Til Grækenland i en coronatid

Så er vi langt om længe kommet til Leros. Søndag fløj vi fra Aalborg via København til Athen, hvor vi overnattede på lufthavnshotellet.

Rejsende til Grækenland skal (over nettet) udfylde en ”Passenger Locator Form” senest 24 timer før afrejse, og det er et værre bureaukrati.

Vi gled dog glat igennem kontrollen og blev ikke udtaget til stikprøvetest for COVID. Mit gæt er, at de fornuftigvis koncentrerede sig om den gruppe unge mennesker, der lignede gymnasiale festaber med tømmermænd.

Mandag skulle flyet til Leros lette kl. 09:55, men det trak ud, og brumbassen fløj først 11:25.

Brumbassen

Brumbassen der fløj os til Leros

Under rejsen til og opholdet i Athen var vi meget Corona-påpasselige, men det er svært, når der er så mange mennesker så tæt. Inkubationstiden får vise, om de håndspritplagede hænder førte os sikkert igennem.

Sikkert pga. forsinkelsen var der kun én taxi i Leros’ lille lufthavn. Det var Petros, som vi har kørt med før, men han var engageret til anden side. I min kvide ringede jeg til Maria, vores værtinde, og hun tilbød straks at hente os.

Solen var aggressiv, og vi ventede i skyggen, til Maria kom efter ca. 20 minutter. Vi og kufferterne kunne lige være i den lille bil.

Maria har et godt snakketøj og et lyst sind, som ofte bryder ud i smittende latter. Vi vendte verdenssituationen og Leros i særdeleshed. Maria fortalte bl.a., at Leros ikke har haft så meget som ét smittetilfælde. I hvert fald ikke påvist og registreret, tænker jeg.

I begyndelsen af pandemien var udlejningen af lejligheder hårdt ramt, men senere kom der mange grækere, der ganske som danskerne søgte feriemuligheder inden for landets egne grænser.

Mange internationale gæster er blevet ramt af flyaflysninger og lignende, og det kunne vi jo kun nikke genkendende til – vores rejse har været et forhindringsløb af aflysninger, ændringer og udgifter, men nu er vi endelig fremme.

Da vi nærmer os supermarkedet i Platanos, spørger Maria, om hun skal holde ind, så vi kan fouragere. Det er vi glade for, for det sparer en stejl og meget varm spadseretur senere.

Lejligheden

Terrasseudsigt

Terrasseudsigt

Lejligheden er en etværelses med terrasse. Den er spartansk, men vi kender forholdene, så det er ingen overraskelse. Grundet COVID er der ændrede procedurer for eksempelvis rengøring, men det er ikke noget, der generer.

Poolen er coronatømt. Det generer lidt, men ikke voldsomt, og så er den da ikke kilde til støj.

Vi pakker ud og får os arrangeret udenfor på husets skyggeside. Indtil ved 16-tiden er der sol på terrassen, og det er alt, alt for varmt. Der er ikke en sky på himlen, vinden er svag, og temperaturen i skyggen er ca. 28°. Bedre flugt fra det danske efterår kan næsten ikke tænkes.

Panteli Bay

Ud på aftenen, og lidt før end vi plejer, slentrer vi de 200 meter ned til bugten, Panteli Bay, og bestiller ouzo på den vante café/bar.

Panteli Bay

Panteli Bay

Solbrune børn bader, og drenge i 10-årsalderen springer i på hovedet fra molen. Det må kræve lidt færdighed, for vandet er ikke dybt.

Da mørket falder på, går vi hen til vores favorittaverne, Psaropoula, hvor Apostolis byder os hjerteligt velkommen. Denne gang ikke med raspende kindkys, men med en forsigtig kno mod kno.

Som gæst på en restaurant skal man ikke bære mundbind, det ville i sagens natur gøre spisning besværlig, men tjenerne bærer mundbind eller visir. Generelt er reglerne skrappere i Grækenland, og mundbind skal fx bruges i forretninger.

Tjeneren på Psaropoula bruger visir, og ofte, når han skal snakke, slår han det op i panden som et par solbriller. Så er det jo ikke meget bevendt, men det er nok svært at være skræmt, når der ikke har været smitte på øen.

Apostolis bruger ikke værnemiddel, men han serverer jo heller ikke, han svæver bare over vandene.

Bordene står med større afstand end normalt, også dem på stranden, og der er tydeligvis ikke så mange gæster som vanligt på denne tid. Vi gætter på det halve eller deromkring.

Til forret får vi filodejsruller med spinat og feta, og hovedretten er blæksprutte stifado. Det er møre blækspruttearme (med sugekopper) i vinsauce med løg og oliven. Det er rigtig godt.

Mørket sænker sig for alvor, horisonten forsvinder. Lystbådenes lanterner er som berusede stjerner, og brisen er som bløde kærtegn af kattepels.

Vi er kommet hjem.

Relateret:

/Eric

8 thoughts on “Til Grækenland i en coronatid

  1. Ellen

    Jeg håber, at I får et dejligt og totalt coronafrit ophold – og kan vende hjem igen uden besværligheder undervejs. Jeg synes tingene ændrer sig hurtigt rundt omkring i Europa, og verden igen er på vej til at blive en anelse usikker at færdes i.
    Men nyd nu jeres ferie 🙂

    Svar
    1. Eric

      Du har ganske ret med udviklingen i Europa, og Leros synes som et smørhul i den sammenhæng. Det er svært at vurdere, men der er måske det halve antal turister af det beskedne antal, der plejer at være. God afstand, ingen festaber, ingen skovbrande. Vejret er pragtfuldt, maden ditto, og vi nyder det i ro og mag. Fx er der lige nu (kl. 07:30) skygge på terrassen, en ganske svag brise, 26° og en dejlig udsigt.
      Officielt er der stadig ingen smittede på denne ø, men det er usikre tider. SAS har for anden gang ændret på vores flytider, denne gang er det dog på hjemrejsen, og det er ikke værre, end at vi må vente en time mere i Kastrup, før vi kan fortsætte til Aalborg. Det klarer vi nok 🙂

      Svar
  2. Uffe Jerner

    Din beskrivelse af den farverige lokalbefolkning på Leros minder mig om Gerald Durrells ‘Min familie og andre dyr’, hvor han fortæller om sin barndom på Korfu i 1930erne.

    God ferie! Jeg krydser fingre for, at I kan vende raske og usmittede hjem.

    Svar
    1. Eric

      G. Durrels bog (og andre) har jeg læst flere gange – hans bror, Lawrence, er (var), åh, så seriøs og ikke nær så underholdende.
      Og tak. Det er klart, at lufthavne og den slags, hvor mange er samlet, indebærer en særlig smitterisiko, men ellers er smittetallet i Grækenland lavere end i DK (vistnok 169 sidste døgn med næsten dobbelt så mange indbyggere), så vi håber det bedste. Den største risiko er nok, at det blæser for meget, når vi skal fra Leros, så flyafgangen aflyses – så er det med at få ombooket i en fart!

      Svar
  3. Anni

    Godt at høre, at I nåede frem. Rigtig god ferie.
    Vi håber snart vi kan nå til Cypern, men der kræves nu covid 19 test som først må tages 72 timer inden afrejse, og det kan derfor blive et problem at nå at få svaret på testen i tide.

    Svar
    1. Eric

      Tak Anni 🙂 Jeg forstår din bekymring. Jeg tænkte det samme, da jeg forestillede mig “hvad-nu-hvis”. Vær opmærksom på, om Cypern kræver pasnummer påført attesten – det mener jeg, at grækerne gør, når de kræver attest.

      Svar
  4. Erik Hulegaard

    Det formodes, at den begejstrede kommunikation med hotelejeren og temporære taxichauffør Maria foregår på engelsk. Ligeledes formodes det, at det er en guddommelig ortodoks kraft, der får Apostolis til at svæve over vandene, men samtidig med den corona-relaterede sidegevinst, at familien Bentzen denne gang slipper for hans raspende kindkys, der kunne få enhver dermatolog til fluks at finde den rette receptpligtige hudcreme.

    Mon ikke der også dukker en ægte græsk kattepels op, der fortjener bløde kærtegn, ligesom Tot in absentia cirka 2.500 km. i nordvestlig retning fra det corona-tømte bassin.

    Svar
    1. Eric

      Der er katte nok, men de fleste er desværre vilde og håndsky. Og du formoder rigtigt, at samtale med Maria føres på engelsk. I efterkrigstidens magre år rejste mange grækere udenlands og især til Australien, hvor antallet af indvandrede grækere den dag i dag er flere millioner.
      Nogle blev der permanent, andre drog hjem med noget på kistebunden, og atter andre drog hjem og rejste hver vinter til Australien for at arbejde. Maria og hendes mand tilhører både 2. og 3. kategori, og de taler flydende engelsk med down under-accent. Det oplever man flere steder – i hvert fald på Dedokaneserne.

      Svar

Skriv et svar til Uffe Jerner Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *