Om skakminder og da jeg mødte dansk skaks grand old man, H. Norman-Hansen, som var topscorer, da Danmark vandt sølv ved skakolympiaden i 1927.
Tiden skal gå med noget, så man ikke får coronakuller, og jeg har lagt mine gamle skakpartier i en database, så de kan gennemspilles på computeren.
1207 af slagsen. Det er ikke dem alle – nogle er gået tabt, og en del partier med kort betænkningstid har jeg ikke skrevet op.
Ja, grin du bare, men processen har åbnet mange skuffer i mindernes kommode, for jeg var aktiv ved brættet i 36 år.
Jeg er stadig medlem af Nørresundby Skakklub, men har ikke spillet aktivt siden 2006. Jeg mistede simpelthen spillelysten, og lysten til at bruge mine weekends på holdkampe var også til at overse de sidste år.
Nogle få partier står ætset i erindringen, andre er en nå-ja-oplevelse, men flertallet havde jeg helt glemt. Det er der vel ikke noget underligt i, for de ældste er 51 år gamle og ikke noget at prale af.
Holger Norman-Hansen
Et af de partier, jeg afgjort kan huske, er mit møde med Holger Norman-Hansen i 1980, da Nørresundby Skakklub mødte Studenterforeningen i 1. division.
Kampen blev spillet i Aarhus, og 81-årige Norman-Hansen var taget med fra København, hvor Studenterforeningen har hjemme.
Billedet af Norman-Hansen herunder har jeg tyvstjålet fra Skakbladet nr. 1 1984 (fotografen er ikke nævnt), hvor der var en omtale af hans 85 års fødselsdag. Han døde senere samme år under et ferieophold på Malta.
Holger Norman-Hansen
Norman-Hansen var aktiv skakspiller i en høj alder, men han huskes mest for ungdommens præstationer. Mange gange var han med i topstriden om danmarksmesterskabet, og han vandt titlen i 1939 efter omkamp med Chr. Poulsen og Jens Enevoldsen.
Han var med på holdet, da Danmark vandt sølv ved den første officielle skakolympiade i London 1927, og scorede 12 af 15 mulige – helt fantastisk.
Han havde mange andre gode resultater, men jeg stopper her.
Han blev født den 2. februar 1899, begyndte at spille skak i 1914 og blev dansk mesterspiller i 1916. Han var højt respekteret, som fx Eigil Pedersen gav udtryk for i ”Skakspilleren II” (Politikens forlag 1967):
”Norman-Hansens spil minder om hans væremåde: klar, korrekt og måske en smule reserveret.”
Han var ikke blot en stærk skakspiller, han havde også sprogtalent. I Skakbladets nekrolog (1984 nr. 5) står, at han talte ”et meget smukt fransk,” og efter han blev pensionist, tog han translatøreksamen i spansk!
Partiet
Det var ikke uden benovelse, jeg hilste på min modstander, dansk skaks grand old man nr. 1. Alene hans ærværdige og noble fremtræden indgød respekt, og jeg følte mig i høj grad som en grøn knægt – et psykologisk dårligt udgangspunkt for et vigtigt parti.
Som det gik, vandt jeg dog ret let, da den gamle mester lod sig lokke på bonderov i åbningsspillet uden at se min lumske fælde. Partiet er lidt usædvanligt og ganske underholdende, synes jeg selv, men jeg sad jo også på den sjove side af brættet.
Partiet kan gennemspilles ved at klikke på dette link (åbner i en ny fane). Hvis du bruger en lille skærm (fx en smartphone) kan det være nødvendigt at forstørre lidt for at bruge kontrolpanelet. Det kan også gennemspilles ved at bruge piletasterne.
Partikommentarerne skrev jeg til Nørresundby Skakklubs klubblad, En Passant, 1980 nr. 3.
Herunder et næsten samtidigt skak-billede af mig selv. Det er fra Aarhus 1982. Bag mig sidder Ernst Larsen (med hånden på hagen), som nogle skakspillere vil huske.
Partiet, jeg spillede, da billedet blev taget, er også kommet i databasen. Mindernes kommode har mange skuffer.
/Eric
Når interessen stadig er der, så må det være dybt tilfredsstillende at kunne ‘spille’ partierne igen.
Jeg forstår ikke skak, men jeg forstår så glimrende din glæde ved både spillet og minderne.
Jeg holder også vældig meget af tanken om, at alderen er (næsten) ligegyldig. Jeg kan jo se på Aubrey, hvor fedt han har det med at kunne sige, at han har slået ældre medlemmer af skolens skakklub.
– Og så er det skønt at se dig som vaskeægte 80’er-dreng … de briller, altså 😀
Jeg forstår Aubrey. Jeg meldte mig ind i Aalborg Skakforening i 1970 som 14-årig. I 1973 blev jeg klubmester for første gang, så jeg ved, hvor fedt det er at slå “de gamle hønisser” 🙂
Og ja, de hinkesten! Det var plastikglas med et (i dag) ikke imponerende brydningsindeks, så når de var så store, blev de også meget tykke i kanterne. I dag har jeg Zeiss-glas og et (meget) pænere stel. Brillen koster kassen, men pengene er givet godt ud.
Sim skakignorant må jeg spørge, noterer man alle træk ned under en kamp? Siden du kan genskabe dem på computer.
Uagtet at mesterspilleren måske selv var skyld i sit nederlag, så må det alligevel have været tilfredsstillende at se ham gå i fælden 🙂
Ja, der er ligefrem noteringsPLIGT, medmindre det er partier med kort betænkningstid. Ved “seriøse” turneringspartier knytter betænkningstiden sig til antal træk, derfor. Brættets 64 felter er som et koordinatsystem, og det gør det nemt at notere trækkene.
Selvom Norman-Hansen spillede skidt i vores parti, var sejren særdeles sød 🙂
@ Henny Stewart
Jeg husker til gengæld udmærket Harald Øvland. I et par år og/eller sidst i 80’erne eller i begyndelsen af 90’erne deltog vi i de samme turneringer i Biel (CH) og Clermont-Ferrend (F).
Sjoveste historie Harald fortalte mig, var, at han ved en stor turnering havde overværet, at Karpov i næstsidste runde havde besejret sin evige rival Kasparov. Harald var fulgtes med Karpov og hans team tilbage til deres hotel og Karpov havde været så overstadig over sejren mod sin evige rival, at han havde givet en øl til dem alle sammen(!)
Karpov er kendt som en af denne verdens mest fornærede mennesker og jeg er faktisk ikke sikker på, at Harald nåede at blive klar over, hvor STORT det var, at Karpov gav en øl.
Jeg har kedet mig gennem et hav af skakturneringer i min spildte ungdom, hvor jeg levedede sammen med en vis hr. Øvland fra Hirtshals. Har du stødt på ham i din karrierre, monstro?
Jeg skal lige understrege, at jeg ikke spillede selv. Hans sønner skulle lære mig det, men jeg fik kun lov at vinde en gang, så gad de ikke mere. De var 5-6 år den gang, og det tog mig ganske lang tid at nå så langt. Nå, men skidt. Spil og konkurrencer har nu heller aldrig været noget for mig, så det …
Der er sikkert gode grunde til, at så mange finder skak uinteressant.
Og jo, jeg erindrer navnet Harald Øvland, men kan ikke huske, om vi har spillet mod hinanden – jeg tror det ikke.
Mindernes kommode rummer skuffer af forskellige størrelse og indhold. Nogle er med lås på, andre frit tilgængelige. Dagens indlæg er honning for skaknørder og har naturlig interesse for andre, der værdsætter din personlighed og din blogs indhold.
Nogle påstår, at hjernen først er færdigudviklet omkring de 25 år. Netop noget talmæssigt du beviste en særlig dag for 40 år siden, da en nobel aldrende dansk legende blev besejret. I mikroformat hertil erindrer jeg stadig min stolthed som 16-årig, da det efter tre års talrige nederlag omsider lykkedes at besejre min bedstefar i skak. Også han talte et smukt fransk.
I sportens verden (og vel også i andre forhold) sker det relativt sjældent, at man pludselig taber interessen for en konkurrence-gren, der har fyldt store dele af ens liv siden den tidlige ungdom. Årsagerne kan være flere, som vi læsere på den digitale tilskuerplads så kan filosofere over.
Ja, nogle skuffer er låste, andre ikke. Jeg har dog ikke tabt interessen for skak. Hvis det er det, du tror, tager du fejl. Det var snarere konkurrencelysten (faldende testosteronproduktion?), der svandt samt lysten til at bruge så meget af fritiden på at spille. Indfrielsen af ambitioner og manglen på nye spillede nok også en rolle.
Jeg følger stadig med (på nettet) i topskak og fryder mig over, hvor excellent de spiller. Med Jens Enevoldsens (mangefold danmarksmester og forfatter) ord: “Krystalklar matematik i dramaform”.
Skak er desværre en lukket bog for mig, men ikke desto mindre kan jeg ud fra din beskrivelse af mødet med Norman-Hansen sagtens leve mig ind, hvor spændende det må have været. Især når det lykkedes dig at snyde mesteren 🙂
Skak er en lukket bog for de fleste danskere, men for hvem, bogen er åben, viser partiet snarere, at mesteren snød sig selv.
Det sagt var det en stor oplevelse at møde en levende legende. Spillestyrken var ikke intakt, bevares, men at tænke på, at han hele 53 år forinden havde leveret et superresultat ved skakolympiaden, som ikke er overgået siden, var svimlende.
Og så var han en gentleman med format …
Rigtig god læsning. Det er sjovt at finde de gamle partier frem fra gemmerne…. Den gamle mester kom dog næsten for hurtigt galt afsted!
Det er nemlig sjovt, og man har glemt mere, end man tror.
Ja, det gik hurtigt, men han tog nederlaget pænt – han var en gentleman.
Et meget fint indlæg og partiet ligedes fint …..det er vel sådanne partier man ikke glemmer !
Tak Lars. Og ja, den slags “atypiske” partier glemmer man ikke så let.