En (for os) typisk feriedag på den græske ø Leros.

Ud for terrassen står et limetræ, og blev vi her længe nok, ville vi se frugterne modne. Ikke at det er til at se, men de falder vel af på et tidspunkt – ligesom fignerne der ligner fladtrådte hundelorte og klæber til vejen.

Vi når ikke at se limefrugterne modne, så længe skal vi desværre ikke være her.

Vi fandt hurtigt den gode rytme med at lave ingenting. Heldigvis har vi tidligere set øens seværdigheder, så de forpligter ikke. Det er en af fordelene ved at vende tilbage til det samme sted.

Når vi kommer hjem, vil mange spørge: ”Fik I så set noget?” og vi vil sandfærdigt svare ja, men det, vi ser, er nok ikke lige det, spørgerne har i tankerne.

Borgen, der knejser over øen, kan man ikke undgå at se, men ellers er det mest hverdagen og detaljerne, vi bemærker.

Sortklædte kvinder, motorcyklister uden hjelm, tjenere med mundbind eller visir, katte ved affaldscontainerne, katte andre steder, gamle mænd på caféer, en dreng med skrigblå sko, bygningsdetaljer, høns, geder, katte, får, fiskerbåde, solbrune børn der bader og solens dans på havet.

Den skyfri himmel og skarpe sol styrker vores tilbøjelighed til at søge skygge, bevæbnet med strikketøj, bøger, krydsord og andre sysler, som ikke hæver pulsen.

Det er dejligt at kunne sidde i det fri uden at være pakket ind til dansk september. Vi har stjålet en sommerforlængelse.

Dagens gang

Dagen starter ved syvtiden. Jeg laver kaffe på græsk manér, trækker skodderne op og sætter mig på den sydvendte terrasse. Den rammes først af solen ca. 08:15, og med 25-26° er der dejlig svalt. Haner galer, og i takt med at de vækker øen, kommer andre lyde til.

Indkøb og formiddagskaffe

Turen op til Platanos er en kende stejl, så vi køber ind om formiddagen, før det bliver alt for varmt. Én af os tager mundbind på og går ind i forretningerne, mens den anden venter udenfor.

Jeg får det til at lyde som en shoppingtur, men det er som regel bare håndværksbageren og det lille supermarked. Hos bageren koster et brød 1 til 1,2 euro, og pengetransaktionen foregår i disse coronatider med en lyserød plastikslev, som bageren måske har hugget fra barnebarnets strandlegetøj.

Sleven forebygger næppe noget som helst, men den er rekvisit i et spil, som er med til at holde moralen og paraderne oppe. Endnu er der ikke registreret COVID på Leros.

Måske får vi en kop kaffe på Platanos’ torv sammen med mænd i post-backgammonalderen (læs: gamle!). De konverserer med en sætning hvert 5. minut. De er der, når vi kommer, de er der, når vi går.

Alternativt slentrer vi ned til Panteli Bay og får kaffe i tamarisktræets skygge med havets dovne dønninger som rytmeboks. Slangen i paradiset er bremser med smag for bare ben. Bremserne går brutalt til biddet og mangler myggenes diskrete professionalisme.

Det er for tidligt for strandgæsterne, men lokale mænd spiller backgammon i timevis over en kop kaffe med vand til. De er senede og har brun læderhud; skjorter og T-shirts er forvaskede.

Platanos og Panteli

Platanos er den lokale hovedby. Den ligger for foden af borgklippen et pænt stykke over havet. Her er mange trappegader. Byen opstod vel, da faren for piratangreb blev mindre, og befolkningen kunne flytte ud af borgen.

Gaderne er derfor ikke designet til biler, og det gør byen til en trafikal flaskehals mellem Agia Marina i den næste bugt og øens største by, Lakki.

Panteli, hvor vi bor, var oprindelig et fiskerleje, men har nu bredt sig opad fra bugten og havnen og fylder dalen fra Platanos til havet. Der er huse i dalbunden, og huse der klatrer op ad siderne.

Haner galer, får bræger, og hunde fører langdistancesamtaler som i en Disney-film: Vov –Vuf – Vov! – Vuf! – Vovvov! – Vufvuf! – Vovvov!” – (og så videre til intet svar) – Hrmpf! siger så den udholdende, der fik det sidste ord.

De fleste huse er velholdte, og mange har været til salg siden finanskrisen. Elforsyningen går via luftledninger og gamle træmaster med porcelænsisolatorer. Intet under, at der nemt kommer strømsvigt, når det stormer.

Vi vender dampende hjem fra formiddagsturen og sætter os på husets nordside. Her er der skygge til ved tretiden.

Tiden går med strikketøj, krydsord, læsning. Jeg har læst gamle, uforpligtende Poirot-historier, og måske kaster jeg mig over Sherlock Holmes som det næste. Der er noget ved tidsånden på Leros, som passer fint med de gamle historier, selvom de udspilles i en ganske anden ramme.

Frokost

For det meste smører vi bare nogle madder eller laver en salat, men det hænder, at vi går ned til Panteli Bay og bestiller græsk salat eller omelet på Zorbas. Ved terrassens hjørnebord er der skygge, brise og udsigt til bugten.

Én portion græsk salat til deling er nok, og omeletten med skinke, ost, løg og tomat er velsmagende og letfordøjelig

Vi vender hjem, og snart er det tid til siesta. Ved tretiden begynder solen at forsvinde fra terrassen, og vi rykker derud. Den er mere privat end husets front.

Aften

Ved syvtiden slentrer vi ned til bugten igen. Liggestolene er nu skiftet ud med safaristole, og vi nyder en aperitif i strandkanten, mens lyset blåner og svinder. Fiskerbåde tøffer ud til nattens arbejde.

Vi tøffer hen til Psaropoulos for at spise, snart er himmel og hav helt sorte.

Kalispera! hilser Apostolis, der uopfordret har reserveret et bord til os. Måske frister dagens special, ellers vælger vi fra menuen. Maden er græsk, solid og velsmagende.

Kalinichta! Hilser Apostolis, da vi går hjem.

Vejen er sparsomt belyst, men det er umuligt at fare vild. Vi starter aircooleren, og mens den gør det indledende arbejde med 26° som endemål, nyder vi stilheden på terrassen.

Og så er det tid at gå i seng. Det har været en hård dag.

Relateret:

• Til Grækenland i en coronatid
• Den græske skolelærerinde
• Balanceret levering
• Taler De tysk?
• En dag i det græske smørhul
• Feriens sidste vers
• Ferieforlængelse og hjemme igen

/Eric