40 år sammen

Helle flyttede ind for 40 år siden. Faktisk havde hun boet hos mig et stykke tid, men nu blev det sådan rigtigt med møbler og det hele.

Det var den 27. eller 28. december 1978, jeg husker det ikke præcis.

Det var i Aalborg, en toværelses hjørnelejlighed på 3. sal. Med godt 60 m² var der fin plads til to, som ikke havde meget jordisk gods.

Vi mødte hinanden på universitetet, og så gik det, som det gik.

Helle 1983

Klik for større foto

Det er her, jeg skulle lovprise, men det er for privat. Jeg nøjes med et billede fra 1983.

Vi var unge og havde travlt med at være det. Hvad der skete de følgende 40 år, vil jeg springe over. Dette er et blogindlæg, ikke en erindringsbog.

Hvad skal der til for at holde et parforhold kørende i 40 år?

I dag er vi ikke de samme, som vi var, det siger sig selv. Der sker så meget i livet, og man ændrer sig, men for nu at bruge computersprog udviklede vi os i retninger, som var kompatible.

Vi sleb vel hinandens kanter til, så de passede sammen. Man skal ville det, give sig og bære over med.

Vi har altid haft noget, vi sammen kunne glæde os til. Som at blive studiegælden kvit, hjemlige projekter, rejser, næste weekend, et godt måltid – stort som småt. At glæde os sammen og realisere planerne, drømmene, har været vigtigt.

Humor har også betydet meget – det at kunne more sig og grine sammen. Helles latter er smitsom.

Det kan vel koges ned til ”at være fælles om”. Længere er den vel ikke, keep it simple.

40 år er ingen endestation. Det er bare et stoppested på vejen, hvor man ser tilbage og prøver at se frem.

Det sidste er svært. Man kan lægge planer og håbe, at de ikke afspores af livet, men nuet har man altid, til det slutter.

/Eric

16 thoughts on “40 år sammen

  1. Karl

    Tillykke med jubilæet! 40 år er jo lang tid at se frem til, men kun kort tid at se tilbage på.
    En klog mand sagde engang, at de forhold/ægteskaber der holder er der hvor der bliver elsket på trods af, og ikke på grund af!
    Vi er så ca. 9 år foran jer, vi blev gift 27/12 1969, så det hedder vist guldbryllup næste år. – Og ja, noget af det vigtigste er at kunne grine sammen, både af sig selv og hinanden.

    Svar
  2. Pia

    Tillykke med de 40 år. Der er mange år, men føles ikke sådan.
    Hvis man formår at give plads til hinanden, men også have noget at være fælles om, så er det ikke så hårdt et arbejde, som man ellers hører om, det er. Vi har nået godt 45 år, under samme tag, og det er da gået meget godt.

    Svar
    1. Eric

      45 er godt gået. Hvor hårdt et arbejde, det er, er nok forskelligt fra par til par afhængigt af personlighed og mange andre faktorer. For mange krakelerer det længe før, og så er det måske godt det samme, for man skal ikke samle på ulykkelighed.

      Svar
  3. Ellen

    Tillykke med rubinbrylluppet, som det ville have heddet, hvis I havde valgt at blive viet.
    Det er godt gået, og når man stadig kan glæde sig og more sig sammen efter 40 år, så holder det, til den ene af jer ikke er her mere, men der er forhåbentlig længe til endnu. Nu har I jo først et otium, der skal leves 🙂

    Svar
    1. Eric

      Tak, vi blev viet, men først senere da sådan noget som arveafgift blev en trussel. Jeg er gået i skarp otiumstræning 😉

      Svar
  4. Stegemüller

    Stort tillykke med de 40 år sammen.

    Jeg tror, du har fat i hele essensenn med det ordet ‘glæde’. ‘Glæde sig til’ og ‘glæde sig over’. Tænk altid at have noget at se frem til – sammen. Det må være stort. Så løber 40 år som en mis.

    Svar
  5. Jørgen

    Tillykke med de 40 år sammen med Helle og tak for den fine beskrivelse af hvorledes det lader sig gøre at blive ved med at glædes over at være sammen.
    Måske kan mit blogindlæg i dag lede dig på sporet af om I flyttede sammen den ene eller anden dag.

    Svar
    1. Eric

      Tak, Jørgen. Dit blogindlæg om snekaos (på Sjælland) leder mig ikke på sporet, for det år, vi fejrede nytår i København, rejste vi den 31.12. Det er heller ikke så vigtigt, om det var den ene eller anden dag.

      Svar
  6. Erik Hulegaard

    “Man skal ville det, give sig og bære over med” – sandheden ligger ofte begravet mere eller mindre synligt i det enkle. Den berømte og vanskeligt definérbare “tolerancegrænse” spiller selvklart ind. Det samme gør f.eks. ønsker og behov for privatsfæren, herunder behovet for “selvstændighed”.

    Og så til sagen: Til lykke – lad det ej blive “færdig med de fyrre” – guldet venter så om 10 år, uanset certificering af metallet.

    Svar
    1. Eric

      Ja, sandheden er ofte enkel. Din pointe med privatsfæren er rigtig – possesive forhold holder sjældent længe. Og tak: Alt fra nu af er en gave.

      Svar

Skriv et svar til Stegemüller Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.