Til Sicilien efter 3 års pause

Vi er på Sicilien igen efter tre års ufrivillig pause pga. pandemien. Vi er i Siracusa, og senere går turen videre til Giardini Naxos.

Selvfølgelig har jeg haft tid til at skrive før nu, jeg ville bare hellere bruge tiden på andet. Men i dag regner det jævnligt, og da profeterne siger, at det fortsætter mandag og tirsdag, er det blevet tastaturets tur.

Vi ankom tirsdag den 3. maj efter en strabadserende rejse Aalborg-Amsterdam-Milano-Catania. Vel vidende, at vi ville være meget trætte, havde vi bestilt en taxi, og den muskuløse Mercedes kørte de ca. 50 km fra lufthavnen uden at forlade overhalingsbanen.

Vi bor i Ortigia, Siracusas gamle by, som er en lille ø uden for ”fastlands-Siracusa”. Det var her, de første grækere slog sig ned ca. 734 f.Kr., og vi har en lejlighed i Via Salomone på øens sydspids.

Via Salomone

Via Salomone

Kort om lejligheden

Lejligheden ligger på 1. sal. Der er en lille stue, et lille køkken og et lille badeværelse. Via en smal og meget stejl vindeltrappe kommer man op til en hems, hvor der er seng (god), skab og kommode.

Trappen

Trappen

Herfra (i samme plan) kommer man videre til en lille stue og en tagterrasse på velsagtens 10-12 m². Ordet ”lille” går igen, men der mangler ikke noget ud over røgalarmer.

Til tag og loft er der brugt en del træ, og det er en decideret brandfælde, men skulle det blive hedt, kan vi unge og adrætte mennesker vel undslippe via taget til naboejendommene.

Hvad tiden går med

Vejret har været dejligt indtil nu, sådan en 17-25° alt efter sol og skygge. Vi har været her otte gange før, så vi jagter ikke seværdigheder – dem har vi set før.

I stedet nyder vi at slentre gennem smalle gader med gamle huse, hvor pudset skaller af, og der er vasketøj og blomster på altanerne.

Små biler holder parkeret, hvor de kan, og de er næsten alle overbegjort med snask efter det sidste regnskyl med støv fra Sahara – det vi i DK kalder blodregn.

Markedet er en åbenbaring af friske grøntsager, fisk, ost, krydderier og ragelse. Vi køber gerne brød med en skorpe, åh, så sprød, og så får vi espresso i sidegaden, hvor tjeneren ikke rutter med charmen.

En del tid nydes på tagterrassen i parasolskygge, og ud på eftermiddagen går vi aftentur. Fx nordpå via den flotte domkirkeplads og Via Cavour til havnen hvor vi så vender næsen mod syd, forbi rigmandsyachter og Fonte Aretusa til vinbaren Mi.ka.tu længere ude på promenaden.

Yacht

Vi tjekker lige, om vores yacht er OK

Her har de havudsigt og en glimrende prosecco/spumante, som serveres med et mindre måltid af snacks. Dem nyder vi, mens solen fortsætter sin færd mod horisonten.

Havudsigt fra vinbaren

Havudsigt fra vinbaren

Vi timer det, så vi er i gyden med Osteria da Mariano ved 19:30-tiden. Det er lidt tidligt, men så kan vi få et ordentligt bord, for bare en halv time senere vælter det ind med gæster, og personalet får drøntravlt.

Husets antipasti

Husets antipasti

Madens kvalitet er skredet lidt på da Mariano. Det er synd, og hvad det skyldes, ved vi ikke, men overbossen Paolo, som formentlig er ejeren, giver særbehandling til stamgæster. Han er en gammel charmør, er han, kysser Helle på hånden og kalder hende ”principessa”.

Han er selvfølgelig gennemskuet, men det går rent ind alligevel, og så smitter det af på de andre tjenere. Når vi har spist, får vi lidt af husets dessert, kandiseret ingefær og sesam i karamel, og så stiller Paolo en flaske på bordet.

Flasken er ikke skæmmet af etiketter og indeholder et gult fluidum. Det er lokalt fremstillet limoncello, og den smager himmelsk. Paolo ignorerer aldeles min bøn om at betale, før flaskens indhold er sunket, så det kan ses.

Der er andet og mere at fortælle, men nu titter solen frem, så det må I have til gode.

/Eric

10 thoughts on “Til Sicilien efter 3 års pause

  1. Ellen

    Jamen er det da ikke bare skønt endelig at være afsted igen? Det fornemmer jeg i hvert fald, at du synes.
    Lange transfertider kan være en smule trættende, men min erfaring siger også mig, at der skal allermindst to timer til, før man kan vide sig (relativt) sikker på på at nå det næste fly OG at få bagagen med. Jeg har flere gange oplevet rejsebureauer nøjes med en time, og det er altså ikke nok. Punktum. Hver gang jeg er ude for det, beder jeg dem om at finde nogle andre fly til os, som giver os to timer eller mere – også selv om det så bliver en lang rejse.
    Men pyt – I er fremme og nyder det. Det er det vigtigste lige nu. Jeg ønsker jer fortsat god ‘nydning’

    Svar
    1. Eric

      Det er skønt, og vi nyder det i høj grad!
      Vi er ret enige om transfertider, og som det fremgår, var den lange rejse til dels resultatet af eget valg. Det med bagagen er nok værst i de store lufthavne. Vores erfaringsgrundlag rækker ikke til statistik, men vi har rigtigt dårlige erfaringer med München og (især) Amsterdam.
      Det er forbandet irriterende, når bagagen ikke når frem synkront på udrejsen, og det har vi desværre oplevet for ofte. Rejseforsikringen kompenserer ganske vist, men man tager jo ikke på ferie for at bruge tiden på at købe tøj, som der så er dårlig plads til, når man skal hjem og (forhåbentlig!) har fået sin kuffert.

      Svar
  2. Donald

    Det var især grøntmarkederne, som gjorde at jeg for 20 år siden besluttede at jeg skulle til Sicilien og spise vegetar mad – desværre blev det ikke til noget. Måske jeg kunne gøre det nu hvis jeg får det lidt bedre?

    Det er dejligt at høre, at I kom afsted og at I har så fine oplevelser. Jeg var kort i Syracusa og husker mange ting men især den smukke havnefront, jeg ved ikke præcis hvor, men som du siger, der er en ø.

    Kan man finde restauranter, som specialiserer sig i smukke grøntsagsretter?

    Jeg noterer mig Giardini, Naxos, større udvalg, billigere. Men altså – deres flotte grøntsager, det er så smukt. Det kan man heldigvis få i min lokale Rema nutildags, såe … måske gør det ikke så meget hvis jeg ikke orker at rejse lige nu.

    Jeg har hørt om blodregn, min skolekammerat måtte frem med trykspuleren igen. Men – hvad søren skal man gøre, ingen steder er uden ulemper.

    Svar
    1. Eric

      Markedet har grøntsager i fantastisk kvalitet, takket være Etna er især det østlige Sicilien meget frodig. Om der er vegetariske restauranter, ved jeg ikke. Jeg synes, at de stort set serverer de samme, typiske retter, men selvfølgelig er der forskelle. Grøntsager har dog en stor rolle i det lokale køkken.
      Blodregn i DK er sjælden, men her får de det ofte, og hvis det ikke er støv fra Sahara, er det aske fra Etna-bøvs. Vores tagterrasse er belagt med grå fliser, men har røde plamager, som måske kan fjernes med skarp lud og knofedt.
      Et tredages-lavtryk slutter med i dag. Det har givet en del regn, så mange biler har fået gratis vask 🙂 Fra i morgen skulle vejret blive sommerligt igen.

      Svar
  3. Lene

    Den trapper er ikke skøn om natten, når toilettet skal findes 🙂
    Dejligt at I er kommet af sted og alle, både mennesker og kufferter er i god behold.

    Svar
    1. Eric

      Ja, rejsen gik heldigvis uden ubehagelige overraskelser, og i den kategori hører også, at vi ikke blev smittet i menneskemængden.
      Når man ikke har bjerggedscertifikat, skal trappen betrædes som tynd is 🙂

      Svar
  4. Erik Hulegaard

    Yachtstørrelsen tyder ikke på, at der også har indskrevet sig en russisk oligark på Isola di Ortigia. Dejligt at kunne slippe for det ”blær”, der kan opleves ved Den Franske Riviera og Puerto Banus (Marbella, Andalusien).

    Den knap så brandsikre lejlighed formodes booked via en rejseportal eller er det mon privat bestilling grundet din anseelige anciennitet på stedet?

    Apropos ”anciennitet” kræves dette samt afbalanceret blodtryk, når tænkes på kufferternes mange omladninger (jeg havde ikke haft nerver til det ).

    Vinbarens havudsigt (fin illustration) og Google Maps konditioner hjælper læseren med at holde styr på geografien og fange stemningen.

    Svar
    1. Eric

      Der ligger nu en lidt større yacht bag den på billedet, og de er såmænd store nok!
      Lejligheden er lejet gennem booking.com, da det ikke var muligt at komme til det sædvanlige sted (vi var for sent ude). Jeg ser frem til opholdet i Giardini Naxos, hvor lejligheden er en del større og bedre – og billigere!
      Netop af hensyn til bagagen strikkede jeg rejsen sammen, så der var rigelig (og trættende) tid i både Amsterdam og Milano. Med andre valg kunne vi være ankommet til Catania mindst to timer tidligere, men de dårlige kufferterfaringer med især Amsterdam var afgørende. Desuden “krydspakker” vi, så vi ikke er helt på den, hvis blot én af kufferterne forsvinder.
      Ortigia er ikke større, end den er til at overskue, og vinbaren med udsigt er et godt sted

      Svar

Skriv et svar til Donald Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *