Hvis man som jeg lider af middelsvær politikerlede, kan Mogens Lykketofts ”Erindringer. Holdning og handling” give lidt håb.
Jeg skriver ikke anmeldelser, det kræver grundigere læsning, end jeg orker, men Lykketofts erindringer var en god læseoplevelse, jeg vil dele.
Erindringsbogen udkom den 2. oktober og er et digert værk. Her og der blev den mig for detaljetung, men historikerne vil sikkert se helt anderledes på den sag, og med så bred en målgruppe er det umuligt at gøre alle tilfredse.
Bogen giver et indblik i det politiske beslutningsrum, så i hvert fald jeg har fået en bedre forståelse for nogle af de politiske begivenheder, jeg gennem årene har været (undertiden måbende) tilskuer til. Jeg undlader at konkretisere, det drejer sig ikke om min uvidenhed.
Netop Lykketoft kan give det indblik, fordi han i så mange år har været en vigtig person for Socialdemokratiets holdning og handling.
Forlods får bogen et par plusser i karakterbogen for fraværet af rædsomt politikersprog. Ordet ”fremadrettet” forekommer slet ikke, og ”udfordringer” bruges om udfordringer, ikke problemer. (Så fik jeg redet den kæphest.)
Selvfølgelig er der ting, han ikke fortæller om, men generelt siger han tingene forbløffende ligeud, og han er ikke bleg for at gå til stålet. Det virker ærligt; både når han beskriver egne fejltagelser, og når han lægger andre politikere i syrebad.
Fx får Thorning-regeringen en ordentlig bredside, Ritt Bjerregaard skånes ikke, og Lars Løkke er en ”lille svindler” – for nu at rive nogle få ting ud af den sammenhæng, de absolut skal læses i.
Andre beskrives med stor sympati og respekt, det er langt fra kun kritik.
Det er politisk historieskrivning, som ikke foregøgler objektivitet. Jeg er ikke socialdemokrat, men jeg kan kun respektere mandens store viden, flid, ærlighed og sociale engagement.
Det overraskede mig lidt, at personlig kemi mellem politikere betyder så meget for forhandlingsresultaterne på Borgen, men ved eftertanke er det måske ikke så underligt endda – det er jo i høj grad et tillidsspørgsmål.
Jeg burde ikke citere i uddrag, tingene bør læses i den kontekst, forfatteren har skabt, men jeg kan alligevel ikke nære mig, fordi det siger lidt om, at bogen også har underholdningsværdi.
I omtalen af en udvalgsrejse til Amsterdam i 1981 skriver han bl.a. om Glistrup:
”Mogens Glistrup og Preben Wilhjelm havde det fint med hinanden, ligesom i øvrigt til daglig i udvalgsarbejdet, hvor Glistrup var et helt anderledes menneske, end når han frådede foran et tv-kamera. Han stillede gerne sin ekspertise til rådighed for bl.a. Wilhjelm, når et VS-forslag skulle udformes – f.eks. til bekæmpelse af skattesnyd.”
Dyremose får en tur i syrebadet:
”Hvis der var uforudsete problemer med et forhandlingsresultat, var Dyremose ikke nødvendigvis manden, der ville løse tingene i mindelighed. Han lignede mere sælgeren, der lidt grinende ser på dig og siger: ”Nå, ærgerligt for dig, at du ikke så det, der stod med småt nederst på kontrakten.” Jeg forargede mange, da jeg engang i en debat med ham i folketingssalen sagde, at jeg altid talte, hvor mange fingre jeg havde tilbage, når jeg havde trykket ham i hånden. Marianne Jelved skældte mig først ud, men gav mig senere ret.”
Og sådan kunne jeg blive ved. Særdeles festlig er fx beskrivelsen af mødet med Jacob Haugaard i 1997, da Haugaard skal lægge den sidste og afgørende stemme til finansloven, men jeg vil ikke citere mere og snuble i ophavsretten.
Som påstået i starten er dette ikke en anmeldelse, så fri for anmeldelsens genrekrav kan jeg undlade at omtale en masse andet (såsom karriere og privatliv) og nøjes med en anbefaling.
/Eric
Pingback: God modtagelse af mine erindringer – Mogens Lykketoft
Gisp, jeg må indrømme at jeg lige skulle puste ud da jeg så de alvorligt kritiske udtryk, som Lykketoft bruger om Thorning, Bjerregaard og Løkke, … en lille svindler? Det mener jeg er forkert, selv om du siger at du river betegnelserne ud af sammenhængen. Jeg har ikke og vil ikke stemme på Løkke, jeg respekterer ikke hans regeringskurs, men jeg var imponeret over at han fik så mange stemmer ved sidste valg ved at lægge en aflevering indover midtbanen. Det ville være vejen frem, hvis hans parti vel at mærke kunne forstå Piketty problematikken.
Og så blev jeg helt glad da du red min kæphest om at problemer ikke er udfordringer – det er interessemodsætninger.
Lykketoft pointerer, at han med “lille svindler” ikke tænker på bilagssagerne, men på forligsbrud.
En regering med Venstre og Socialdemokratiet er vist både en udfordring og et problem. Det kunne man skrive meget om, men man kan vel nøjes med at se på, hvem der støtter partierne økonomisk – det afspejler udmærket, hvis interesser partierne arbejder for, og de interesser er svært forenelige for at sige det mildt.
Det er også interessant at se, hvordan de to gamle ærkefjender (som de jo så reelt ikke er) Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann være de to, der i skøn samdrægtighed og stort set uden at blive uenige debatterer og især kommenterer stort og småt i dagens Danmark.
Og Kirsten Jacobsen var bedste-veninde med Lilli Gyldenkilde – endnu et bevis på, at politik ikke behøver at skille vandene.
Tak for anbefalingen; den bog vil jeg læse, lige som jeg har læst flere andre store politikeres erindringer. De er (næsten) altid interessante, selv om du så ganske rigtigt påpeger, at bøgerne er skrevet af dem selv, men læser man fra både højre og venstre, får man flere vinkler med.
Og Nyrup giftede sig med en radikal!
Når man har vores alder og kan huske Ankers statsministerår, formandsopgøret Auken/Nyrup, balladen om Ritts lejlighed og meget, meget mere, er Lykketofts bog ganske interessant – ikke mindst fordi han er så ligefrem.
Når jeg læser hans kritik af Thorning-regeringen, er det lige før, at jeg mistænker ham for at være den hemmelige socialdemokrat, men dertil var han nok alligevel for loyal en soldat 😉
Du sparer ca. en hund, hvis du køber den som e-bog.
At personkemi spiller en potent rolle også i landspolitik kan ikke undre en tussegammel embedsmand, der har oplevet det i en del år i kommunalpolitik. – Det gør det for øvrigt i de fleste af livets sammenhænge.
Referencen til kommunikationen mellem de superbegavede kontraster og politiske tidl. MFere Mogens Glistrup og Preben Wilhjelm er interessant læsning. Ligeledes er det aktuelt interessant for mig at høre en nær relation fortælle fra Mogens Lykketofts mangeårige Glostrup opstillingskreds.
“Syrebadet” til Henning Dyremose (“Fyremose”) kan kun glæde mig. Jeg oplevede ham i de helt unge KU-år på Frederiksberg og Lykketofts label er præcis.
Og endelig – Mogens Lykketoft prøvede næsten alt af store poster i sit politiske virke, dog ikke statsminister-posten. Trods hans uafviselige politiske kompetencer stod (dele af) hans personlighed i vejen for dette, da han tabte FV2005.
Jeg vil ikke konkludere for meget, mine forudsætninger mangler, og meget er hypotetisk, men det er sikkert, at erindringerne giver en bedre forståelse af den nyere tids politiske historie. At de så samtidig er underholdende læsning gør bestemt ikke noget.
Tak for en ikke-anmeldelse. Den bog havde jeg faktisk på forhånd tænkt mig at læse, men problemet er, at jeg aldrig kommer igennem et så digert værk.
Jeg har altid godt kunnet lide Lykketoft. Han forekommer mig at være en redelig politiker, om dem er der ikke så mange af.
Velbekom. Digre værker kan vel læses i småbidder, side for side, som alle andre bøger.
Og ja, Mogens virker som en retlinet person, om end man naturligvis ikke skal være blind for, at han er forfatteren til sine egne erindringer 😉