Gamle tidsbilleder

Mors fotoalbum er mest familiebilleder, som ikke kan interessere andre, men nogle af billederne fortæller om tiden, hvor de blev taget.

Nogle billeder havde mor fra mormor, så jeg må hellere præsentere de to kvinder – her på et billede fra 1933.

1933 mor og mormor

Familien fik i 1930’erne en kolonihave i Bartholine Jørgensens Minde, som de var meget glade for.  Haveforeningen i Aalborgs vestby eksisterer stadig, men jeg har ikke været ude at se, hvordan nr. 77 ser ud i dag.

Nedenstående billede er fra 30’erne, og de mange flag siger noget om nationalfølelsen dengang.

Der flages i kolonihaven

Hvor nedenstående billede er taget, ved jeg ikke, men min mormor har skrevet ”Dansk militærflyver”. Mit gæt er, at det er fra 30’erne.

Dansk militærfly

Limfjordsbroen blev bygget i 1933, så billedet herunder af is på fjorden må af gode grunde være af senere dato og er måske fra en af isvintrene under krigen. Det kan være svært at se, men der går folk på isen.

Is på Limfjorden

Malkescenen herunder er fra en gård, som kan have tilhørt noget familie. Jeg gætter på, at det er fra 30’erne, og det kan sikkert fremkalde nostalgi hos nogen. Min mormor skrev ”Stinkegården” i anførselstegn, så det har nok været et øgenavn 🙂

Malkning

Her er et billede af mor fra 1937. Jeg viser det pga. dukkevognen og billederne af Mickey Mouse på væggen.

1937 Tonny med dukkevogn

Morfar turnerede i sine unge år som tryllekunstner under navnet ”Dr. Kirstein”, men ernærede sig (senere) som bogbinder med eget værksted.

Han optrådte bl.a. ved idrætsugerne i Aalborg, og her https://arkiv.dk/vis/333652 kan man se ham som kinesisk tryllekunstner i 1931 (det lille billede øverst til venstre).

I 1941 boede familien i Fredericiagade 14, og her er et kig ind i stuen. Mandolinen er morfars.

1941 Fredericiagade 14

Mor var ivrig spejder, og i 1944 var der pinselejr i Hyldal Mølle. Googles bedste bud er, at det er i nærheden af Suldrup syd for Aalborg. Morgengymnastikken har sikkert været tidstypisk.

1944 spejderlejr

Der skal også være noget til dem, der går op i hattemode: Et portræt af min mor fra 1944.

1944 Tonny med hat

Nu springer jeg til 1958, hvor vi var på sommerferie i Danmark, men mit gæt er, at den trehjulede cykel, jeg her har lånt, var af betydelig ældre dato:

1958 Eric på trehjulet cykel i Kærby

Det var så, hvad jeg havde valgt at bringe denne gang. Det var (for denne blog) usædvanligt mange billeder, og jeg beklager, hvis siden var lidt tung at indlæse.

/Eric

14 thoughts on “Gamle tidsbilleder

  1. Donald

    “Stinkegården” – det er jo nok fordi det er en stram lugt, man oplever når man som bybo kommer ind i en stald!
    Håber ferievarmen er til at holde ud 🙂

    Svar
    1. Eric

      Ja, og måske man slet ikke behøver komme ind i stalden! Temperaturen er lidt op og ned: Når solen er fremme, er der varmt, og ellers er der lunt. Lejligheden er uopvarmet og koldere end hjemme. I morgen går turen hjem igen.

      Svar
  2. Farmer

    Jeg hæfter mig naturligvis ved malkebilledet.
    Røde køer. Er vi mon stadig i Jylland? Sikkert, for der var mange røde køer i det jyske dengang i 30-erne.
    Malkemaskiner at typen på billedet holdt ved frem til omkring 1970, hvor man fik rørmalkningsanlæg.
    Da billedet blev taget, var malkning stadig kvindearbejde.
    Der var både formalkning -den var tynd og lidt uren, så den fik kattene- og eftermalkning. Eftermalkningen var næsten ren fløde, så det skulle på mejeriet. I dag malkes der kun for.
    3. pige fra venstre er ved enten at malke for eller efter.

    -Men herlige og spændende billeder alle sammen. Tak for kikket.

    Svar
    1. Eric

      Tak for faglig uddybning – jeg anede intet om for- og eftermalkning! Billedet er helt sikkert fra Jylland og sandsynligvis det nordlige.

      Svar
  3. Stegemüller

    Siden loader fint!

    Fantastiske billeder. Som jeg også skrev til dig på Facebook, har disse gamle billeder en em af intensitet over sig. Dengang klikkede man ikke bare løs, og var der noget særligt (fx din mor med hatten) gik man til fotografen, og det har sikkert været rasende dyrt.

    Den trehjulede cykel er fantastisk, men som du skriver, må den være en del ældre. Og alle flagene… hvis du ikke havde skrevet det, ville jeg ikke have bemærket dem, men det er da helt vildt. Du har ganske sikkert ret i, at de viser en enorm nationalfølelse.

    Svar
    1. Eric

      Desværre er de fleste billeder personfotos uden “noget ved siden af”, som siger noget om sted og tid. Men du har ret mht. intensiteten – med en høj pris for film og fremkaldelse var man mere kræsen, før man knipsede.

      Svar
  4. Lene

    Det er spændende at kigge på gamle billeder. Jeg måtte google fly på is og kunne finde en overskrift om nødlanding af tysk fly i 42 på isen fra Løgstør arkiv, men din mor har jo skrevet dansk militærfly.
    Mon billedet af din mor med barnevogn og Mickey på væggen er fra en butik? Jeg kan ane teksten interiør på væggen.

    Svar
    1. Eric

      Hvor flyet stod, får vi måske svar på en dag. Måske har du ret i, at billedet med dukkevognen er fra en butik, og i så fald købte de dukkevognen – jeg har nemlig set den på et andet billede fra kolonihaven!
      Der er kun nogle få af de gamle billeder, som siger noget om tiden, hvor de blev taget, og det er stort set dem, jeg har vist, men måske er der stof i nogle af de nyere (fra 50’erne) til at fortælle lidt om emigranternes liv i Canada.

      Svar
  5. Ellen

    Man skulle tro, at din mor og mormor var søskende 🙂
    Og så bemærker jeg også, at selv om jeg kun har set billeder af dig, hvor dit ansigt højst har været en god cm bredt, ligner du fuldstændig dig selv fra som to-treårig og nu! Imponerende.
    Jeg synes som de andre, at det er herligt at se disse gamle billeder, så kom endelig med flere.

    Svar
    1. Eric

      Mit udseende har måske ikke ændret sig så meget, men hvis du så mere end blot en cm, ville du se erfaringens spor 😉

      Svar
  6. Jørgen

    Mange tak for turen bagud i tiden. Jeg ser altid sådanne billeder med fornøjelse fordi de er illustrative for en given tidsperiode og viser forskellen til nu.
    Mon den lille tingest til højre på billedet med flyveren er en barnevogn? Det er ikke sikkert, men det er associationen.
    Mon flyveren er landet på isen? Det ser sådan ud – og den har tilsyneladende været et tilløbsstykke. Der er mange fodtrin.

    Svar
    1. Eric

      Velbekom, jeg har selv stor fornøjelse af den slags billeder.
      Dit blik er skarpt! Jeg kan tydeligt se, at det er en barnevogn, når jeg ser på det indscannede foto i forstørrelse, som har en noget bedre opløsning.
      Min fornemmelse er også, at flyet står på isen – en tilfrosset Limfjord formentlig. Snefladen er så nøgen, mens man aner kysten i det fjerne. Desværre er det ikke så skarpt, og min mormor var ikke så gavmild med forklaringer, som min mor var senere.

      Svar
  7. Anni

    Alle rejser interesserer – også denne rejse i fortiden, tak fordi du deler med dine bloglæsere. Og så ønsker jeg godt nytår og god tur til Tenerife!

    Svar
    1. Eric

      Der kan komme flere rejser til fortiden, der er stadig meget materiale, og jeg er ikke ved vejs ende.
      Tak for de gode ønsker, som hermed returneres. Vi glæder os til frikvarteret på Tenerife, hvor vejret gerne må være lige så godt som sidste gang. Dette bliver det 9. besøg, og hidtil har øen ikke skuffet os. Blot glæder jeg mig til, at vi kan være der i mere end en uge, men det får vente nogle år endnu.

      Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *