Livets flygtighed

I dag blev en tidligere kollega bisat, og jeg blev igen mindet om livets flygtighed. Jeg grubler dog ikke over meningen, den finder jeg ikke.

Kiste

A.’s liv sluttede brat. Måske var det en blodprop, jeg ved det ikke. Han blev 69.

Jeg kendte ham ikke godt nok til at skrive mindeord; det tilkommer ikke mig. Men jeg mindes ham. Det jeg kendte, holdt jeg af.

Han var en god og hjælpsom kollega, havde humor osv. Jeg kunne godt fortsætte, men det var det, der ikke tilkom mig. Der kom en del tidligere kollegaer til bisættelsen, og det siger mere end mange ord.

For nogle år siden blev A. livstruende syg og kom i behandling. Han boede tæt på fabrikken og besøgte os af og til. Han fortalte, hvordan jobcentret var ved at drive ham til vanvid med deres arbejdsprøvning, og hvad ved jeg.

Han havde da for pokker et arbejde, og havde han ikke altid passet det? Det ville han gøre igen, når han blev rask, så hvad skulle alt det pis og pisk til for?

Til sidst stressede jobcentret ham så meget, at han fortvivlet ikke så anden udvej end at sige sit job op for at få fred til at blive rask. Han havde, så han kunne klare sig til pensionen.

Efter en tid rettede helbredet sig.

Jeg blev bedrøvet, da jeg hørte, at han var død. Jo ældre man bliver, jo hyppigere bliver man bedrøvet på den måde.

Præsten talte længe og med patos om tro, håb og opstandelse. ”Vi kristne” sagde han flere gange. Jeg følte det lidt, som stod jeg udenfor og så ind, men der går ingen skår af mig for at rejse mig op nogle gange.

Hver gang døden rammer i mine cirkler, vækker det de samme tanker om, at livet er flygtigt – og husk det nu!

Uanset om der er en ophøjet mening med livet eller ej, er det kun en selv, der kan gøre det meningsfyldt på det ikke ophøjede plan. Man skal selv gøre noget for at nyde enkeltbilletten, så godt man kan, og mens tid er.

Skulle præsten så virkelig få ret i, at det er en slags returbillet, vil det vække opstandelse.

/Eric

17 thoughts on “Livets flygtighed

  1. Karl

    At søge efter livets mening ved begravelsen kan jo nok synes lidt sent, men en klog mand skrev for mange hundrede år siden, at det er godt at gå til et hus hvor man sørger, for alle mennesker ender med at dø, og det bør de der lever, huske på.
    Min nabo i Ingstrup har et skilt hvor der står at det er bedre at lægge liv i dagene end lægge dage til livet.
    Det kan jo siges på mange måder, men det er nok godt en gang imellem at tænke over, hvilken mening man selv lægger i sit liv. Jeg tænker, at en mand som Allan, der næsten var født og opvokset på fabrikken, så det som sin mening at udføre et godt stykke arbejde, hygge om sine kollegaer og familien. Og det var nok ikke så ringe endda. Æret være hans minde.

    Svar
  2. Ellen

    Åh ja, der går mange tanker gennem hovedet på én, når de (nogenlunde) jævnaldrende dør. En af mine ældste og bedste venner døde for nylig. Han var fire uger ældre end mig. Der gik kun fire uger fra diagnose til død. Det var så afgjort ikke rart at opleve.
    Hvordan mine efterladte vil sige det sidste farvel til mig, må de helt selv om – den afslutning er for deres skyld, ikke for den afdødes, og jeg forstår ikke dem, der i mindste detalje planlægger deres egen begravelse/bisættelse. Man er der alligevel ikke til at kontrollere …
    Jeg forstår heller ikke, hvorfor man skal i arbejdsprøvning, når man har et arbejde, man ‘bare’ er sygemeldt fra i et stykke tid. Det virker da totalt grotesk – hvad er argumentet for det pjat?

    Svar
    1. Henny Stewart

      Jeg hørte en eller anden sige forleden, at begravelser er “networking for folk på vores alder”. Hmm. Måske skulle man finde på noget andet networking, mens tid er?

      Svar
        1. Henny Stewart

          Jeg er ikke klar over, hvad “linkedDown” betyder, og Google var ikke nogen hjælp. Min kommentar sidder som et svar til Ellen, det var ikke meningen, jeg er nok kommet til at klikke på det forkerte link, undskyld. Er det det, du mener med “linkedDown”?

          Svar
          1. Eric

            Det er ikke noget at undskylde. LinkedDown var en dårlig joke om begravelsesnetværk med reference til netværket LinkedIn.

            Svar
    2. Eric

      Man hører groteske historier om arbejdsprøvning, som ingen kan argumentere fornuftigt for. Man må spørge de politikere, som fostrede ideen, og dem, der forvalter reglerne.
      Forleden var der en historie om, at ledelsen i et jobcenter havde lovet is, hvis det lykkedes for medarbejderne at nedbringe antallet af mennesker på sygedagpenge inden en given dato. Det siger noget om menneskesynet.

      Svar
  3. Lene

    Jeg tror vi har brug for en ceremoni når et menneske dør. Ikke blot det, der sker i kirken, men også en sammenkomst bagefter. Jeg føler i hvert fald mig helt anderledes, når der har været tid til at mindes de sjove og gode historier om afdøde.

    Svar
  4. Stegemüller

    Det med jobcentrenes evige jagt på syge mennesker er noget, man læser alt for tit om. Din kollega tog konsekvensen og sagde op. Det er jeg sikker på, menge ville ønske de kunne – og det med rette.

    Jeg har brugt alt for mange år på at filosofere over meningen med livet, og jeg er kommet frem til, at der ikke er en, men at man – som jeg forstår, du også mener – selv har en forpligtelse til at fylde noget godt indhold i alle sine dage. Selvfølgelig kan det ikke altid være lutter lagkage, men hvis man anstrenger sig lidt, kan det blive et helt godt liv.

    Svar
  5. Erik Hulegaard

    En af de mere blandede oplevelser ved at få en forøget levetid er, at man deltager i et “rituelt sidste farvel” for relationer. Disse kan så være mere eller mindre tætte, hvilket – ikke altid, men ofte – kombineres med en ægte følelse af tab.

    Den danske folkekirkes ritualer i sådanne anledninger er i nutiden blevet udfordret med afdødes (eller pårørendes) lidt alternative ceremonielle ønsker, der var utænkelige for blot en generation siden, hvilket kan opleves som en decimering af højtideligheden.

    Jeg har selv – desværre – en vis tung besøgs-anciennitet vedrørende “begravelse/bisættelse”, faktisk fordelt over mange år, fysisk set lige fra en fyldt domkirke til et iskoldt kapel, hvor der næsten var mindre end en håndfuld deltagere.

    Og måske vigtigst: Så har det ultimative farvel lært mig den fulde betydning og vigtighed i overført betydning af sætningen “giv mig en blomst, medens du lever!”.

    Svar
    1. Eric

      Ja, man opnår desværre en vis “rutine”.

      Bisættelsen kan sætte en form for punktum, så man kan lukke bogen og komme videre, men afhængigt af omstændighederne er jeg ikke sikker på, at højtideligheden altid er væsentlig. Det afhænger også af afdødes egne ønsker. I bedste fald (desværre sjældent) kan det nærmest være en fejring af et godt liv.

      Var det mig, der lå der, ville jeg betakke mig for præstelig salvelse og hellere have, at en ven sagde et par ord om, at jeg posthumt var vært for en omgang, hvor selskabet kunne more sig med: “Kan du så huske dengang han …”

      Men nu har jeg jo også nået en alder, hvor det nok er for tidligt, men ikke for sent. Det er svært, og hensynet til de nærmeste må afgøre. “Giv mig en blomst, medens du lever” er en god morale.

      Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *