Om ingenting

Ingenting betyder intet, ikke noget som helst, men hvordan kan jeg så skrive om det – endsige lave det?

Ingenting

Ingenting er vel noget, selv hvis det bare er et abstrakt begreb om fravær, der er til stede.

”Hvad laver du? – Jeg laver ingenting.”

Det er så let som ingenting at lave ingenting, og ingenting er væk i samme øjeblik, det er lavet.

Ikke desto mindre er der folk, der får løn for at lave det rene ingenting, så noget er det vel, og at lave det rene ingenting er i hvert fald ikke sort.

Noget kan også være både noget og ingenting, siger man, og så må ingenting vel logisk set være en delmængde og ikke bare intet.

Det med delmængden vil få matematisk sindede til at sige, at ingenting er nul = 0.

Men er nul ikke aksen, hvor værdierne vipper mellem positiv og negativ, og hvordan kan nul være ingenting, når det er større end noget andet?

Hvis ingenting er nul og niks, hvorfor får man så en fejl, hvis man dividerer med det? Hvis det var intet, kunne Excel vel bare ignorere det, udvise nultolerance. En tom mængde er vel også noget og ikke intet.

Man siger også, at det kan være så galt, at det ikke er godt for noget, og man kan hidse sig op over det. Det må have en eller anden form for substans, selvom det er fraværende.

Som en ikke-ting, der alligevel er noget, er ingenting speciel og meget abstrakt, men der er andre interessante ting, som er mere konkrete.

Fx er kropssmerter en bodypainting, men det kan vi uddybe en anden gang.

/Eric

17 thoughts on “Om ingenting

  1. Henny Stewart

    Selv om du evt. ender med at være hyperaktiv i din efterlønstid, så synes jeg, at du i solidaritet med mig og andre dovendidrikker skal holde på din ret til at lave absolut ingenting! Det er så fornøjeligt i disse tider, hvor alt handler om arbejdsmarkedstilknytning. “Jeg laver absolut ingenting, medmindre det tilfældigvis skulle passe mig”. Prøv den sætning en gang, gerne lige op i smasken på en eller anden geskæftig person. Geskæftighed er i det hele taget en svøbe. Heinrich Böll har en lille novelle om begrebet: “Es wird etwas geschehen”. file:///C:/Users/Henny/AppData/Local/Temp/boell-eswirdwasgeschehen-DE.pdf

    Værd at læse som nyslået efterlønner.

    Svar
    1. Eric

      Den ret er uomtvistelig, det er frihedens syndige sødme, og jeg kan ikke døje geskæftighed. Jeg vil se mig om efter Bölls novelle.

      Svar
  2. Donald

    “Hvad laver du?”
    Jeg tænkte, det er børn som svarer “ingenting …” især når de har været ude at experimentere lidt med det man ikke må.
    Jeg nyder også muligheden for refleksioner, og tænker at måske er magthaverne bange for mere fritid fordi alt folket så vil begynde at finde tanker frem, og finde ud af at de ikke behøver at finde sig i alting.

    Når du skriver, at NUL er grænsen hvor positiv vipper til negativ (og omvendt) så må jeg fortælle at vores rare matematiklærer understregede, at tallene er en menneskelig opfindelse – fordi det er praktisk – og at de naturlige tal måske er de eneste tal, som man kan sige er naturgivne – og det endda med forbehold, når man tæller æbler skal man egentlig huske på at der ikke er to æbler, der er ens, for bare at antyde problematikken.

    Nul existerer ikke. 😉

    Svar
    1. Eric

      Det er lidt filosofisk. Selvfølgelig eksisterer nul. Jeg har jo lige skrevet det, jeg kan jo ikke skrive noget, som ikke eksisterer. Det er blot uden positiv eller negativ værdi.
      Og når barnet svarer: “Ingenting” kan man som min salige svigermor sige: “Kan du la’ vær med det!”

      Svar
  3. Jørgen

    Egentlig troede jeg de første ord var en refleksion over den absolut første tid som arbejdsfritaget, men det var det vist ikke kun.

    Svar
  4. Stegemüller

    Jamen du kender da så glimrende HVIS.FEJLved DIVISION/0 eller som en smutvej betinget formatering? (det ved jeg godt, du gør).

    Det du laver i køkkenregionerne lige nu lyder lækkert.”Kyllingesuppe og karrykylling”” Hvem kunne ikke så let som ingen ting spise en eller to store portioner af det?

    Svar
  5. Madonna

    Såfremt du har tænkt dig at lave ‘ingenting”,så kan du da komme på arbejde i køkkenregionerne.:-)

    Du ved da godt, at ‘ngenting’ også kan være en sønderjysk småkage, ikke?!

    Men tillykke med dit kommende otium.

    Svar
    1. Eric

      Ha! Hvem tror du laver kyllingesuppe og karrykylling netop nu? Småkagerne har jeg læst om, men ikke smagt. Og tak for tillykke. Otiummet er kun et par dage gammelt, men jeg nyder det 🙂

      Svar
    2. Erik Hulegaard

      “(…)er der folk, der får løn for at lave det rene ingenting”. De bliver nok svære at lokalisere, ihvertfald hvis man spørger “de nævnte”.

      Dette indlæg er det første – af givetvis mange – der vil følge fra den nordjyske pen, hvis digitale blæk kan sammenfatte mangen en kontekst, ikke blot på 64 felter, men også vinklet af interesser for det kulinariske, Excel-arkets hemmeligheder og udfyldning af boardingcards og samfundsrelaterede emner.

      For dem, der arbejder med sprog(et), er begrebet “intet kommer for noget” kendt. Lige nu er der mentale lommer af “intet”, men ad futura bliver meget til “noget”.

      Svar
  6. Christian Gottschalck

    Interessante og sjove betragtninger om absolut ingenting! Dog må jeg sige, at jeg aldrig i mit nu snart 63-årige liv er stødt på den med, at noget kan være så galt, at det ikke er godt for noget. Derimod ofte på udtrykket: – Intet er så galt, at det ikke er godt for noget. 🙂

    Svar

Skriv et svar til Donald Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *