Sammenkomst med fortiden

Tiden går, og den løber, når den har travlt. Fortiden derimod er per definition tid, der er gået, men den kan alligevel indhente dig.

Timeglas

Indlægget drejer sig ikke om dette tilsyneladende paradoks, det pirrede bare min fantasi, men det handler om, at jeg har ladet fortiden indhente mig to gange på det sidste.

Pensionistfest

Cementfabrikken Aalborg Portland holder hvert år en fest for pensionister og efterlønnere omkring virksomhedens fødselsdag i oktober. I år fyldte fabrikken 130 år, og jeg deltog i festen for første gang.

Vi var omkring 165 tidligere ansatte plus ca. 20 stadig arbejdsramte afryddere og håndlangere. Virksomheden kalder det en ”ambassadørfest,” og det er nok ikke så tosset at betragte os som ambassadører – pensionister har også netværk.

Først var der tid til at besøge fabrikken inden for hegnet. Jeg forstyrrede de tidligere kollegaer i kontrolrummet og hørte om ting, der har ændret sig, og om problemer, der stadig er uløste.

Det er kun 10 måneder siden, jeg stoppede, men der er alligevel sket meget på den tid.

Derefter var der spisning, direktørens tale om rigets tilstand og samvær med de andre arbejdsfrie kollegaer. Det er både hyggeligt og underholdende at pudse minderne af. Min ene sidemand var kommet helt fra Bornholm.

For nu at leve op til rollen som ambassadør, linker jeg her til virksomhedens præsentation af sig selv.

Kan man abstrahere lidt fra de positive tillægsord, som naturligt nok findes i en præsentation af denne type, giver den faktisk et udmærket billede af cementproduktion og Aalborg Portland, som er en af landets sidste sværindustrier.

Møde med skolekammeraterne

Man kan sige meget om Facebook, men platformen er god til at knytte løse tråde i fortidens spind.

I 2011 oprettede Inge gruppen ”Ryesgade skole årgang 1962”. I den årgang havde grundskolen tre klasser, A, B og C, og Facebook-gruppen har vel ca. en tredjedel af årgangen som medlemmer.

Det er Ryesgade Skole i Aalborg, det drejer sig om. Nogle af skolekammeraterne bor stadig i Nordjylland, andre er spredt i ind- og udland, og nogen er døde. Sådan er det.

I 2012 var der jubilæumsfest. Jeg deltog ikke, og jeg deltog heller ikke i nogen af sammenkomsterne på Duus Vinkjælder. Jeg arbejdede og havde ikke krudt til mindepleje efter fyraften.

I går var der så arrangeret træf på en restaurant i lystbådehavnen. Denne gang deltog jeg og genså for første gang i 47-48 år otte af skolekammeraterne. Jeg genkendte nogen, men ikke alle. Jeg er elendig til at huske navne og ansigter.

Tiden går, og den sætter sine spor. For nogen er aftrykkene dybere end for andre. To af de otte er førtidspensionister grundet sygdom, en er enke, og der er helt sikkert mange flere historier at fortælle.

Ingen af de ni arbejder mere. Vi tilhører en af de sidste efterlønsgenerationer, og jeg er vist den i selskabet, der sidst er blevet arbejdsfri.

Der sker meget på 47-48 år, og der blev løftet flige. Jeg følte ikke, at nogen faldt tilbage i de gamle roller fra skoletiden; det er nok alligevel for længe siden.

Jeg havde frygtet, at det måske ville blive lidt anstrengt, men snakken gik ubesværet, og det var både hyggeligt og morsomt. Der skal ikke nødvendigvis så meget til at skabe et fællesskab.

Hvis jeg kan, deltager jeg også næste gang, der arrangeres noget.

Sammen tog vi de første prøvende skridt før voksenlivet, og så skiltes vi. Det er lidt som kun at have læst første kapitel, og jeg vil gerne høre, hvad der siden skete – hvor tiden gik hen.

/Eric

14 thoughts on “Sammenkomst med fortiden

  1. Donald

    Det er jo fantastisk godt at man tager sig godt af tidligere medarbejdere på den måde. Desværre ikke noget, jeg har oplevet ret meget (men OK jeg har fået MEGET søde kommentarer fra gamle kolleger og bekendte).

    Hvad er der ændret på fabrikken?

    Svar
    1. Donald

      Kan godt forstå at det er svært at genkende gamle skolekammerater. Vi var nogle stykker for … øh … 14 år siden, som var kommet lidt tidligt, og da de næste kom, sad vi så og gættede på, hvem det var. Det gik selvfølgeligt op for os efterhånden, men 50 år er mange år og der sker dog nogle forandringer. Jeg er meget i tvivl om “ansigtsgenkendelse” som der tales meget om nu, om det virkelig kan fungere.

      Svar
      1. Eric

        Nogle få kunne jeg umiddelbart genkende, mens det kneb med andre. De andre, som havde mødtes tidligere, røbede dog, at de ved den første sammenkomst måtte ty til gamle klassebilleder, og det trøstede mig noget 🙂

        Svar
    2. Eric

      Det er ikke værst med Portlands pensionistpolitik, og det bidrager til et godt image.
      Ændringerne er procesmæssige småting såsom ændret råmix, brug af og tilsætningssted for dispergeringsmiddel (“afspændingsmiddel” som gør slam pumpbar med lavere vandindhold) – den slags “småting”, ikke noget banebrydende..

      Svar
  2. Karl Thomasberg

    Det var som altid hyggeligt at være sammen med gamle kollegaer, for mit vedkommende er det 10 år siden jeg gik på efterløn, og jeg har nydt at være med til de fleste af pensionistfesterne siden.
    Som en nu afdød kollega sagde: det er altid sjovt at bytte nogle af de gamle løgnehistorier, ” kan du huske…” de bliver sjovere og sjovere år for år.
    Men – når det er sagt, så blev jeg lidt forstemt over at se, hvor få mennesker der var på fabrikken, og i kontrolrummet var alle operatører nye, ja tiden går og meget ændrer sig.
    Men nu må vi se til næste år, måske er det et andet hold med nogle kendte ansigter der passer fabrikken.

    Svar
    1. Eric

      Ja, erfaringsmæssigt er kontrolrummet lidt presset, men sådan vil det gå fra tid til anden. Kontrolrummet har altid og vil altid være et oplagt sted at rekruttere til andre jobs, hvor det er en stor fordel at kunne prioritere procesmæssigt.

      Svar
  3. Ellen

    Tiden løber desværre også (for) stærkt, når man har det godt – det gør den i hvert fald for mig …
    Det er mit indtryk, at der er en del firmaer, der gør noget for deres seniorer. Det gør mit gamle firma også, og jeg synes også, det er sjovt at mødes med de gamle kolleger; for vores vedkommende to gange årligt.
    Vi mødes i arbejdstiden, så vi har mulighed for også at tale med dem, der stadig er arbejdsramt. Det er ikke mindre hyggeligt.
    Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg ville synes det var interessant at mødes med de tidligste klassekammerater, hvis det skulle blive aktuelt. Gymnasiekammeraterne, ja, men ikke de andre, så det er fint at høre, at du havde en god oplevelse med det.

    Svar
    1. Eric

      Jeg synes bestemt, det er sjovt at møde de gamle kollegaer. Hvad angår de gamle klassekammerater, var jeg mere loren, men jeg kan kun anbefale at prøve, hvis lejligheden byder sig. Bliver man skuffet, har man i det mindste prøvet og kan altid bakke ud.

      Svar
  4. Lene

    Du forstår at nyde den frigivne energi og gør ting, du ikke før gjorde. Det er godt, og det må have været lidt nervepirrende at møde mennesker man ikke har set i så mange år.

    Svar
    1. Eric

      Ja, jeg nyder at bruge den frigivne energi, men nervepirrende var det nu ikke. Jeg frygtede som sagt, at det kunne blive lidt anstrengt, men det var slet ikke tilfældet.

      Svar
  5. Erik Hulegaard

    (Over-)modne seniorer kan indimellem glæde sig over at befinde sig på den berømte ”Memory Lane”. Indlæggets to eksempler med base i forskellige sociale platforme har glædeligvis givet dig noget nytteværdi ud af deltagelsen.

    Din nu tidligere arbejdsgiver synes at være en rigtig god arbejdsplads. Et ambassadeselskab har sine meget klare sociale koder og ritualer. Det må formodes i en tilpasset forretningsmodel også at gælde Aalborg Portland, der har haft 130 år til at tilpasse konceptet.

    ” Jeg følte ikke, at nogen faldt tilbage i de gamle roller fra skoletiden”…understreger netop dine observante evner, der med hånden på hjertet eller hjernen sikkert kunne anvendes af x antal andre skoleveteraner (eller soldaterveteraner).

    ”Recidiv-faktoren” (anvendes af Kriminalforsorgen ) kan så passende anvendes for at måle interessen ved de årlige skolesammenkomster.

    Svar
    1. Eric

      Portland hører næppe til de værste arbejdspladser; ellers var der næppe så mange 40-årsjubilarer.

      Når jeg nævner det med rollerne, skyldes det, at jeg ofte har hørt folk beklage netop rolletilbagefald. Jeg skal ingenlunde beklage, hvis Facebook giver anledning til flere hyggelige samkørsler ad Memory Lane med opdateringer af, hvad der skete i årene, der fulgte. Der er så mange skæbner, og de er alle på deres måde fascinerende.

      Svar
  6. Stegemüller

    Ambassadørfest er et rigtig godt og velklingende navn, der giver mening, for I fratrådte har – som du skriver – også et netværk, og så har I tiden til at pleje det 🙂

    Det er mærkeligt at tænke på, at du er e af de sidste efterlønsgenerationer. Jeg tilmeldte mig aldrig ordningen, da jeg ikke troede på, den ville holde, og det er jeg så godt tilfreds med nu.

    Det lyder hyggeligt med sammenkomsten med de tidligere klassekammerater. Godt du tog afsted.

    Svar
    1. Eric

      Med en af de sidste efterlønsgenerationer mener jeg så’n i praksis. Efterlønnen er jo ikke afskaffet, men politikerne har gjort den væsentligt mindre attraktiv for yngre generationer og har med held lokket mange, som godt kunne bruge en slat penge her og nu. Jeg er meget glad for, at jeg ikke skal arbejde, til jeg bliver fx 70.
      Og ja, det var morsomt at møde de gamle skolekammerater 🙂

      Svar

Skriv et svar til Donald Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *