Vi kom til Leros i mandags og har fundet ind i den lade ferierytme, hvor vi forkæler os selv uden at blive alt for energiske.
Hvis du ikke lige ved det, er Leros en lille græsk ø nord for den lille ø Kalymnos, som ligger nord for Kos, der ikke er så lille endda. Så er det på plads.
Når vi er i Grækenland på denne tid, nyder vi især de lune aftner. Selvom september ikke byder på dræberhede som juli/august, er det behageligt, når temperaturen falder et par grader ved solnedgang. Så bliver brisen som kærtegn.
Ved syvtiden spadserer vi de ca. 200 meter ned til Panteli Bay, et gammelt fiskerleje, og på vejen skal vi lige hilse på hunde, katte og geder.
Panteli Bay rummer den lille havn med fiskerbåde og lystsejlere, og der er en håndfuld taverner og caféer, som serverer på stranden. Der ligger også lystsejlere for anker i bugten, og hen under aften sender de gummibåde ind med gæster til tavernerne.
Vi sætter os i et par safaristole på stranden og borer stolebenene ned i sandet, så vi sidder nogenlunde plant. Caféens tjener kommer med ouzo, mørket falder på, og små fiskerbåde vender hjem.
Og mørket falder hurtigt på. Ca. kvart over syv begynder lyset at blåne, ved halv otte-tiden tændes lygtepælene langs stranden, og kl. 8 er himmel og hav blevet til ét sort bagtæppe. Aftenstjernen lyser nu klart i syd/sydøst og bevæger sig langsomt mod vest.
Før pandemien så man også en del fly fra de sydligere øer og måske Tyrkiet, men nu er aftenstjernen næsten ene om opmærksomheden. Det er vist ikke Venus, selvom det havde været passende romantisk.
Den sidste isterning smelter, og vi går hen på Taverna Psaropoula, hvor man får god, græsk mad, og husets rødvin er afkølet. Bordet står på stranden under åben himmel, og der er stadig lunt, om end jeg nu har taget en trøje på, fordi havbrisen er lidt kølig.
Octopus Stifado
Bag mig står en frodig oregano, og når jeg strejfer bladene, kvitterer de med en intens duft.
Krofar Apostolis og tjeneren siger ”kalinychta,” da vi går hjem. I morgen vil det samme bord være reserveret.
Vejen er dårligt oplyst, men det er umuligt at fare vild, og efter en stund på terrassen er det tid at gå i seng, inden myggene kommer for godt i gang.
Relateret:
/Eric
Den smukke beretning får mig til at mindes konen til Vejby Manufaktur, som sagde “vi har ikke været på ferie i 30 år” – fordi man jo havde kunder i sommerperioden og ellers ikke ret meget omsætning.
Især beskrivelsen af mørkningen er poetisk.
Møblerne ved de små spiseborde, er de af ægte træ? Det ser så hvidt og nyt ud, at jeg tænkte “de er forhåbentlig ikke begyndt at lave plastic-efterligninger af de klassisk-middelhavskyst stole?”
Møblerne er skam af træ (nye eller nymalede). Personligt så jeg nu gerne de klassiske stole hen hvor peberet gror – de er mageløst umagelige 🙂
Hvor er det godt, at I er kommet af sted. Dejlige billeder som sammen med dine ord gør, at jeg fornemmer aftenstunden og det afslappede ferietempo.
Det fryder os, at det også lykkedes i år. Leros inviterer til afslapning.
Var rejsen derned uden komplikationer? I hvert fald fornemmer jeg jeres glæde over endelig igen at være nået frem, komme ned i tempo og nyde livet.
Tak for at dele med os.
Godt fornemmet!
Rejsen var for så vidt uden komplikationer, men den var lang. SAS aflyste flyet til Athen søndag, så vi skulle rejse allerede lørdag. Det havde ikke været et problem, hvis jeg kunne have ombooket flyet Athen-Leros fra mandag til søndag, men det kunne jeg ikke (alt optaget). Så enden på den historie blev, at vi måtte tage to overnatninger på fastlandet. Vi kunne selvfølgelig have besøgt Athen, men udsigten til at sjoske rundt i en varm og smogfyldt storby var til at overse, så i stedet slog vi “bare” tiden ihjel. Dertil kom træthed – både lørdag og mandag skulle vi skrækkelig tidligt op for at nå flyene.
Men det er heldigvis historie nu – nu nyder vi det bare 🙂
Det er lige det rigtige ferieliv for jer – det fornemmer man tydeligt, og det har selvfølgelig også været ekstra savnet denne gang, så I nyder det nok også nærmest dobbelt nu?
Den blæksprutte kan jeg blive helt misundelig over – jeg elsker blæksprutte, især når jeg får dem serveret og ikke skal tilberede dem selv. Det synes jeg er svært at gøre helt rigtigt, for mit erfaringsgrundlag er begrænset.
Fortsat god ferie – vi hører nok fra dig igen, inden I kommer hjem 🙂
Ja, det passer os fortrinligt, og ja, pandemien har givet rejseabstinenser.
Sprutten er smørmør, men jeg ved ikke, hvordan de tilbereder den. Saucen er en lidt skarp tomat-/vinsauce, som normalt ved oksekød stifado.
Og mon ikke der kommer flere livstegn herfra 🙂
*Så* dejlig læsning. I forstår at nyde livet.
Skønne billeder med det klassiske græske aftenlys.
På min hjemmeside kan jeg se, at jeg i 2013 har været på to heldagsudflugter fra Telendos til Leros og nød øen i fulde drag. Jeg syntes nok, at stednavnet “Panteli Bay” sagde mig et eller andet.
God weekend!
Tak Hanne. Leros gør det nemt at nyder livet, ja det er svært andet.
Man læser og mærker det meditative i stemningen. Det er vigtigt, thi energiniveauet skal holde i 3 uger. Den mildt sagt rekreative stemning formodes at fortsætte og kun uventede krydderier i maden eller (værre) det nærliggende store muslimske lands behov for åbning af flygtningelejre kan ødelægge idyllen.
En slags sjælenes kuranstalt – forstås!
Tempoet på Leros giver ro i sjælen, og der er ingen fare for, at vi brænder ud.
Hvad Afghanistan m.v. kommer til at betyde for flygtningestrømmen(e), får tiden vise.