Fra nytårets frontzone

Minireportage om gårsdagens borgerkrig, feltrationerne, kattens kvaler m.m.

Der var spredte gadekampe det meste af dagen, men om eftermiddagen var det mest snigskytter, man hørte, og katten tog det forholdsvis roligt.

Da vi startede på tilberedningen af feltrationerne, var det med lidt nervøsitet, for vandtrykket var faldet drastisk, og det kun piblede ud af kamphanen.

Når den slags sker, slår det en, hvor skrøbelig civilisationen er.

Måske var pumpestationen blevet angrebet, men i så fald må vandværket have generobret den efter en times tid, for da kom der til vores lettelse igen fuldt tryk på.

Feltrationerne

Omkring spisetid og dronningens nytårstale faldt der lidt ro på, og vi indtog feltrationerne.

Første ration var en tunmousse med flute, og hertil serveredes en hvid sjat o pap.

Næste ration var irsk lammekrone med sprødkogt broccoli, sur/sød peberfrugt og kartofler i fløde-/vinsauce med løg og rosmarin. Feltflasken var en glimrende Valpolicella Ripasso superiore.

Sur/sød peberfrugt

Den sur/søde peber er bare guf – også i fredstid!

Slutrationen var appelsintrifli med Cointreau. Den må have fundet vej til dessertmaven.

Kampene intensiveres

Derefter tog gadekampene til i intensitet, skønt fjernsynet sendte både Ørkenens Sønner og Sommer i Tyrol.

Skyderierne blev så voldsomme, at katten nervøst søgte skjul – først i entreen, senere på et af kældertrappens nederste trin. Helle gjorde sit bedste for at missehviske, men det hjalp ikke stort.

Bombardementet var ved midnatstid så voldsomt, at jeg følte sig hensat til Aleppo eller andre syriske byer, og lejlighedsvis hørtes samaritternes sirener.

Vinduerne holdt, måske blev der våbenhvile. Jeg faldt udmattet i søvn.

Efter slaget

I formiddags genmonterede jeg postkassen og inspicerede matriklen for krigsskader. Til min overraskelse var der ingen.

Fortovet og gaden plejer efter lignende kamphandlinger at flyde med brugt ammunition, batterier og raketstyr, men i år lå der kun tre papruller i rendestenen.

Jeg kan ikke forestille mig, at tropperne har fjernet andet end de faldne, så det må være borte med blæsten. Det har nemlig stormet temmelig voldsomt.

Vinden er vist ved at løje af nu. Fronten flytter sig, stormtropperne er væk. Nu er der heldigvis fred til næste nytårsaften, og der kan man jo håbe på styrtregn.

/Eric

18 thoughts on “Fra nytårets frontzone

  1. Pia

    Herligt indlæg og lækker menu. Feltrationer i luksusklassen. Jeg har ellers hørt i medierne at rigtig mange køber sig til nytåtsmenuen, men her nød vi også en lækker hjemmelavet 3-retters menu, sammen med min mor, som ikke bryder sig om at sidde alene. Det bragede lidt derude hele aftenen, men klokken 12 gik det løs og vi var ude at nasse på hele nabolagets pengepung. Hold op med tusindkronssedler der brænder af, men flot er det. Vi selv bruger ikke penge på det.

    Svar
    1. Eric

      Jeg kan godt forstå dem, der får maden udefra, men vi hygger os med at lave den selv.
      Vel er fyrværkeriet flot, når man er på behørig afstand, men børn og voksne vedbliver at komme til skade. Ret beset burde fyrværkeri vel ind under våbenloven.

      Svar
  2. Madame

    Herlig reportage fra frontzonen 🙂
    Jeg håber på styrtende regn næste nytårsaften – også for kattens og vores to kattes skyld.

    Svar
    1. Eric

      Tak. Krigsreportage er normalt en farlig beskæftigelse, men her var der styr på sikkerheden 🙂
      Jeg er ellers ikke meget for nedbør, foretrækker afgjort solen, men nytårsaften er undtagelsen.

      Svar
  3. Lene

    Bragene gik hurtigt i gang kunne jeg konstatere med vagt til klokken 19 og hjemkørsel gennem byen. Men krigszonen oplevede jeg værst, da vi et år var til midnatsgudstjeneste i Budolfi Kirke og efterfølgende kørte til Hasseris. Jeg var virkelig utryg ved at køre mellem batterier og andre højtbragende skyts.

    Jeg er imponeret over at I får lavet så lækker mad til to. Vi hopper vist alt for tit over hvor gærdet er lavest. Peber i sur/sød varianten lyder lækkert.

    Svar
    1. Eric

      For år tilbage, hvor jeg arbejdede i treskift og havde fri kl. 24, var den sidste strækning mod hjemmet meget slem. Jeg behøver næppe udmale, hvordan det føg om ørene, og hvordan jeg trampede i pedalerne!
      Vi kan begge lide at lave mad, så det skal du ikke lade dig imponere af. Den sur-søde peber er lækker, hvis man kan li’ den slags, og den er åh så nem 🙂

      Svar
  4. Ellen

    Vi takker for beretningen fra Vor Udsendte … eller Indsendte? I hvert fald ikke Afsendte …
    Ligeledes takker vi for opskriften til den sur-søde peber. Det må lige prøves af ved en passende lejlighed.

    Svar
    1. Eric

      Nu som før er det vores udviste medarbejder.
      Opskriften står mine smagsløg inde for, men start evt. med mindre honning – når man har smagt på det, er det nemmere at tilsætte mere end omvendt 🙂

      Svar
  5. Stegemüller

    Godt I overlevede trods det, at i befandt jer midt i krigszonen. Mine tanker går til Tot… I havde det jo godt med de lifligste retter.

    Du skriver: ‘Den sur/søde peber er bare guf …’. Er det a la Aarstidernes (og dermed min) fx agurker med chili, der er kogt op bare fem minutter i en lage af 1 dl god æbleeddike og 1 dl sukker, og herefter har stået og hygget i lagen uden ild, mens jeg laver resten?

    Nu hvor du får mere tid, så kommer der måske igen liv på ‘God mad’?

    Svar
    1. Eric

      Jeg har flere ideer til madbloggen, og det er ikke usandsynligt, at de nu realiseres.

      Sur/sød peber:
      Jeg skærer en halv til en hel rød peber (kan også være andet) i mundrette bidder. Ikke snackpeber, de har for lidt “kød”.
      Jeg svitser dem et par minutter i en lille smule olie (mindre end en teske) og tilsætter så en halv til 3/4 spiseske flydende honning samt en spiseske god, rød balsamico. Hvor meget af det ene og andet afhænger af smag. Honningen fremhæver peberens sødme, og eddiken giver smagen pikant kant.
      Lad det simre for svag varme og lejlighedsvis omrøring et kvarters tid eller lidt mere, til balsamicoen er reduceret og sirupsagtig, og peberen stadig har bid.
      Hold øje med det! Honningen brænder nemt på, hvis der er for lidt væde, eller varmen er for høj.
      Er god som “kontrasttilbehør” og kan serveres varm, lun eller kold.

      Svar
  6. Henny Stewart

    Er det bare mig, eller er fyrværkeri kraftigere og mere støjende i denne sæson end i sidste? Vores vinduer formelig klirrede og ved midnat var det ikke til at få ørenlyd.

    Med de katte, vi har nu, er det sådan, at med mindre vi sidder og farer sammen, så er de ret ligeglade, undtagen ved midnat, når det er allerværst. Men der er nogle hunde, der har det skidt, vi kunne høre hylende hunde fra flere retninger det meste af dagen. Hunde har jo lidt mere hjerne end katte og er således i stand til at blive mere bange.

    Jeg må ellers sige, at der må være mange, der har flere penge end godt er. Ellers ville de vel ikke fyre dem af på den måde? Det er ikke fri, at jeg er forarget, også på miljøets vegne. Man kan jo ikke samle tungmetallerne op igen, når de en gang er spredt.

    Godt nytår!

    Svar
    1. Eric

      Jeg synes også det bragede mere og højere. Vi snakkede om, hvorvidt flere fejrede nytåret her i kvarteret end vanligt.
      Det med tungmetallerne nævnes ikke så ofte, og man skal nok ikke grovæde af de økologiske gulerødder fra villakvarterenes højbede!

      Svar
  7. Erik Hulegaard

    Først og fremmest går mine tanker til….TOT. Mange katte og hunde har det af h… til denne aften. Min egen salig perserhankat fra min Frederiksberg-tid sad i vinduet med nogle rejer og “nød den delvis frie udsigt med raketter og lysindtryk”. Men den var også ret speciel (og inderlig forkælet….som TOT forhåbentlig også er).

    Det noteres fra den nordjyske krigszone, at hverken Røde Kors eller Læger uden Grænser (Msf) var i nærheden og brandvæsenet formodedes at kunne arbejde (modsat f.eks. i Albertslund) uden menneskelige angreb.

    Der er – gudskelov – stadig forskel på Aleppo og Aalborg, siger min dessertmavefornemmelse mig.

    Svar
    1. Eric

      Ja, de stakkels dyr, men i det mindste er det blevet væsentligt bedre, siden man indskrænkede “sæsonen”. Tidligere bragede det hele december.
      Om de nævnte organisationer gjorde en indsats i Aalborg under urolighederne er uvist – jeg holdt mig inden døre og er kun audiovidne.
      Dessertmavefornemmelser skal man ikke kimse ad 😉

      Svar
  8. Jørgen

    Det er godt med en frontberetning fra virkeligheden, og heldigvis skete ingen skade. Feltrationerne synes både rigelige og velsmagende – og heldigvis er der længe til næste krig. Forhåbentlig.

    Svar
    1. Eric

      Forhåbentlig, så sandelig! Andedamsmagten DK har været fedtet så rigeligt ind i andres krige de senere år, af forsvarsministeriet burde overveje navneforandring til noget mere krigerisk.

      Svar

Skriv et svar til Jørgen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.