor at give slip på livet, når du nu har vasket op, tørret støv af, lavet te og sørget for orden i bilagene. Det lyder som der ikke er mange kræfter at gøre godt med længere, og sådan skal det vel være, når livet går mod enden.
Hun ligner velsagtens sig selv, når hun ikke vil være til besvær. Måtte hun få en let død, når tid er.
Tak. Du har ganske ret. Nu har hun ikke det at bekymre sig om, selvom hun jo nok dybest nede tænker, at det kan en mand nok ikke gøre godt nok 😉
Det er trist og man kan jo desværre ikke meget andet end bare være der, i det omfang tid og kræfter er der. Det tror jeg så til gengæld også betyder rigtigt meget for begge parter. Det er i hvert fald den erfaring jeg har gjort mig. Det behøver ikke altid være de mange ord, der har betydning, men kontakt og nærvær.
Præcis. Kontakt, nærvær og ømhed som også kan dæmpe angsten.
Det er altid trist, når en af ems nærmeste dør, men når man er blevet gammel og mæt af dage (et godt og meget sigende udtryk), som din mor er, og er parat til at dø, er det ikke nogen tragedie, men på sin vis præcis sådan, det skal være.
Og ja, kan det blive med værdigheden i behold, er det naturligvis det bedste. For alle involverede.
Ja, det er et godt og sigende udtryk. Sygeplejersken ringede for 3 kvarter siden og fortalte, at de overfører hende til kommunens akutmodtagelse, og det er det bedste, der kunne ske: plejehjemslignende forhold med døgnbemanding.
Jeg kunne høre den gamle råbe i baggrunden, at hun ikke ville være til besvær. Hun har ikke tænkt til ende, hvor besværligt det er at have hende i eget hjem 😉
En anden fordel er, at der ikke er nær så langt for besøgende.
Uha. Jeg troede indlægget endte anderledes. Det er en svær tid, hvor BS-meddelelserne er temmelig ligegyldige.
Måske er det overhovedet ikke passende for dig – og så kan du bare slette mit svar, det er i orden med mig – men på flere måder kan man håbe, at den tid ikke varer for længe, for det lyder ikke værdigt.
For et par dage siden talte jeg med min præst om det at “give slip”. Hun fortalte om en kollega – også en hospitalspræst, der havde besøgt en terminal kræftpatient, og de havde talt om det levede liv på godt og ondt, og om at “give slip”. Næste dag var patienten gået bort. Det forekommer mig at være værdigt.
Hun taler selv om døden som en befrielse, men kan endnu ikke give slip. Instinktet er for stærkt. Trods hendes sølle tilstand har hun dog værdigheden i behold. Værdighed kommer indefra.