Kulden er over Danmark, og jeg skal til Svenstrup, hvor mors lejlighed skal synes. En anden overtager lejemålet i dag.
Terrassebordet er ikke længere et udendørs køleskab, det er en udendørs dybfryser. From Russia with love.
Det har været koldt at cykle på arbejde i modvind. Trods lufferne bliver fingrene følelsesløse, og det gør ondt, hvor ansigtet ikke er dækket.
I dag har jeg har fundet den højhalsede sweater frem. Den har jeg ellers ikke brugt i flere år, men nu er den det rette valg sammen med tophuen fra Tallinn.
Planen var egentlig at cykle til og fra busterminalen, men jeg dropper det. Ikke kun pga. kulden, men også fordi det sneede i nat, og jeg er usikker på føret. I stedet går jeg til busstoppestedet.
Vores snemand ryddede fortovet tidligt i morges, men nu har den kommunale sneplov skubbet det halve af vejen op på fortovet. Suk!
Jeg tager en tidligere bus end nødvendigt i henhold til køreplanen, og som ventet er der forsinkelser. Jeg når bussen til Svenstrup med to minutter at løbe på.
Passagererne er pakket godt ind, og mindst halvdelen sidder med næsen i en smartphone. De fleste næser står af i City Syd, hvor de store varehuse ligger.
Da jeg står af i Svenstrup, fyger sneen over de åbne marker. Vejbanens brune sæbe fyger ingen steder, man skal gå forsigtigt. Jeg er i lejligheden kvart over ni, synet er kl. 10.
Postkassen er bristefærdig af reklamer, de sidste er stoppet ind med magt. Hele baduljen ryger i containeren til papir, sikken et spild.
Lejligheden er tom og runger. Der er kun en streg varme på, så der er fodkoldt. Jeg skulle have taget futsko med.
Synet er hurtigt overstået, og der er intet væsentligt ud over et par kvadratmeter gulv, der skal slibes og lakeres. Havde jeg fået det gjort inden i dag, ville vedligeholdelseskontoen have dækket, siger varmemesteren. Det kan svare sig at kende reglerne.
Der er heldigvis læ i læskuret, og bussen kommer til tiden. Den kvindelige chauffør har en tung højrefod.
En ung mand stiger af på Svenstrup Torv. Han er i korte bukser og har bare ben. Han må enten være skør eller vinterbader. Nogle vil mene, at det går ud på ét.
Jeg snupper en hurtig frokost, da jeg kommer hjem. Jeg tager regnbukserne på inden turen på arbejde. Ikke fordi det regner, men fordi de luner.
Den kolde vind gør ondt i ansigtet. Gad vide, hvor min elefanthue er henne? Øjnene løber i vand, og tårer fryser til is på brillerne.
Hvor jeg glæder mig til ferien på Sicilien. Mine forfædre gik forkert, da de kom fra stepperne østpå og drejede til højre.
Jeg parkerer cyklen og spadserer til kontrolrummet. Der er nemlig cykelforbud på fabriksområdet, når temperaturen når under 3°. Det kan man godt grine lidt af, når man forinden har cyklet flere kilometer.
Langvarig frost som nu giver masser af problemer på fabrikken, selvom vi gør, hvad vi kan med varmekanoner, eltracing og hvad ved jeg. Kan det fryse, så fryser det, og når det så tør, opdager man frostsprængningerne.
Da jeg kommer hjem fra arbejde, har snemanden været der igen, og fortovet er ryddet og saltet. Trods kulden har livet sine lyse sider.
/Eric
Kan godt forstå du ikke kan lade være så. Jeg har nu sat en lille skål med brænder under, med fyrfadslys i (chokoladefondue sæt) i en større krukke så lyset forhåbentlig ikke blæser ud. Får se om det holder det frostfrit og vigtigst om de opdager det fuglene Håber.
Held og lykke med projekt frostfri 🙂
Det er ikke et vejr at sende nogen ud i, men nogle gange er det desværre nødvendigt.
Heldigvis skal jeg ikke på arbejde, og nu er der købt mad ind, så jeg holder mig inden døre, til dette her er overstået!
Fornuftigt! Foråret må ligge lige om hjørnet 🙂
Da jeg i sin gik i realskolen cyklede jeg 7 km hver vej. I den alder skulle man åbenbart ikke have huen ned over ørerne. Resultatet var et frosset øre. Det gjorde sandelig ondt at få liv i det igen, men det gik. Siden har jeg ikke haft heltetilbøjeligheder.
Det var interessant at læse, at vedligeholdelseskontoen kunne være brugt til dagen før synet. Da min mor døde forsvandt samme konto ned i et eller andet sort hul – på dødsdagen. Vedligeholdelsen skulle være sket medens hun levede, sagde man. Underligt.
Lad os håbe foråret snart indfinder sig.
At blive klog på boligforeningernes regler kræver vist klogskab. Foråret kommer som en eksplosion, er jeg sikker på 🙂
Det er jo godt, at du ikke kan finde elefanthuen. Du kunne risikere en bøde, hvis du viste dig offentligt med den. Næh, så hellere lade ansigtet fryse til is.
Selv bliver jeg bare inden døre, indtil det er overstået, det her “vejr”.
Hvis jeg kunne finde den, ville jeg give pokker i tåbelige love, og mon ikke også politiet vil under omstændighederne? Dit valg om at blive inden døre ville jeg også træffe, hvis jeg kunne.
Selvom jeg er glad for at cykle, er jeg glad for bilen i dette vejr. Det ville i det hele taget ikke være muligt at cykle, så jeg ville være nødt til at gå. Jeg går normalt ikke med halstørklæde, men det er blev fundet frem og de varme støvler føles ikke spor varme, når man skal vade gennem 30 cm sne. Skijakken kan til hengælde holde kulden ude.
I har fået en del mere sne end vi, om end vores ration var mer’ end nok. Med blæsten er det svært at holde sig varm. Fruen er ikke meget for at cykle, når der er så glat, så hun har spadseret på arbejde hele ugen.
“Mine forfædre gik forkert, da de kom fra stepperne østpå og drejede til højre.” Uagtet problemstillingen er en noget anden, får denne sætning mig til at tænke på den gamle vits, der handler om, hvordan Danmark blev befolket i sin tid. Jo, folk kom gående op igennem Sønderjylland, og da de nåede Lillebæltsbroen, så de et skilt pegende mod øst med teksten: “Mod København”. De, der kunne læse drejede derfor til højre, og de, der ikke kunne, gik ligeud. 😉
Jeg vil ønske jer en rigtigt god tur til Siciliens varme!
Tak Christian, der er endnu et stykke tid til Sicilien, men lige pludselig … 🙂
“Futsko” er et kært ord – meget sigende i sig selv.
Ja du milde hvor er det koldt. I går ventede jeg 20 minutter på Farum station. Næse og fingre var nær frosset af. Sicilien er en bedre destination end Hvidovre.
Jeg ser adskillige (yngre) mennesker med bare fødder i de små spinkle tennissko; dem man engang kaldte gummisko. På overkroppen er de til gengæld udstyret, som skulle de til Arktis. Den slags har altid undret mig. Som om man ikke fryser fra hoften og ned.
Bare ben i et vejr, hvor vinden får det til at føles som -16 til -20°, er det rene vanvid. Det er i hvert fald ikke ben i næsen. Jeg kan slet ikke få tøj nok på og tænker med gru på dine 20 minutters venten på stationen. Min søster og svoger er på Gran Canaria, og jeg er grønfrossen af misundelse …