Der mangler dialog i denne verden, så her et bidrag: En dialog mellem mand og kone. Ren fiktion, naturligvis.
Hvad sagde jeg!
Hvad sagde jeg.
Det var ikke det, jeg mente. Det var til det på TV, men hvis du absolut vil lege ordleg, hvad sagde jeg så før jeg sagde hvad sagde jeg?
Det kan jeg ikke huske.
Hører du ikke efter, hvad jeg siger?
Jo, du sagde: Det kan jeg ikke huske.
Nej, det er da en halv time siden, da du påstod, at jeg har foreslået en kroferie. Nej, hvad sagde jeg før jeg sagde hvad sagde jeg?
Det har jeg glemt.
Nope.
Jeg siger jo, at jeg har glemt det.
Nåe.
Du siger så meget, og jeg talte masker.
Før jeg sagde hvad sagde jeg sagde jeg ja.
Ja?
Ja.
Ja hvad?
Til det de sagde i fjernsynet.
Nå.
Det hørte du måske heller ikke?
Jeg talte jo masker, siger jeg.
Du skulle hellere holde øje med hende rendemasken.
Hvem?
Din søster.
Åh altså, Viggo! Hvad sagde de på TV?
De sagde det ikke sådan direkte, men det de mente var det jeg altid har sagt, nemlig at man ikke kan stole på politikere over en dørtærskel.
Ham Frank Hansen, borgmesteren, er da ellers sådan en pæn mand, eller hvad han nu hedder.
Pæn! Hvad har udseende nu med sagen at gøre?
Han ligner en, man kan stole på.
Det kan man da ikke se på folk. Hvad med Klaus Riskær, var han ikke også en pæn mand? Eller Stein Bagger? Eller Morten flyvemaskine?
Jo-jo.
Altså, det er det jeg altid har sagt: Kvinder har ikke begreb skabt om politik.
Vil du ikke ha’ et stykke kage til kaffen?
/Eric
Jeg tænker (det udtryk er så moderne..), at du i virkeligheden er ved at varme op til noget mere struktureret skriveri, såsom novelle eller roman eller essay eller kanske noget fyldigere. Naturligvis vil du nok afvise det, men evnerne og den efterløns-overskudsagtige-dynamik er en god base. Og indimellem kuffertpakningen bliver der nok tid… Lad os nu se… 😉
Måske er du klartskuende erfaren, jeg er ikke. Foreløbig leger jeg bare med sprog osv., som jeg altid har moret mig med; blot har jeg bedre tid og mere overskud. Om et par uger vil Sicilien fylde hverdagen. Here we come …
Du er en ordvekslingens Salvador Dali 🙂
Gad vide hvornår i et ægteskab man når dertil? Det er ret skræmmende …
Jeg ved det ikke Ellen, men nogen gør.
Ha, hvor kan man nemt komme til at tale forbi hinanden, når man har kendt hinanden i mange år. Man tror man ved hvad den anden vil sige , og så lytter man ikke efter 🙂
Ja,, man kommer nemt til at tage noget for givet, men der er nok også forskel på, hvor god man er til “tankelæsning”.
Her skulle jeg holde tungen lige i munden, men jeg kom dog “på” indimellem. Sikke en dialog du kan skrive. Hvor får du egentlig inspirationen fra? 🙂
God lørdag
Ideer kommer som regel, når man mindst venter dem, og så er det bare at bygge på. Måske har jeg fået for god tid 😉
Og tak, i lige måde.
Det er jo det rene Samuel Beckett, det her. Sådan et nummer kan du rejse med! Jeg er dog ikke sikker på, om du også kan blive med det.
Det er nok bedre, at du pakker kuffert og drager af sted på ferie under sydens sol, inden du helt gror til i absurdisme.
Nja, der er lidt mere på lager, men bare rolig: Det med at pakke kuffert er ikke så langt ude i fremtiden, som det har været 🙂
Spændende læsning. Jeg kom undervejs til at tænke på psykologiske spil i transaktionsanalytisk forstand, hvilket indebærer at spillet slutter med at parret sover i hver sin ende af huset og at man med fornøjelse klistrer endnu et par rabatmærker ind i samlingen. Men sådan var det ikke, jvf. kagen til kaffen. Eller også er der efter denne bemærkning en fortsættelse af kommunikationen som netop ville føre til det jeg antog. Kun forfatteren kender slutningen!
Læseren må slev forestille sig, hvordan det fortsætter. Jeg tror dog, at samtalen følger et mangeårigt mønster mellem Viggo (og lad os kalde hende:) Erna.