Hvor længe skal man egentlig gøre noget anderledes, før det bliver til noget, man plejer at gøre?
Skilt ved busstoppested smurt ind i barberskum og toiletpapir
Jeg spadserer en formiddagstur den 1. januar. Himlen er grå, der er vindstille. Det har ikke regnet, men jorden er våd. Det må være disen.
Gader og fortove flyder med brugt fyrværkeri, som de plejer efter nytårsaften. På hækkene hænger guirlander af toiletpapir, der er barberskum på skilte og forhaveplanter.
Der er næsten ingen trafik. Jeg møder nogle få hundeluftere, men kun hundene viser entusiasme.
Vi fejrede nytårsaften alene to, som vi plejer. Engang var dagen til fest og ballade, men det har ikke været plejer i mange år. Hovedretten denne nytårsaften var oksefilet, og for min skyld kunne en rød Barolo godt blive til plejer.
Katten fejrede ikke nytåret. Han gemte sig under kældertrappen, som han plejer, når krigen bryder ud. End ikke oksefilet kunne lokke.
Det meste er, som det plejer at være, men pga. pandemien er der undtagelser. ”Hvornår bliver tingene mon normale?” spørger folk igen og igen.
Der er nogle ting, vi ikke kan gøre, som vi plejer. Det er forskelligt, hvor slemt det opleves. Jeg er fx rigtig træt af, at det er svært at planlægge rejser, mens det rager mig en høstblomst, hvis jeg ikke kan komme på diskotek.
De antivakse
For nogle er restriktionerne så slemme, at de demonstrerer i protest. De demonstrerer dog ikke i dag, og det er faktisk et stykke tid siden, at danskere sidst var på gaden i kamp for retten til frit at kunne smitte andre.
Jeg har prøvet at forstå dem, men kommer til kort. Abstrakt kan jeg godt forstå, at man er sur, hvis man er overbevist om, at virussen ikke findes, men med den præmis bliver forståelsen snarere en slags diagnose.
De antivakse er en broget skare, og skal man sige noget positivt, kunne det vel være, at gruppen gør det nemmere at afgrænse begrebet normalitet.
For min skyld må folk være så unormale, de være vil, så længe de er det i deres egen boble og ikke generer mig eller samfundet i øvrigt i nævneværdig grad. Det lever de antivakse ikke helt op til, og da slet ikke en gruppe som Digital Civil Ulydighed som virkelig tester tolerancetærsklen.
Det glemte champagneglas
På elforsyningens metalskab ud til fortovet står et fyldt champagneglas, og skruet ned i hækkens top står en tom vinflaske. Først da jeg er kommet forbi, tænker jeg, at jeg skulle have taget et billede. Nytårsdag kan det unormale være normalt.
Ved busstoppestedet lidt længere fremme er skiltet med minuttal syltet ind i barberskum og toiletpapir. Nu tager jeg et billede. Jeg ved, at minuttallene er 14 og 44, men for tiden undgår jeg så vidt muligt at køre med smitteekspressen.
Hvor lang tid skal der gå, før det unormale bliver normalt? Bliver noget til plejer, når det er blevet en vane, vi praktiserer uden at tænke nærmere over det? Er det, man plejer, per definition normalt?
Dagen efter
Dagen efter går jeg samme tur. Jeg ser på afstand, at det fyldte champagneglas stadig står på metalskabet. Jeg begynder at finde telefonen frem, så jeg kan tage et billede.
Da jeg er en 3-4 meter fra motivet, træder en mand ud af indkørslen, tager glasset og tømmer det ud på jorden. Skiltet med bussens minuttal er nu rent.
/Eric
Jeg håber at de gode takter i forhold til håndhygiejne og afstand holder ved. Det er spændende hvordan plejer ændrer sig, nu studser jeg så snart jeg står i kø og jeg mærker nogen tæt på mig. Det føles forkert.
I nat blev en del af nattesøvnen frarøvet mig af bekymringer over om min lille norske familie ville få covid, når de kom på ferie i Danmark. Især fordi de starter i København 🙂 Jeg blev dog enig med mig selv om at de bekymringer var omsonst, for bliver de syge, finder vi også ud af det. Følelseshjernen var dog ikke helt enig 😉
Jeg genkender din kø-fornemmelse og tænker, at de fleste af os nok har udvidet vores “sikkerhedszone”.
Vi bliver jo nok alle smittet på et eller andet tidspunkt, men jeg forstår så glimrende din følelseshjerne!
Ja, hvad er normalt?
Den er svær.
Mands minde er jo som bekendt 3 uger; men med dårlige vaner kan selv et langt liv være for kort til en effektiv afvænningsperiode.
Det er stort set de samme som brugte alle lommepengene på udbetalingsdagen, der i dag, i pensionistalderen, står i registeret for dårlige betalere.
Ang. Anti-vaxere:
Vores nære sygeplejeskeveninde udtalte: Det er sært, at ingen anti-vaxere viser sig at være anti-behandlingsmodtagere når de ligger med kvælingsfornemmelserne.
Deres “kunder” med covid-19 får kemi i en helt anden størrelsesorden end et sølle stik.
Ja, vel er den svær. De fleste hænger vel ved vanerne, til omstændighederne tvinger dem til noget andet, og spørgsmålet er så, hvornår den nye tilstand bliver “plejer”. Det er selvfølgelig individuelt, men i den aktuelle situation med covid synes det unormale at overskygge alt andet i manges bevidsthed, selvom det meste stadig er, som det plejer.
Angående anti-vaxere synes der i de fleste af livets forhold at være mindre grupper, som foretrækker at tro på “alternative fakta”. Faren er, når de faktarestistente (som i fx USA) vokser til at blive en stor del af befolkningen og får støtte af opportunistiske politikerne.
Tankevækkende tanker fra din side.
Hvornår bliver plejer til plejer? Nok forskelligt, afhængigt af arten af handling.
Jeg er ganske enig med Hanne i, at “antivakse” er en uhyre fin leg med ordet
Jeg har hørt mange hævde, at “ingenting bliver som før corona”, men det er jeg ikke helt enig i. Folk glemmer hurtigt elendighederne, når alt er godt igen. Heldigvis …
Mon ikke vi alle kender udtrykket, som Hulegaard nævner, fra vores arbejdspladser, men jeg opponerede engang imellem lidt mod det, hvis man var på vej til at begå en dumhed, som allerede var begået tidligere … sådan en slags “been there, done that”-ting. Men det er måske ikke helt det samme?
Jeg er (desværre) enig med dig i, at elendighederne hurtigt bliver glemt. Jeg ville i hvert fald gerne se et punkt på finansløven, som hed noget i retning af: “Beredskab ved fremtidige pandemier,” men jeg tvivler på, at det kommer til at ske.
”Plejer er død” har i en del år været et populært udsagn på arbejdspladser etc. – I nutiden kan man overveje, om udsagnet er skindødt. Dramatisk udtrykt har den bakteriologiske verdenskrig rykket på både moral og handlemåder, som vel ikke er set tidligere siden 2. verdenskrig. Frihedskæmperne i nutiden er vaccinerne, der hilses af et flertal og obstrueres af et mindretal; sidstnævnte ud fra forskellige motiver.
Mine kufferter er MIStrøstige – som blogejerens – ligesom Tot (og talrige husdyr) var svær at trøste den sidste nytårsaften og nat.
Godt nytår til blogejeren!
Min tysklærer i realskolen brugte også udtrykket, når en elev forsvarede en fejl med (gæt selv).
Tot er igen i godt humør og ønsker i lige måde 🙂
BTW: Hvor er det altså “sjovt” med toiletpapir og barberskum.
Drengestreger eller analogt hermed. Hærværk er trods alt værre.
“Antivakse” er et herligt ord og sabotørerne fra “Digital Civil Ulydighed” skulle bures inde sammen med Inger Støjberg.
Kunne de digitale sabotører bare nøjes med at blive syge og belaste sundhedsvæsnet unødigt, men bevidst at spænde ben for dem, der gerne vil vaccineres, er ret groft.