Der har været noget at se til. Ikke at jeg har haft sådan hu-hej-travlt, men med arbejde, dødsbo, snot og vinterferie har der ikke været overskud til bloggen.
Vinterferie
Fra promenaden i Puerto de la Cruz
I uge 3 var vi på Tenerife. Jeg var sygemeldt torsdag og fredag, før vi rejste søndag, og Helle var heller ikke rask – to gedigne vinterforkølelser med hoste.
Så Tenerifes milde klima bekom os særdeles vel. Der blev sovet og hvilet meget den uge, og vi fik det bedre, og hurtigere end hvis vi havde slæbt os på arbejde hjemme.
Vintervejret i Puerto de la Cruz er lunefuldt, men selv når der var overskyet, var det mildt med 18-20°, og når solen fik magt, mærkede man, at Tenerife er på højde med Nordafrika.
Der var ikke energi til eventyr og udflugter. Vi sad meget på altanen, gik ture langs havet og i byen og spiste godt undtaget én aften, hvor vi var dumme nok til at bestille spaghetti. Det skal man ikke bestille på Tenerife, når man er forvænt fra Italien!
Jeg har skrevet en tam rejsedagbog. Turen var, som den var, og så kan dagbogen ikke dampe af eventyr og action, men den er alligevel kommet med i samlingen.
I dag er jeg glad for, at jeg har skrevet rejsebeskrivelser fra næsten alle vores rejser. Uden dem ville hukommelsen være kaos.
Dødsboet
I går var jeg ude i mors lejlighed for at tjekke post og finde et par småting, som den nye lejer skal have – kortet til fællesvaskeriet bl.a.
Min søster og jeg har taget det, der har værdi for os, og i går var det vemodigt at stå i den nu så stille ramme om mors sidste leveår.
Lejligheden ryddes og rengøres i næste uge. Så må vi se, om rengøringen tilfredsstiller boligforeningen, på det punkt er jeg ikke optimist.
Firmaet gør det for nul kroner, så jeg har ikke fat i den lange ende, pengene. Hvis der er problemer med at overholde aftaler, er pengene normalt gode til at overtale.
Det får være. Jeg ser frem til at få lukket dette kapitel.
Tiden flyver
Januar måned er fløjet af sted. Før vi får set os om, er året omme, og jeg går på efterløn.
Det påvirker mit arbejde. Der er opgaver, som skal overdrages, og der kommer en efterfølger, som skal sættes ind i tingene.
På tirsdag holder jeg kursus i kemiske blandingsberegninger, altså hvordan man beregner blandinger af forskellige råmaterialer for at få en ønsket kemisk sammensætning af et produkt (her cementproduktion).
Jeg skrev mit første program til sådanne beregninger i (vistnok) 1994 og har lavet beregningerne lige siden – ikke dem alle, men alle de komplicerede.
Programmet af i dag bruges fx til at vurdere nye, potentielle råmaterialer. Hvordan påvirkes kvalitet, forbrug af andre råmaterialer, økonomi, energiforbrug osv.?
Selv små forskelle tæller, når årsproduktionen kan være over en million tons. Yngre kræfter skal tage over, og det begynder med kurset tirsdag.
Derefter skal de have nogle af opgaverne, som løbende tikker ind, så de kan øve sig, mens jeg endnu står på baglinjen.
Jeg kommer ikke til at kede mig de sidste 11 måneder.
/Eric
Forleden læste jeg med vanlig fornøjelse den sidste ferieberetning – uden tidsmaskine, med hostesaft.
Året kan hurtigt gå og arbejdslivet slutter, men jeg forstår fint der er meget at se til før overdragelsesforretningerne har fundet sted.
Jeg tager det,som det kommer. Jeg har som loyal medarbejder sagt til i god tid, og om den tildelte tid så er tilstrækkelig er ikke mit ansvar.
Mit ønske er naturligvis at gøre det så let og smertefrit for min efterfølger som muligt, men virkeligheden bliver nok et kompromis mellem forskellige (tids)hensyn.
Tak for turen! Selv om I har været på Tenerife tidligere , er det fortsat interessant at læse om. Håber du fortsat vil invitere til læsning.
Jamen det vil jeg da, og jeg håber, at det bliver mere underholdende, når vi ikke er syge begge to. Næste tur bliver forårsferie til Sicilien, det glæder vi os meget til 🙂
God idé altid at skrive rejsedagbog. Også i hverdagen kan der være grund til det, for netop når man har faste, daglige rutiner, så er der mulighed for at man indser nye ting og tænker spændende tanker – uforstyrret af den ydre verden.
Det lyder som en rigtig ferie, at sidde på terrassen og nyde livet. Der er nogle ting, man opdager med årene, når bevægelserne begynder at koste mere så er det stadig rart at man kan og man får det værre og værre hvis man hele tiden sidder ned – ikke for at moralisere, men alligevel 🙂 😀 🙂
Vi har haft stor glæde af rejsedagbøgerne.
Når man kommer op i årene, er det vigtigere end nogensinde før at få noget motion og holde muskelmassen så nogenlunde intakt, så man har noget at stå imod med.
Jeg har lige læst din feriedagbog, sådan noget er altid interessant, synes jeg. Vi var på Tenerife i marts 2010 i et fantastiskvejr simmervejr, mens det var rigtig vinter, med frost og snedriver, herhjemme. Så sætter man ekstra pris på nogle solskinstimer og lidt varme.
Dødsboer har jeg været med til at tømme et par gange, men når det en dag bliver min mors tur, er der også kun en lijlighed. Det er trods alt lettere at overskue end en ejendom, med enorm plads, både ude og inde. Huset fik hun, lettere presset af 4 børn, solgt efter sit hjertestop for 9 år siden.
Det er skønt med et frikvarter fra den sure vinter. For få år siden lettede vi i starten af en forrygende snestorm, og i en uge skulle én blot sige: “Snestorm”, så hulkede vi af grin.
Det var uhyre fornuftigt at få huset solgt. Det er ikke noget at ture med, når man når op i årene og hverken kan det ene eller det andet.
Dejligt med sådan en behandling af forkølelse, det kunne jeg godt bruge. jeg er dog også tilhænger af sol og snevejr, det plejer også at hjælpe 🙂
Min bror tog sig af alt juridiske, men det der tog mest tid var at få huset solgt. Så alle nåede at blive afklaret med at barndomshjemmet nu var væk, inden det blev solgt.
Tenerifekuren er ikke værst 🙂 Sne er jeg som tohjulet helst fri for.
Som jeg skrev i svaret til Ellen, havde mor ingen fast ejendom, så det er helt ukompliceret, men der er alligevel meget der skal frameldes og gøres op. Lejligheden får ny lejer pr. 1. marts, og så er der kun det løse tilbage.
Copy-paste kan godt tage lang tid. Jeg startede så småt to år før, men det eskalerede naturligvis efterhånden som min efterlønstid sig nærmede. Og der skulle to til at overtage alle mine opgaver, tøhø 🙂
Der er ingen, der ikke kan undværes, men har man bidraget med noget, som man skal decideret oplære andre i, har man formentlig spillet en rolle, som ikke er helt ubetydelig, hvilket er en rar tanke.
Dødsboer tager tid. Vi havde advokat i forbindelse med fars død, så alt papirarbejdet håndterede vi ikke, kun det rent praktiske, men det hele tog to år (længere må det ikke tage), så det var en lang proces, hvor vi nåede at få selve den mentale del af den på plads og på afstand inden afslutningen.
Jeg kan sagtens undværes, det er straks værre med mit program 😉 Det skal de lære at bruge, og det kan de også sagtens med lidt øvelse.
Min mor havde ingen fast ejendom, og det hele bør være lige ud ad landevejen, så jeg forventer bestemt ikke, at det kommer til at tage særlig lang tid. Heldigvis, for man vil gerne have sat punktum.
Det er godt at læse dig igen!
Jeg har også prøvet det med at overdrage mine opgaver til en anden, og det er en virkelig sær fornemmelse. Så er man slet ikke så vigtig længere, når andre kan tage over. Jeg er sikker på, at dine programmer er så veldokumenterede, at yngre kræfter let kan sætte sig ind i dem. Go lucky…
Et dødsbo er noget mærkeligt noget. Så er det slut, endelig og definitivt. Vemod er det rette ord.
For mig opleves det ikke sært at skulle overdrage mine opgaver. Jeg er helt afklaret og ønsker kun at ruste kollegaerne, så godt jeg kan. 11 måneder er ikke alverden tid, og for dem såvel som for mig er det jo “ekstra,” så der skal hænges i.
Og ja, dødsbo er definitivt. Jeg har ikke prøvet det før, og selvom det ikke er et kompliceret dødsbo med komplicerede arveforhold, men derimod enkelt, har det alligevel overrasket mig, hvor megen tid det har taget.